Hjertet og åndedrættet er tæt forbundet, både anatomisk, fysiologisk og psykisk.
I dette sjette studie opfordrer Hanneli os til at udforske en kreativ mulighed: At visualisere at det er hjertet der ånder, at åndedrættet og hjertet  ‘er en stor organisme der arbejder sammen.’ At visualisere er ved hjælp af sin fantasi at billeddanne.
I de spirituelle traditioner er det i kristendommen Østkirken og i Asien den tibetanske Vajrayana, Bön og den buddhistiske og indiske tantratradition som har arbejdet systematisk med at anvende sådanne, meget ofte meget detaljerede, visualiseringer af helgener, guddomsskikkelser og kosmiske kræfter som veje ind mod dybere kollektive aspekter af bevidstheden. Sådanne visualiseringer er aldrig ‘kun’ fantasi, men bygger altid på faktiske forhold, bevidsthedsmæssige lovmæssigheder.
I vores pædagogik og tradition har visualiseringer en løshed. Både på den måde man danner dem, og på vores holdning til dem.
I denne øvelse foreslår Hanneli forskellige vendinger der kan hjælpe os til at få oplevelsen af hjertet og af åndedrættet til at smelte sammen.
Disse forslag er netop kun forslag der giver plads til den praktiserendes egne billeder.
Det er denne respekt for og plads til ens egen kreativitet der giver løsheden. Forslaget er ikke dogmatisk , det er åbent.
Samtidig bygger visualiseringen på et faktum, et virkeligt forhold: Åndedrættet og hjertet er godt nok anatomisk og fysiologisk forskellige. Men oplevelsesmæssigt, fænomenologisk er de en helhed. Der findes intet åndedræt uden hjerteslag og vice versa. Vi oplever dem derfor altid i kombination.
Det er oplevelsen af denne samtidighed og helhed vi skærper når vi først træner sansningen af dem adskilt og bagefter sammensmelter dem med visualiseringens kreativitet.