BLOGCAST: Dette indlæg er indtalt af forfatteren. Lyt med her (8:30):

 

Vi sidder i en rundkreds, så vi alle kan se hinanden. 12 mennesker fra forskellige lande: Letland, Taiwan, Vietnam, Frankrig, Holland, England, Tyskland, USA og Danmark. Vi sidder under morbærtræets skygge. En stille brise på en ellers varm sommerdag får skyggerne og lyset på vore ansigter til at skifte når bladene stille bevæges. Jeg er i den familiegruppe, jeg tilhører i denne uges sommerretræte i Plum Village. Et buddhistisk kloster stiftet i 1982 af den vietnamesiske munk, mindfulness-lærer og fredsfortaler Thich Nhat Hanh (i daglig tale kaldet ”Thây”, som betyder lærer). Det ligger i Dordogne i det sydlige Frankrig.

Hvert år åbner klosteret for sommerretræter i fem uger. Børn og voksne mødes for, sammen med stedets munke og nonner, at praktisere mindfulness. For 25 år siden boede jeg i Plum Village i 14 dage sammen med min mand og 200 mennesker fra hele verden. Anden gang for otte år siden med vores to piger på 12 og 15 . De deltog i stedets grupper for børn og teenagere ledet af nonnerne. I år er jeg her så igen. Denne gang på en uges retræte med min yngste datter Helena, som nu er 21. Hun er for nyligt flyttet hjemmefra, og vi trænger til en mor datter tur. Helena deltager i gruppen af unge voksne mellem 18 og 28 år. Jeg i den nævnte familiegruppe. I dag er Plum Village udvidet til tre afdelinger – hamlets – hvor vi er omkring 1200 mennesker pr. uge.

Det er imponerende at opleve den rolige organisering af så mange mennesker. Det praksisfelt, der er bygget op over så mange år, svøber sig allerede få timer efter ankomsten om min krop, mit sind og min væren. Ligesom lyden af klokkerne. Dem er der mange af. ”Opmærksomhedsklokker” der igen og igen klangfuldt og smukt inviterer mig tilbage til mig selv. Ud af tankestrømmens uendelige cirkulation. Tilbage til her og nu. Kroppen. Vejrtrækningen. Lydene. Sansningen som anker for øjeblikket. Nogle gange er det et gammelt ur i spisestuen som minder os, der er i nærheden, om at mærke indad. Andre gange er det den enorme vietnamesiske klokke, som kan høres i hele området, der med sin dybe varme klang får alle til at stoppe op, trække vejret, slippe tankestrømmen og venligt blive mindet om at være med det, der er lige nu.

Det er kraftfuldt at se og mærke så mange mennesker blive stille på én gang. Det sætter sig i cellerne som en erindring, jeg kan trække på, når jeg kommer hjem. Lyden af den lille håndholdte syngeskål bærer jeg også med mig. Til hvert måltid inviterer (man slår ikke på en syngeskål) Sister Shining, som leder min gruppe, syngeskålen til med sin klang at minde os om madens betydning. Alle måltider spises i stilhed af respekt for maden og for at understøtte sanseoplevelsen. Retterne er vegetariske og bliver værdsat som den gave de er. Måltidet bliver en mulighed for at se alle tings forbundethed, deres interbeing . De forunderligt mange leds cirkulation. Riskornet der blev sået på marken i et land langt væk af et menneske med sin helt egen historie. Som spirer, når det bliver vandet af skyen bestående af vandpartikler fra nær og fjern, og næret af solen og af jordens mineraler. Høstet, transporteret. Tilberedt her med omhu så langt væk fra dets oprindelsessted. Det er en helt anden form for taknemmelighed, nærmest ærbødighed, jeg sidder med, når denne erkendelse af gensidig forbundethed får lov til at få plads. Det føles vigtigt at blive mindet om dette. Påmindelsen underbygger den sanseeksplosion, måltidet er. For når ordene ikke forstyrrer og trækker mig væk så bliver temperatur, duft, konsistens og smag udfoldet.

Denne invitation er der ved hvert et måltid i Plum Village. De første 20 minutter spises der i stilhed. Derefter inviterer en klokke til at tavsheden brydes og langsomt begynder bølger af latter og samtaler at skylle gennem rummet. Sådan er bevægelserne dette sted. Indad og udad. Som åndedrættet. En træning. En praksis i hverdagen, blandt andet for at muliggøre at meditation ikke kun foregår siddende på meditationspuden, men også i møderne, i princippet i alle daglige gøremål. Der er muligheder i hvert et øjeblik. Muligheder som over tid kan påvirke vores måde at være i verden på.

Denne måde at spise på minder mig om barndommens nærvær, hvor alle sanser blev pirret. Jeg husker følelsen af at stå med det lysende ribs, jeg netop havde plukket i vores have. Fascinationen af lyset, der spillede i det transparente røde skind, den lille blomst i ribsets ende, der føltes så ru i forhold til den spejlglatte overflade. Fornemmelsen af at lade tænderne bryde den ydre hinde og registrere den stærke syrlighed blandet med den svage sødme, når smagsløgene blev aktiveret. Kernerne der satte sig imellem tænderne og kunne flyttes rundt med tungen for så at kunne knase og give en underlig tør bitterhed fra sig. I dag, når jeg ser små børn spise med alle deres sanser fuldstændig optaget af oplevelsen, er det som om muligheden for atter at opleve på denne måde et kort øjeblik bliver inviteret indenfor.

Hvordan er det så med maden og måltiderne, med denne form for oplevelser, nu hvor jeg er kommet hjem?

Jeg er så heldig, at min mand også har været i Plum Village flere gange, så vi har et fælles sprog. Vi holder ikke de 20 minutters stilhed, men bevidstheden om hvordan samtalen kan påvirke nydelsen af maden, er skærpet. Vi har begge erfaret, hvordan det faktisk kan blive ordene, vi spiser. Dagens oplevelser, der overtager sansningen. Fordi vi blandt andet har erfaringerne fra Plum Village indlejret i os, er muligheden for at stoppe op, mærke efter, værdsætte madens tilblivelsesproces, dufte og smage lettere tilgængelig. Men er det muligt at mødes omkring bordet, udveksle og nyde hinanden, og samtidig være sansemæssigt forbundet med maden? Er det muligt både at være med måltidet og i samtalen? Ja det tror jeg. Det er en balancegang. En træningsbane. Jeg bliver ved med at vakle og falde ned for så at stige op igen. Min erfaring er, at det kræver øvelse. Igen og igen. Ligesom musikeren der spiller skalaer og træner fingrenes smidighed, og maleren der via farveøvelser får uendeligheden af nuancer mere og mere integreret, så det påvirker værket. Jeg oplever, at jeg kan træne måltidets kunst, og at min uge i Plum Village har understøttet dette. Jeg har deltaget i en masterclass. Min praksis lige nu er at øve mig, når jeg spiser alene. For mig er det ikke bare enkelt. Jeg kender rastløsheden. Der er dage, hvor den river og rusker i mig. Det er som om mit system ikke vil tillade bare 15 minutters fordybelse omkring måltidet. Der er ting der er vigtigere. Ting der kan gøres samtidig. Jeg bruger min træning fra denne sommers retræte til at spise min frokost uden at have avisen slået op eller lade mig føre væk af en spændende podcast. Kan jeg nyde måltidet med mig selv? Kan jeg være barnet, der undersøger og forundres, og kan jeg overføre det til måltiderne, når vi er flere? Jeg samler på erfaringer. Gemmer dem. Lader dem blive til spor i min hjerne. Jeg samler på frydefulde øjeblikke, hvor jeg både mærker kroppen, sanser maden og kan mødes med øjnene overfor, lyttende og åben. Der er momenter hvor jeg oplever, at det lykkes at være både inde og ude på samme tid.

Foto: Hanne Linde

---

 

Hanne Linde
er billedkunstner. Hun er tilknyttet Statens Kunstfonds huskunstnerordning og er tillige uddannet mindfulness underviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er tilknyttet Gentofte Kommunes børneinstitutioner som konsulent i kunst, kreativitet og nærværstræning. Se mere om Hanne her.