Lad mig sige det rent ud: Den første følelse der har fyldt mig ved læsningen af denne bog, er andægtighed.
Den næste er boblende glæde.

Jeg har kendt Johan Borghäll mere end et halvt menneskeliv. I mere end 30 år har jeg fulgt hans ustandselige, visionære, sprudlende, og evigt-sig-udviklende proces med at sætte mennesker fri.

Johan er et svensk, nej, et skandinavisk, nej, et europæisk overflødighedshorn, og hans pædagogik og hele virke strømmer over af generøsitet. Han er utrættelig i at tage sig af mennesker, utrættelig i at sætte sig selv fysisk og psykisk på spil, utrætteligt uddelende af en kreativitet som er voldsom både i bredden og dybden.
Men ét sted har han altid holdt for sig selv: Han har aldrig givet sine øvelser og sin musik fra sig.
Før nu. Med denne enestående bog åbner han, for mig at se, for første gang til nogle af de dybeste steder i sit hjerte, sin erfaring og sin opfindsomhed.

Hvis du endnu ikke har haft det held at møde Johan, så lad mig fortælle at han på universiteter, på teaterskoler, på danseinstitutter, på festpladser og på alle tænkelige og utænkelige steder i verden har undervist og underviser i frisættelse af fysisk baseret kreativitet, i kommunikation med kropslig forankring og i hvordan man som voksen får genfundet den leg vi mistede som børn, og hvorom han i bogen citerer en legeforsker for at ’Det modsatte af leg er ikke alvor – det er depression’.
Han har skrevet bøger om bevægelseskommunikation, om capoeira, om salsa, om forrykt pædagogik, om bevægelsespædagogen Rudolf Laban og om kropssprog, og han har skrevet og uddelt manualer om en lang, lang række af emner inden for den kommunikative voksen-legs kolossale spændingsfelt (som i høj grad er kolossalt fordi han har foldet det ud).
Men han har aldrig før givet sine konkrete øvelser og sine musikvalg fra sig. Selvom mennesker har tigget ham om det.
Og jeg – og vi – har altid forstået hvorfor. Fordi det naturligvis forholder sig som han altid har sagt, ’Det væsentlige er ikke mine øvelser og min musik, det essentielle er at du udvikler dine egne øvelser og finder din egen musik’.

Nu har han så alligevel udgivet en bog der rummer guldet for enden af regnbuen. En bog med i hundredevis – nej, i tusindvis – af dybt originale og inspirerende øvelser og fantastiske musikvalg. Til at animere, vitalisere og vække enkeltpersoner og grupper og til, som titlen (alt for beskedent, synes jeg) siger at oplive, overraske og skabe samhørighed.
Hvorfor og hvordan har han kunnet gøre det uden at modsige sig selv?
Nu har Johan aldrig været bange for at modsige selv. Konsistensen, den røde tråd, i hans livsværk er ikke troskaben mod bestemte læresætninger, men troskaben mod noget dybere, mod ønsket om at frisætte mennesker, ønsket om at livgive deres kreativitet, ønsket om at forblive åben mod også den farlighed, den risiko der ligger i at intet ligger fast.
Og så synes jeg alligevel ikke han modsiger sig selv. For det man inspireres til af denne bogs rigdom, er ikke at kopiere den. Den er bygget op som en kombination af teoretiske overvejelser, citater fra et væld af relevante kilder, replikker fra kursister, biografiske erindringer og øvelseseksempler og overvejelser over hvordan man lytter til og anvender musik, og fra disse kilder strømmer der mest af alt en lyst til selv at gå i gang. Jeg har igen og igen måtte standse læsningen for lige at notere ned hvordan jeg ville omforme en af Johans idéer til mit næste møde med mine kursister.

For lærere og pædagoger er det en kendt sag at det er så godt som umuligt at skrive bøger om formidling og få dem til at virke. Formidling er praktik, det er mødet mellem mennesker, og møder mellem mennesker er det meget svært at formidle på tryk.
Så skal man hjælpe undervisere og andre mod formidling og kontakt, så må man man skrive en manual, altså en bog med praktiske handlingsanvisninger, og handlingsanvisninger bliver kedelige, og de er næsten håbløst umulige at lære fra skrift.
Men sjældne gange lykkes det. Med ’At bryde isen’ er det lykkedes for Johan.
Den eneste anden bog om kommunikation og kreativitet jeg har læst som har givet mig en sprudlende glæde som er sammenlignelig med den jeg føler ved at stå med Johans bog i hånden, er Keith Johnstones ’Impro’. Og jeg tror ikke at den sammenligning er tilfældig, Johan og Keith har undervist sammen, de er begge frisættende giganter i den fortryllede og risikable og frigørende verden som kreativiteten fører ind til.

Jeg har kun ét råd: At du læser ’At bryde isen’ og følger med Johan ind hvor isen er brudt og livsglæden og kreativiteten flyder frit.

Peter Høeg er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.