Første gang jeg mødte Jesper Juul, i 2008, til et af de stiftende møder for Foreningen Børns Livskundskab, beholdt han cashmere-overfrakken på fra han kom til han, inden vi var færdige med mødet, blev hentet af en taxa for at nå flyet til Tokyo.
Han var på vej til Japan for at åbne en filial af hans verdensomspændende netværk, FamilyLab, som på det tidspunkt var i eksponentiel vækst, og sådan husker jeg ham fra de følgende eksplosive år. Han var altid på vej, altid med frakken på og en smøg i hånden, man kunne ikke lade være med at tænke at bare manden ikke slider sig op, bare nu alt det han med grænseløs og utrættelig generøsitet giver og deler ud af personlig hjælp og visdom og foredrag og møder og kontakter og samtaler og strømmen af bøger, bare det nu ikke tager livet af ham.

Jesper kunne fortælle andre, og få dem til at forstå, at det kun er sit overskud man kan dele ud af, giver man mere end det, begynder man at brænde af reservetanken. Men han havde sværere ved at rette den omsorg mod sig selv.
Vi sagde det engang til ham: -Jesper, sagde vi, -vi ville ønske du ville passe bedre på dig selv. Vi er så mange der har så hårdt brug for dig.
-Jeg véd det godt, sagde han. -Jeg prøver, men det er svært.
I svaret mærkede vi tyngden af den byrde og det ansvar han løftede. De tusinder af mennesker han forholdt sig personlig til, og de millioner der på forskellige måder var direkte inspireret af ham.

Han kaldte det udadvendte arbejde, foredragene for de store forsamlinger, rejserne, debatterne, både dem hvor han skrev og dem hvor han debatterede live, for ’at tale fra blokvognen’. Billedet stammer fra det moderne gennembrud og tiden derefter hvor kritikerne af det autoritære styre talte fra improviserede talerstole på blokvogne (der står en statue af Hørup i Kongens Have hvor han taler fra ladet på en blokvogn, og hvor han, hvis man barberede overskægget af, ville ligne Jesper på en prik, det samme massive kropslige nærvær, den samme voldsomme passion og tørst efter retfærdighed, den samme gennemslagskraft). Det var ét af Jespers råd til yngre lærlinge: I må ud og tale på blokvognen, det er først dér man lærer at få kontakt med et publikum.

Forholdet mellem børn og voksne er i Danmark blevet afgørende forbedret i de sidste 60 år. I den forbedring har Jesper Juul en stor andel. Når man hørte ham tale, og når man læser ham i dag, læser de store klassikere som for eksempel Dit kompetente barn, Pædagogisk relationskompetence eller én af de nyeste, Førerulve, eller ét af de blogindlæg af Jesper vi bragte på Kontemplations blog, så bliver man igen og igen meget glad og tænker helt enkelt: Manden har ret!
Jespers arbejde, meget af det udviklet med en anden gigant, hans kollega, nære samarbejdspartner og veninde, psykologen Helle Jensen, adskiller sig fundamentalt fra de mange pædagogiske modebølger der kommer og går, og på sigt viser sig kun at kruse overfladen. Jespers og Helles forståelse og demonstration af at under alle lærings- og udviklingsprocesser ligger menneskelige relationer, er ikke bare én teori blandt mange. Det er en beskrivelse af hvordan tingene rent faktisk forholder sig. En beskrivelse af at mere end noget andet drejer det sig, i familien, i børnehaven, i skolen, kulturen og på kloden, om at forstå hvad der skal til for at forbedre relationer mellem mennesker.

Og faktisk er det ikke svært at forstå at det er sådan det forholder sig, det er, når man hører Jesper forklare det, soleklart at det, det drejer sig om, er at hver enkelt af os bliver stadig mere tro mod vores egen ægthed, vores autenticitet som vi er født med anlæg for, og fra dette sted møder andre i respekt for deres individualitet.
Det er ikke svært at forstå, men det er vanskeligt at praktisere. Jespers liv var én lang storslået bestræbelse på at lære mennesker denne holdning og praksis.

En del af hans kolossale format udtrykte sig i hans ligefremhed. Han var fuldkommen usnobbet, uimponeret, fræk og, undskyld at jeg siger det, sexet. På en uskyldig måde.

Jeg konfronterede ham engang med noget af dette. Vi gav sammen et dobbeltinterview til tysk Vogue, Jesper har status som en af de helt store profeter i Tyskland, og det gjorde vi var nødt til at stemme violinerne, at komme lidt mere personligt på bølgelængde end vi havde været tidligere, for at kunne møde journalisten med én samlet stemme. -Jesper, sagde jeg, – du må være klar over at du også er en gadedreng, en forførende gadedreng, når du taler til 700 forældre så er mænd som kvinder samtidig charmeret og forført, så vover en stor del af kvinderne tanken: Tænk hvis han var far til mit barn.
Jesper stirrede vantro på mig. Jeg kunne se at tanken var ham virkelig fremmed.
-Og så har du fat i dit indre barn, pressede jeg ham, -det må være noget af grunden til at du kan hjælpe familier som du kan, i global målestok, du véd inde i dig selv nøjagtigt hvordan det er at være barn.
Et øjeblik var han stum. Så rystede han på hovedet. Hans naturlige ydmyghed kunne ikke tage imod anerkendelsen.
-Du tager fejl, sagde han. -Jeg mener slet ikke jeg har kontakt til et indre barn.
Vi så på hinanden. Jeg vidste jeg havde ret. Vidste det dengang og véd det i dag.

Jesper Juul havde i enestående grad kontakt til ikke ét indre barn, men til en flok: Til gadedrengen, til det sårede barn, det følsomme barn, det guddommelige og kreative barn. Det var blandt andet fra det sted han skrev og underviste og gav terapi, fra det sted at den flod af medfølelse der udgik fra ham, strømmede.

Han var meget lidt sentimental. Han hængte meget lidt fast i fortiden. Han ville have sagt at vi nu, hvor han er væk, skal se fremad. Hvor mange nationale og internationale forhold mørkner og kalder på en indsats, men hvor der også er lys mellem skyerne: I Danmark viderefører Dansk Familieterapeutisk Institut Jespers terapeutiske impuls. Det samme gør i Tyskland Deutsch-Dänisches Institut für Familientherapie. Helle Jensen udfolder i disse år hendes og Jespers pædagogiske arbejde i stor europæisk målestok. I USA er Mette Miriam Böll, med Peter Senge, ansvarlig for en omfattende uddannelse af lærere og ledere i skolesystemet, en uddannelse hvor flere fra Børns Livskundskab underviser. Og Børns Livskundskab selv, som blev stiftet da Helle og Jesper kontaktede Vækstcenteret om et samarbejde om at udvikle en pædagogik der drejer sig om at støtte børn og unge i at udvikle deres naturlige anlæg for selvberoenhed, er i støt vækst. Netop i disse måneder samarbejder Lone Fjordbak fra Dansk Center for Mindfulness med Katinka Götzsche, forkvinde for Børns Livskundskab, om et storstilet projekt der bringer mindfulness og relationskompetence ind i folkeskolen. Og så har FamilyLab, Jespers egen organisation, afdelinger i mere end 20 lande.

Alligevel vil vi have lov til, inden vi løfter hovedet og kigger fremad, at mærke sorgen. Over at et stort egetræ, en pragtfuld personlighed, en meget, meget tro og dyb ven af mennesker, af voksne og børn, og en voldsom trækkraft for det bæredygtige humane fremskridt, er borte.

Foto: Hanneli Ågotsdatter

Peter Høeg
er mag.art. i litteraturvidenskab og forfatter. Han underviser i meditation, empati og kreativitet.

Peter er medstifter af Foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ Empati – det der holder verden sammen, sammen med Jesper Juul, Helle Jensen, Jes Bertelsen, Michael Stubberup og Steen Hildebrandt.