Konfliktforståelse, samhørighed og gensidigt ansvar

af Vibeke Vindeløv | | 20. juni 2020

Vibeke Vindeloev

Ad kringlede veje blev jeg jurist. Som praktiserende jurist blev jeg hurtigt konfronteret med at juraens fokus på individets rettigheder ikke var vejen til større glæde og tilfredshed for de fleste parter. Det måtte kunne gøres bedre. Derfor begyndte jeg på studier af psykologi, uddannede mig som terapeut og begyndte, under kyndig vejledning, at meditere. Min opgave (som jurist og spirituelt søgende) blev herefter at forsøge at tage det vigtigste fra begge de to former og kombinere dem: På den baggrund blev ’mægling med en refleksiv tilgang’ til. En praksis hvor det værdimæssige afsæt er afgørende, kombineret med en struktur og fremdrift inspireret af den juridiske konflikthåndtering.

I mit arbejde blev det stadig tydeligere, at måder at håndtere konflikter på groft sagt følger to forskellige paradigmer, som repræsenterer forskellige værdier, og forståelser – herunder forskellige forståelser af betydningen af samhørighed og gensidigt ansvar.

Det ene paradigme kaldes det »traditionelle«. Det bliver eksempelvis brugt ved domstolene, men ligger også til grund for mange af de holdninger til konflikter i politik og i dagligdagens konflikter, som vi møder i offentligheden, både i den vestlige verden og andre steder.

Det andet paradigme – som den refleksive mægling er et eksempel på – kaldes »det nye«, fordi den sammenhæng, det her beskrives i, er af nyere dato og ikke svarer til, hvad man genfinder bag mægling tilbage i historien eller i såkaldt oprindelige kulturer. I disse sammenhænge vil fællesskabet ofte være tillagt (eller tillægges) betydning på bekostning af individets ønsker og behov, det vil sige, at mægling her ikke sker, eller skete, i samklang med, men efter tilsidesættelse og fuldstændig underordning af det enkelte individ.[vii]

Selv om vi måtte ønske det, er det på nuværende tidspunkt nok umuligt at forestille sig, at vi skulle kunne undvære eksempelvis domstole. Vi må erkende, at der til tider er behov for, at en autoritet som ’bagstopper’ kan hindre, at konflikter udvikler sig alt for destruktivt. Hvad man derimod kunne ønske sig, er en større bevidsthed om, hvilke holdninger og menneskesyn de to paradigmer hver især hviler på, og dermed hvilken metode, man (ønsker at) praktisere(r). Måske kan man oven i købet se de to former som henholdsvis yin og yang, hvor ingen af dem kan undværes, og de tilsammen udgør en helhed.

For overskuelighedens skyld er paradigmerne neden for beskrevet i skematisk form.

 

Traditionelt paradigme Nyt paradigme
Konflikter er forstyrrende Konflikter er et livsvilkår
Parterne er modparter og anerkender ikke en relation imellem dem Parterne er individer, der ser sig som gensidigt forbundne i en fælles konflikt
Der findes en ”objektiv” sandhed Ingen part har patent på hele sandheden
Fokus på resultat/aftale Fokus på dialogisk proces og muligt resultat/aftale
Vinder/taber Hensyn til begge parter
En udenforstående kan afgøre konflikten Parterne må deltage i og tage det fulde ansvar for løsningen af deres konflikt
Sanktionsmulighed er nødvendig Sanktioner er af mindre betydning

 

 

Paradigme – det traditionelle og det ny

Menneskesynet bag det traditionelle paradigme er baseret på en grundopfattelse af, at en autoritet er nødvendig for på parternes vegne at finde frem til gode løsninger, da de ikke selv har de nødvendige ressourcer til at finde dem.

Bag det nye paradigme ligger der en ydmyghed over for situationen, en tilbageholdenhed med hensyn til at gøre sig klog på andres liv, og en tillid til, at parterne – eventuelt ved at fejle – skal igennem en proces, hvorved de finder løsninger, som er brugbare i deres liv.

I det nye paradigme anerkendes det relative i sandhedsbegrebet og den indbyrdes forbundethed, og heraf følger naturligt en gensidighed og dynamisk refleksion hos parterne, herunder en refleksion over hvordan den ene parts handling påvirker den anden – en refleksion som ikke er nødvendig i det traditionelle paradigme. Forståelsen af samhørighed er derfor repræsenteret i det nye paradigme, og ofte fraværende i det traditionelle paradigme.

I det traditionelle paradigme går man efter regler og dogmer og leder efter den korrekte løsning inden for en hierarkisk struktur. I det nye paradigme er det gode resultat, det som parterne bliver enige om, og som i videst muligt omfang imødekommer dem begge (eller alle parter, hvis der er flere end to).

Den dialogiske og undersøgende proces bliver derfor nødvendig. Denne proces kan beskrives som en undersøgende, uforudsigelig og risikofyldt samtale, hvor den bedste løsning ikke er givet på forhånd. Det eneste, der er givet på forhånd, er, at der ikke er nogen, der alene kan producere en tilfredsstillende løsning eller forståelse. Dialogen kan præciseres ved tre ord: sharedare and care, del, vov og drag omsorg: Man må dele sine erfaringer, kompetencer og perspektiver (share), man må løbe risikoen for at tage fejl eller blive klogere ved at fremlægge sine synspunkter og grundlæggende antagelser til fælles undersøgelse (dare), og man må tage hånd om hinanden og opbygge et ordentligt fællesskab, som giver plads både for dialogen og for den fælles fremtid (care). [ix] Ved dialogens hjælp kan vi undersøge den dybere mening indeholdt i et synspunkt eller en påstand, ligesom vi i dialogen kan afsløre forskelligheder, som herefter gør det muligt at finde fælles grund.

Løsninger opnået på den baggrund bliver ofte mere tilfredsstillende og derfor også mere holdbare end løsninger opnået på basis af en autoritær beslutning.

Med støtte hos Buber kan vi sige, at udgangspunktet er, at vi som mennesker er stillet over for noget værende, som vi kan træde i et vekselvirkende forhold til. Denne vekselvirkning kan enten være en jeg-det-holdning eller en jeg-du-holdning. Jeg-det-holdningen praktiseres inden for det traditionelle paradigme, hvor man ifølge Buber gør den anden til en genstand, og hvor en fundamental ensidighed (efterhånden eller fra første færd) vil tømme forholdet for virkelighed, for ”jeg-det kan aldrig siges med hele ens væsen”. Således vil den professionelle – dommeren, eksperten – altid bevare en afstand til ekspertisens genstand, parterne.

Da dialog er nødvendig i det nye paradigme, må denne være en dialog i Bubers forstand, en dialog, som forudsætter et jeg-du-forhold. I det nye paradigme anerkendes, at gensidighed er til stede, og at det enkelte menneske netop bliver til i denne vekselvirkning, og at ”jeg-du kun kan siges med hele ens væsen”. [x] Ingen er eller kan være ekspert i den andens liv, og vores ansvar bliver derfor både for vores eget liv og for den andens.

Det siger sig selv, at det kan ske, at man som mægler ikke lever op til værdierne i det nye paradigme. I så fald er det vig­tigt at erkende, at det ikke er værdierne, der er noget galt med, men at man har mødt udfordringer, som man af forskellige grunde ikke var i stand til at håndtere. Hjælp kan da blive nødvendig.

Et eksempel fra min egen praksis, hvor det akkurat lykkedes at håndtere udfordringerne, kan måske illustrere dette:

Kort efter afslutningen af krigen på Balkan blev jeg bedt om at afholde en workshop i Sarajevo for cirka 20 deltagere. Fra dansk side var doneret penge til et projekt, som kun ville blive aktualiseret, hvis medarbejderne repræsenterede alle de tre etniske grupper, bosniere, serbere og kroater. Da temaet for kurset netop var konflikter, var jeg klar over, at der under kurset ville kunne komme meget smerte og had frem hos deltagerne. Med mindre jeg ville holde processen på overfladen, hvad jeg ikke ville, ville det blive en krævende opgave. Min mentale forberedelse kom derfor til at fylde meget. Jeg besluttede mig for at arbejde bevidst med min kontakt til hjertefølelserne. Udover min sædvanlige meditation gik jeg derfor under kurset i hver eneste pause op på hotelværelset for at genfinde mit indre centrum og styrke kontakten med hjertet og medfølelsen. Jeg insisterede på, at ville fastholde en jeg-du relation. Det var hjerteskærende og skræmmende at være sammen med deltagerne i deres proces, og jeg er overbevist om, at havde jeg undladt hjælpen fra mine øvelser, ville jeg-det-holdningen have fået overtaget. Øvelserne hjalp mig til at blive ’stående’, når historierne og konfrontationerne blev voldsomme.

Jeg også både håber og vover at tro, at de hjalp deltagerne.

I mit praktiske arbejde som mægler har jeg utallige eksempler på, at jeg hurtigt – og også ofte for hurtigt – dannede mig en idé om, hvordan en given konflikt skulle løses. Fælden lå lige for, når jeg agerede i sammenhænge, der var kendte for mig.  Efterhånden har erfaringen lært mig at fastholde åbenheden, hvorefter parterne selv kan finde frem til løsninger, der er så langt bedre end dem, jeg ville have kunnet foreslå.

Samme erfaring har jeg gjort i internationale sammenhænge.

For disse erfaringer har jeg fundet en smukt udtryk hos den persiske 1100-tals jurist, teolog og mystiker Abu Hamid al-Ghazzal i den første del af hans Om genopvækkelsen af de religiøse videnskaber: Her siger han om viden:

”Den der vil debattere, bør søge sandheden i den samme ånd som dén, der leder efter en ting han har mistet: han er ligeglad med, om tingen bliver fundet af ham selv eller af en hjælper. Han anser sin samtalepartner for en ven, og ikke en modstander. Og han takker sin partner, hver gang denne påpeger en fejl og viser ham sandheden. Hvis derfor han selv følger én vej efter det han har mistet, og hans partner råder ham til en anden vej, så vil han ikke kritisere ham, men i stedet takke ham, ære ham og glædes med ham.”[xi]

 

Fodnoder:

[vii] Vibeke Vindeløv, Japan som med- og modspiller i civilretlige konflikter, TfR 1990, s. 889-906 og samme, Ecology of Mind as a Decisive Basis in Conflict Resolution – A Preliminary Comparison between Japan and Denmark, København 1994, TfR 1994, s. 66-77.

[viii] Vibeke Vindeløv, Konflikt, Tvist og Mægling, København 1997, kapitel 16.

[ix] Marianne Kristiansen og Jørgen Bloch-Poulsen, Dialog og dialogiske kompetencer – en ny form for magt? I Helle Alrø og Marianne Kristensen (rd.): Dialog og magt i organisationer, Ålborg Universitetsforlag 2004, s 11- 34.

[x] Martin Buber, Jeg og Du, 3. udg., 4.oplag, Hans Reitzel Forlag, 2014

[xi] Tak til Jakob Skovgaard Pedersen for at gøre mig opmærksom på dette citat.

 


“Konfliktforståelse – traditionel og ny” er redigeret og tilrettelagt for Kontemplations blog. Teksten udkom første gang som del af Vibeke Vindeløvs bidrag til artikelføljetonen Ånd i Hverdagen.


 

Vibeke Vindeløv
er jurist, psykoterapeut og professor i konfliktmægling ved Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Hun er forfatter til adskillige artikler og bøger om jura, mægling og forsoning. Hun har omfattende erfaring med undervisning i og praktisk arbejde med konfliktløsning og mægling i en mangfoldighed af konflikttyper. Hun interesserer sig for sammenhængen mellem værdi og handling og den store og den lille konflikt. Geografiske fokuspunkter for hendes internationale arbejde har vært Sydøsteuropa (Balkan) og Sydafrika.