I mit seneste indlæg skrev jeg om møder i stilhed på første dag af modul to på uddannelsen ”Empati og Nærvær”. Dette indlæg omhandler andendagen.

Stilheden fra gårsdagen er forduftet. Havde nogle af deltagerne fundet lørdagens stilhed og meditative øvelser lidt for udfordrende, så er modet efter alt at dømme genfundet. Smil og knus karakteriserer morgenens første møder, og deltagerne er allerede under morgenmaden, som vi altid indtager sammen inden undervisningen går i gang, ivrigt snakkende.

Undervisningen starter med en morgenmeditation guidet af Hanneli, hvorefter Peter forklarer at denne uddannelse, i modsætning til mange uddannelsesforløb, ikke kan ses som en videnstilegnelse der bygges op i lighed med byggeklodser. På denne uddannelse er alt det, vi forsøger at vide noget om, til stede på én gang, og har været det fra første øjeblik.

Alting er hele tiden i sin helhed til stede nu, og denne uddannelse handler om at opdage noget som allerede er til stede, forklarer Peter og fortsætter: ”Jo mere man véd omkring hvordan man selv har det, jo lettere er det at udvikle empati overfor andre.”

Og så er dagen i gang.

Min erfaring fortæller mig at vores opmærksomhed som regel kredser omkring dele af den helhed Peter taler om, og derfor bevæger vi os igennem forskellige tilstande. Jeg tænker på hvordan vi mennesker bevæger os fra én tilstand til en anden. Hvad gør vi i overgangene? Opdager vi dem?

Dette weekendmodul tilbyder i høj grad muligheden for at opleve og erfare overgange. Hvis dag ét gav os mulighed for at udforske de indre landskaber, velafgrænset af stilheden, giver dag to derimod i særdeleshed mulighed til at opdage vores indre i forskellige former for verbale møder og fysiske ud- og indtryk.

Til denne udforskning er der inviteret en gæstelærer. Det er Peters søn Daniel på otte år. Han kommer ind i rummet sammen med Hanneli. Jeg bemærker en ganske let generthed, da han går ind i midten af cirklen af voksne fremmede. Men kort efter er der ingenting at spore, kun tryghed og kraft. Daniel underviser os sammen med Peter i legen Lammerpistolen. Det er med Peters ord en braseleg. På godt nordjysk er det en pøleleg; altså en lidt vild leg med fart, høj energi og måske kropskontakt. Med den virtuelle lammerpistol kan man altid stoppe sin legekammerat hvis legen bliver for voldsom. Brugen af lammerpistolen fastfryser partneren, indtil fortryllelsen ophæves med et luftkys.

Daniel og Peter leger legen ret vildt, men vi deltagere starter mere kontrolleret. Vi går sammen to og to. Den ene går eller kravler truende hen imod sin partner som skal tage lammerpistolen i brug, når den truende part er ved at komme for tæt på. Den ene part må altså finde i sig selv, og med sit kropssprog udtrykke, en truende adfærd. Den anden part bliver inviteret til at lytte efter sin grænse og sige stop når denne nås.

Jeg tænker på Peters ord: Det hele er allerede til stede i sin helhed. I så fald har vi alle på én og samme gang den potentielt grænseoverskridende truende adfærd og den mere sårbare potentielt grænseoverskredne i os. Lammerpistolen har til formål skabe et trygt rum, hvori afgrænsningens signal på forhånd er aftalt. Rollerne byttes rundt, så legen muliggør en udforskning af begge positioner.

Grænsen i dette tilfælde må være ved grænsens til éns personlige rum omkring kroppen, som sociologen Erving Goffman har defineret som det vigtigste af ’selvets territorier’. Det er et rum som i en vis grad regulerer individers interaktion med andre, og er en integreret del af menneskers selv-repræsentation og selvfølelse. Det personlige rum er usynligt og dynamisk, det flytter med individets krop, og ændres i størrelse alt efter konteksten. En kærlighedspartner får eksempelvis som regel lov til at komme tættere på end en kollega. Hvis grænsen til det personlige rum overskrides, vil det som regel medføre en ubehagelig følelse som kan få en person til helt at trække sig fra et socialt fællesskab.

Jeg observerer deltagerne. Nogle af de, som går hen imod deres partner, udtrykker dominans med deres kropssprog; de gør sig selv større ved for eksempel at brede skuldre og arme ud. Én kravler langsomt henover gulvet som en af planetens store katte på jagt. Andre bruger lyde. Det er interessant at flere af de som bevæger sig hen imod deres partner vælger dyrelyde til at udtrykke sig. To deltagere trækker sig delvist fra legen. Den ene ser ned mod gulvet og er tydeligvis udfordret af situationen. Andre griner og har tilsyneladende let ved legen. En af dem som griner viser dog med sit kropssprog at en del vedkommende også er lidt udfordret. Det er en af dem som skal sætte grænsen. Lammerpistolen bliver først taget i brug et stykke tid efter at hovedet er krøbet ned mellem skuldrene og en arm afværger let for det usynlige tryk personen må føle fra sin legepartner.

Kropssprog er en vigtig del af menneskets interaktion. Helle Winther, som er lektor i bevægelsespsykologi på Københavns Universitet, forklarer i bogen Kroppens sprog i professionel praksis at kroppens sprog på mange måder er vores første sprog. Spædbarnet kommunikerer kropsligt og kroppen kommunikerer hele livet. Kroppen taler ikke kun til andre, men også til os selv igennem sansninger og følelser.

Bevidsthed om kropslig kommunikation er vigtig for udviklingen af autenticitet i relationer, da det er forvirrende og tillidsformindskende når et menneske siger ét med sproget og noget andet med kroppen. Eller hvis kroppen selv udsender modstridende signaler.

Efter Lammerpistolen introduceres vi til stagefight. Her er der igen tale om en øvelse som inddrager instinktiv energi, en aggressionskraft, som bruges til, med gestik og lyd, at simulere en virkelig lussing. Daniel fremstår imponerende kraftfuld da han går frem mod sin fysisk meget større far og langer teater-lussinger ud. Da han sætter lyd på, kommer den helt uden tøven, langt nede fra maven, og det kunne ligeså vel have været fra en voksen. En smittende latter strømmer gennem deltagerne, en latter som jeg tolker som delvis imponeret, delvis let nervøs.

Stagefight med Daniel og Peter from Kontemplation on Vimeo.

For nogle af deltagerne er særligt det med lyden udfordrende. Hvis det er svært at indtage positionen som den aggressive udøver af teater-vold, er det kun endnu sværere når man ikke kan mildne kroppens sprog med et smil eller latter. Peter kalder lyden et angrebsråb. ’I kender det fra karate.’ Han siger at kamp og grænsesætning påkalder en lyd, og at lyden hjælper til at fokusere energien.

Både den der giver og den der modtager teaterlussingerne har til opgave at aflæse både sin partners og sine egne kropssignaler. Hvad sker der i os, når vi simulerer kamp på denne måde? Til forskel fra Lammerpistolen skal den ikke-frembrusende part nu, i stedet for at sætte en grænse, vige for lussingen ved at vende hovedet væk.

Oplevelserne med øvelserne er vidt forskellige. Nogle oplever at komme i kontakt med en kraft, en drivkraft. En kvinde udtrykker at hun har let ved at komme i kontakt med denne kraft i hverdagen og at den hjælper hende i hendes gøremål. Til gengæld får hun nogle gange at vide at hun er ”for meget”. For andre er det udfordrende enten at give eller modtage lussinger. For nogle er det en naturlig del af det at lege.

Efter de lege der udforsker aggression, bliver vi nu sat sammen i en venlig kropskontakt. To og to lægger vi skiftevis hænderne på hinanden i lette tryk eller massage. Modtageren fortæller hvilken kropsdel der trænger til lidt støtte og omsorg, og giveren lægger hænderne på dette sted og giver eventuelt en let massage.

Kropskontakt er ligesom kropssproget et af menneskets mest basale kommunikationsformer. Berøring er i de fleste samfund forbundet med nærhed og intimitet, og forbinder sig derfor både til omsorg, følelsen af sikkerhed, grænsesætning og respekt. Allerede i moderens mave dannes barnets basale kropslige nærvær, og behovet for kropskontakt følger mennesket igennem hele livet.

Antropologer bruger sig selv som redskab til at forstå det, de er i gang med at undersøge, igennem deltagelse. Min krop, mine sanser, mine følelsesmæssige reaktioner, fordomme, tanker og erfaringer er en del af min redskabskasse.

Jeg kædes sammen med en partner, jeg er tryg ved, og er den første til at modtage. Jeg har ondt i lænden og beder om at min partner lægger sine hænder dér. Jeg beskrev i forrige blogindlæg weekendens største udfordring som jeg oplevede i forbindelse med Peters gengivelse af fortællingen om Terje Vigen. Jeg kunne ikke tilgive en af fortællingens personer for at have slået ihjel, og det gjorde mig ked af det og frustreret. Berøringen denne søndag eftermiddag bliver weekendens absolutte højdepunkt, idet jeg oplever at lørdagens udfordring transformeres. Jeg bliver fyldt af taknemmelighed over de varme hænder på min ømme lænd, og jeg oplever det som om denne taknemmelighed åbner mit hjerte op. Jeg tænker på personen i fortællingen som slog et barn ihjel og jeg mærker til min forundring at jeg har tilgivet ham. Jeg ønsker ham kun godt. Normalt oplever jeg kærlighedsfølelser som strømmende ud fra brystkassen, men denne søndag føles det som om kærligheden flyder ud fra toppen af mit hoved. Ud til ham som slog Terjes barn og hustru ihjel. Ud til Terje. Ud til hele verden. Sådan føles det. I dette øjeblik kan jeg tilgive alt. Intuitivt lægger min partner sin ene hånd på toppen af mit hoved. Han holder bare hånden dér. Én hånd på hovedet og en på lænden. Det føles som om kærligheden nu bliver lukket ind i min egen krop, som om den gennemstrømmer mig og inkluderer mig selv i tilgivelsen. Det udløser en forløsende gråd.

Bagefter bytter vi, så den der har modtaget får lov til at give. Og så er der kaffe og kage.

Som afslutning på weekenden laver vi kropsstorming. Det er lidt det samme som brainstorming, men det er kropsligt funderet.
Vi inddeles i grupper og hver gruppe får et emne. Vores gruppe får generthed, og vores opgave er at kropsstorme, altså på kort tid udvikle, en øvelse som er målrettet børn, og som kan generere en erfaring af det emne.

Peter ridser nogle arbejdsregler op som hans erfaring fortæller er gunstige i alt improvisatorisk samarbejde i kreative processer:

Den første regel er tidsbegrænsning. Regel nummer to kaldes det permanente ja. For der kan nemt ske det, forklarer Peter, at man, når man skal præstere som en gruppe, kommer til at sige nej til et forslag, fordi det måske ikke virker originalt nok. Men nej er ødelæggende for kreative processer. Kreative processer lever af det permamente ja, fortæller Peter.

Regel nummer to er at naivt og forrykt er godt.

Regel nummer tre er at vi skal prøve os frem med kroppen. Det er, forklarer Peter, for at undvige den selvkritik, de indre dommerfunktioner, der er lejret i sproget.

På tre minutter laver alle grupper både sjove og inspirerende øvelser. Dette er overgangen fra de første modulers rene egenpraksis og henimod kursets næste etape som handler om at tage egenpraktikken og forene den med, og bruge den i, undervisningen.

Derfor er hjemmearbejdet til den kommende måned at vi hver især skal lave en øvelse hvor nærvær og bevægelse flettes ind i den almindelige faglighed.

Litteratur:

Erving Goffman (1971) Relations in Public: Microstudies of the Public Order
Winther, Helle (2012) (Redaktør) Kroppens sprog i professionel praksis – om kontakt, nærvær, lederskab og personlig kommunikation.

Foto: Jeanette Lykkegård

---

 

Jeanette Lykkegård er ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.