Over fire afsnit fortæller Jeanette Lykkegård om at praktisere nærvær under fødslen, om kærligheden og udmattelsen, lykken og fortvivlelsen og om at føle sig ét med et lille barn der allerede fra begyndelsen arbejder på at finde sig selv.

Læs første afsnit af Nybagt mor her.

Jeg forsøger at mærke min krop. Nedadtil mærker jeg puden jeg sidder på, og rensdyrskindet der blødt støtter mine ben. Jeg fornemmer at der under gulvet er luft. At jeg sidder på første sal. Jeg oplever en pludselig længsel efter muld, efter jordens kraft, efter at ligge med ansigtet begravet i græsset og inhalere moder jord. Jeg mærker en tåre trille ned af den ene kind. Benene er i den velkendte, men længe savnede, skrædderstilling. Bunden af min krop er en smule øm endnu, men det går fint med at sidde.
Fra bækkenbunden retter jeg bevidstheden mod min livmoder. For et år siden kunne jeg slet ikke mærke den, men nu mærker jeg den tydeligt. Som om jeg først nu kender mit køn. Jeg har siden april sidste år mærket livmoderen vokse, og de sidste uger har jeg mærket den skrumpe ind. Jeg har følt hvordan den har dannet bolig for et nyt liv. Jeg har mærket hvordan den har trænet sig op til at kunne presse dette nye liv ud til os, når tiden kom. Nu føles den underlig tom, der er ingen fylde, ingen tyngde.

Jeg retter bevidstheden mod åndetrættet. Jeg kan mærke det, men ikke høre det. Det går op for mig at jeg lytter til et andet åndedræt end mit eget. Det er uregelmæssigt. Af og til lyder det som om der sidder noget og generer. Er hun okay? Jeg mærker hvordan jeg nærmest sidder ved siden af mig selv, som om kroppen forsøger at bryde sin egen grænse for atter at omslutte min datter og beskytte hende. Højre side af kroppen kan jeg godt mærke, venstre sides afgrænsning stemmer ikke overens med det som mine øjne ville fortælle, hvis de havde været åbne. Det føles som om min krop har udvidet sig med halvanden meter mod højre.

Det er første gang jeg sidder på puden siden hendes fødsel for 23 dage siden. Jeg har påbegyndt en helt ny opdagelsesrejse; livet som mor. Indtil nu har min praksis som mor foregået med min datter i armene; ammende, gående eller liggende. Min kæreste ligger lige nu ved siden af hende, og jeg ved han passer på hende. Men her på puden mærker jeg hvor stor en del af min bevidsthed der er koncentreret udenfor mig selv – hele tiden tunet ind på det liv jeg nu har ansvaret for. Som jeg har været så tæt forbundet med, kropsligt og i bevidstheden, under hele graviditeten. Tårer triller igen ned af mine kinder. Af kærlighed og af noget andet, sørgmodighed eller måske en form for angst? Kærlighed til det lille væsen i sengen ved siden af mig, sorg over den separation som allerede nu er begyndt. En del af mig ønsker fortsat at være ét med min datter, en del af mig hænger fortsat sammen med hende, men nu er hendes separate liv begyndt og for hver dag bliver hun mere og mere selvstændig. Først nu forstår jeg med hjertet det jeg før har hørt: ”Fra den dag dit barn er født, begynder en livslang adskillelsesproces”. Allerede nu kan jeg mærke hvor vigtig min meditationspraksis er for mig. Som støtte til at jeg bedst mulig kan være i min nye rolle som mor; til at jeg kan opretholde en bevidsthed om mig selv, at jeg kan blive i mig selv og være der for min datter samtidig med at jeg giver slip.
Men hvordan opretholder man en praksis som nybagt mor, hvor ens barn kræver alle de ressourcer man har?

Næste morgen vågner jeg ved bevidstheden om at der bliver kigget på mig. Jeg åbner øjnene og vender mig om på siden. Et par blå øjne betragter mig intenst, og der er kontakt. Zoey er vågnet. Bare sådan. Ikke fordi hun er sulten, ikke fordi hun har ondt i maven, hun er bare vågnet. ”Godmorgen”, siger jeg og smiler. Hun smiler tilbage. Hun virker tilpas og fredfyldt. En varm glæde spreder sig fra mit hjerte og ud i hele kroppen og fremad mod min datter. Lige nu er det bare os to. Os to og regnbuefarverne på væggen fra krystallen i vinduet. Lige nu er livet regnbuefarvet. Lige nu er lykken.

Tredje afsnit af Nybagt mor kommer på lørdag 26. maj.

Jeanette Lykkegård
Ph.d. studerende i Antropologi med særlig interesse for, hvordan mennesker omkring i verden håndterer eksistentielle spørgsmål omkring livet og at leve det, døden og hvad der kommer efter. Udover at lære nye perspektiver på verden igennem mit fag, nyder jeg bl.a. duften af jord, lyden af latter, synet af en solopgang og de andre stunder, hvor jeg føler mig helt og aldeles i live.
Zoey blev født i januar og trives og har det godt.