BROMBÆRMARMELADE – OG LIDT OM AT SAMLE FORRÅD
af SMAG | 14. september 2021
|
I dag så jeg et fint lille egern i vores have. Det havde tydeligvis travlt med at samle svampe fra græsplænen til et hemmeligt sted – egernets forrådskammer. Det er et naturligt instinkt for egernet og andre dyr og en forudsætning for overlevelse at samle til forråd.
Jeg kom til at tænke tilbage på min morfar, der havde det mest fantastiske spisekammer. Jeg kan huske duftene, belysningen, køligheden og fascinationen af de mange glas på hylderne. Indholdet havde forskellige farver. Glassene var forskellige i størrelse og form. Blommemarmelade. Henkogte pærer. Syltede grønne tomater. Glas på glas. I mit barnesind tænkte jeg, at min morfar måtte være meget rig. Tænk at have så mange glas i sit forrådskammer fyldt med lutter herligheder.
Måske er det morfars instinkt, jeg har overtaget. Eller måske ligger det dybt i mange – måske alle – mennesker, at det er nyttigt at samle forråd. For mig giver det en særlig form for følelse af, at jeg kan klare mig selv – også selvom hele detailhandlen skulle stoppe fra i morgen. På et dybere plan handler det måske om at skabe sammenhæng mellem indre og ydre bæredygtighed. Følelsen af tryghed ved at kunne forsyne mig selv, min familie og venner med mad samtidig med, at jeg ikke belaster kloden unødigt ved at transportere over store afstande. Jeg ved det ikke.
Nu sidder jeg i al fald med rifter på hænder og underarme og en fornemmelse af at have beskæftiget mig med noget meningsfuldt. Jeg plukkede brombær hele formiddagen. De hænger på tornede ranker i skoven, bærrene er sorte og søde – og det føles for mig som om, at de bare venter på, at nogle vil komme at plukke dem.
De friskplukkede brombær havnede i en gryde med gyldent knasende rørsukker, kornene fra en nærmest forførende velduftende vaniljestang og stangen med samt generøst revet citronskal. Der er rigeligt marmelade til os, derfor forærer jeg ofte og gerne hjemmelavet marmelade væk. Det er som at give noget fra selve hjertet. Modtagelsen virker altid til at være fyldt med ægte glæde.
Som en god veninde skrev til mig – det er så meget mere end marmelade.
Her får du min opskrift på brombærmarmelade:
1 kg friskplukkede brombær – gerne de vilde, som er springfyldt med smag og sødme
500 g gyldent knasende rørsukker
1 forførende velduftende vaniljestang – kornene skrabes ud og den tomme stang puttes også i gryden
Revet skal af en økologisk citron
Det hele puttes i en gryde og koger op. Du kan evt. tykne med økologisk pektin.
Derefter kommes marmeladen på rene, skoldede glas.
Opbevar marmeladen et mørkt og køligt sted – måske i dit forrådskammer.
Glædelig høst-tid!
Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF. Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider. Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats. Læs mere om Britta her.