Oplevelse og nærvær i skolen

af Redaktionen | | 27. august 2016

IMG_2390

Bogen Oplevelse og nærvær i litteraturundervisningen er blevet til på baggrund af et litteratur- og fortælleforløb Peter Høeg gennemførte på Nørre Snede skole i foråret 2015. De tre forfattere bag bogen, de to deltagende klassers dansklærere, Janne Højrup Nielsen og Camilla Clausen og seminarielektor Søren Fanø håber med bogen at kunne inspirere til tilsvarende forløb på andre skoler og i andre undervisningssammenhænge.

I Oplevelse og nærvær i litteraturundervisningen bringes litteraturen, kreativiteten, skriftsproget, oplevelsen og det hele menneske i centrum. Dette bliver gjort ved, at der gennemgående lægges vægt på kroppens betydning for læseoplevelsen, og i det hele taget på barnets eller den unges kontakt til sig selv som en forudsætning for at kunne åbne til litteratur. Bogen rummer forskellige øvelser til at vække sindet eller åbne kroppen for oplevelsen af teksten hos eleverne. Forfatter Peter Høeg har skrevet indledning og efterskrift til bogen.

Billeder fra forløbet på Nørre Snede skole:

 

Om bogens forfattere:

Camilla Clausen (f. 1975). Overbygningslærer på Nørre Snede skole og afdelingsleder i ungdomsskolen Ikast-Brande kommune. Uddannet lærer ved Jelling seminarium år 2001 med linjefagene tysk og dansk. Har læst ledelse inden for Ungdomsringen i 2013.

Janne Højrup Nielsen (f. 1979). Overbygningslærer, skolebibliotekar og læsevejleder på Nørre-Snede Skole. Uddannet lærer ved Aalborg Seminarium 2003 med linjefagene dansk, engelsk, fransk og hjemkundskab.

Søren Fanø (født 1950) har senest skrevet bogen, Jesper Wung-Sung – et forfatterskab (2014) samt artikler om uddannelsesforhold og børnelitteratur. Seminarielektor i dansk ved VIA University College, Læreruddannelsen i Aarhus. Oprindelig uddannet lærer (1979), cand. pæd. i dansk (2001) og master i børnelitteratur (2011).

Peter Høeg (født 1957) har skrevet en lang række skønlitterære romaner, senest Effekten af Susan (2014). Peter Høeg er medstifter af foreningen Børns Livskundskab. Sammen med flere af foreningens andre stiftere har han skrevet bogen Empati – det der holder verden sammen (2012). På baggrund af forløbet på Nørre Snede skole tilbyder Peter Høeg nu i samarbejde med Ikast-Brande kommune, et uddannelsesforløb i formidling af empati og nærvær for mennesker der arbejder professionelt med børn.