UNITY OF KNOWLEDGE · PRAGTBOG OM BOHR INSTITUTET
af SKRIFT | 25. juni 2020
|Niels Bohr Institutet fylder 100 næste år.
I den anledning har instituttets huskunstner, Rikke Raben, og fotografen Anne Prytz Schaldemose med betagende fotos og collager, skabt et pragtværk der i disse dage er udkommet på Strandbergs forlag.
Peter Høeg har skrevet tekst til bogen.
Både fotografier og collager er på én gang sansemættede og dybe fortællinger. Anne Prytz Schaldemose kan gennem sit kamera se verden på en måde så den åbner sig umiddelbart inviterende. Hvert af billederne fra Niels Bohr Institutet er hvad vi vil kalde umiddelbart visuelt tilfredsstillende.
Og så er det som om billederne, når man dvæler ved dem, åbner indad mod dybden: Der er så mange venlige åbne døre på billederne, der er så mange diskrete, men informationsrige sammenstillinger af gravide forskere, varme farver, shamanistiske masker og formler og advarsler om radioaktivitet og rockplakater og tavler fulde af integraler.
På samme og samtidigt helt anderledes måde er Rikke Rabens collager af sorthvide fotos fra instituttets historie, Bohr-motiver på pengesedler og frimærker og citatmosaikker fra Bohrs værker ikke kun en fascinerende historisk dokumentation. Collagens muligheder for at skrive en undertekst, en diskret, nogle gange næsten skjult fortælling, er raffineret udnyttet: På billeder tæt ved hinanden ser man Bohr bøje sig mod henholdsvis en udenlandsk forsker og et barn, og Bohrs hjertelige nærvær er i begge situationer den samme.
Lavmælt og raffineret viser billederne patriarken Bohr, legebarnet Bohr, den spirituelt åbne Bohr og Bohr som den bekymrede meningsdanner, ja på grænsen til en international politiker. I pressemeddelelsen skriver forlaget nærmere at: ‘Rikke Raben har udvalgt s/h-fotos fra Niels Bohr Arkivet, og hun har med sin baggrund i skulpturportrætter overordnet fusioneret s/h og farvefotos o.a. i de kombinationer og forløb, som tilsammen udgør det visuelle portræt af Niels Bohr Institutet i bogen.’
Peter Høegs tekst rejser og undersøger spørgsmålet om hvordan forholdet i dag er mellem kvantefysik og etik, mellem naturvidenskab og kunst og hvad der er blevet af Bohrs interesse for spiritualitet.
Dette er ikke en almindelig cofféetable book. Det er en stor fortælling om de 30 år der rystede fysikken og om en lokalitet (Niels Bohr Institutets) som Weekendavisen i disse dage har kaldt ‘Danmarks vigtigste adresse’.
Imorgen bringer vi her på bloggen et uddrag af Peter Høegs forord til Unity of Knowledge.