PRAKSISFÆLLESSKAB ER HJERTEFÆLLESSKAB

af Hanneli Ågotsdatter og Peter Høeg | | 26. september 2020

I alle de spirituelle traditioner har man lagt afgørende vægt på fællesskabets betydning.
Vi véd om den kristne urmenighed at ’de delte hvad de havde og levede med hinanden som brødre og søstre’.
I buddhismen udtrykkes det sådan at fællesskabet, den indre praksis og forholdet til en mentor er tre ligeværdige juveler som den spirituelle proces hviler på.

Med en nutidig formulering kunne vi måske sige at samværet omkring praksis – og omkring en undervisning og en tradition – har tre niveauer:

Der er det rent praktiske: Som for alle gruppedannelser hvis deltagere deler en interesse – om det så er for fodbold eller foto, om det er en forældregruppe organiseret omkring en børnehave eller skole, eller det er et fællesskab omkring meditation – er der en række ydre, indlysende og praktiske fordele ved at løfte en opgave sammen.
Sådanne samarbejdsformer og gruppedannelser støttes af dansk tradition og lovgivning fordi vi i dette land har en lang og dyb historie og erfaring med andelsbevægelser, fagforeninger, frikirker og friskoler.

Det næste niveau handler om glæden ved at være sammen, om varme og om venskab. Meditation har, både i traditionelle og moderne former, ofte en forståelse for legens og humorens betydning. For vigtigheden af en kreativ og dansende tilgang til indre praksis.
Dette niveau drejer sig også om gensidig støtte. Endnu er betydningen af en indre praksis og af at træne empati ikke alment udbredt (selv om erkendelsen af dette er på vej). Vi har derfor brug for at støtte hinanden, vi er endnu ret få og ret spredte.

Det tredje og dybeste niveau er fordybelsen af det indre fællesskab. Til det niveau hører den vel egentlig uforklarlige, men alligevel meget konkrete, erfaring af at en gruppe af mennesker der praktiserer sammen, har mulighed for at opbygge et felt, en fortætning af den meditative atmosfære som er større end hver enkelt selv ville kunne nå frem til.
I et sådant fælleskab vil man kunne støtte hinandens udvikling hjertemæssigt ved den varme – og måske kærlighed – som fælles praksis og kreativt arbejde kan åbne til. Og man vil kunne stimulere den fælles klarhed ved de dybdegående spejlinger og gensidige rådgivningsprocesser som et praksisfællesskab kan give mod til at åbne til.

Risikoen ved, og karikaturen af, spirituelle fællesskaber er sekten, en gruppe hvis medlemmer vender ryggen til verden og samles om dogmer og om en oplevelse af at være bedre eller udviklingsmæssigt længere end det omgivende samfund.
At opbygge praksisfællesskaber som er hjertelige, ikke-dogmatiske og i intens dialog med samfundet, er vel én af den nutidige spiritualitets opgaver.

Og for at sige det mindre højtideligt: At være en del af et sådant fællesskab kan føles som at have legekammerater, medrejsende – eller: praksissøskende – på en på samme tid støttende, udfordrende, hjertelig og dybt meningsfuld måde.

 

 

Efterlad en kommentar