RAITA MED MYNTE OG CITRON
af SMAG | 14. august 2021
|![Maria Maria](https://kontemplation.dk/wp-content/uploads/2021/07/Maria-Raita.jpg)
Denne sommer fik jeg mulighed for at give en hånd i retreatkøkkenet på Øster Løkke. Til ét af måltiderne hvor hovedretten var dhal og råris, lavede jeg en raita med mynte og citron – et tilbehør som kan være prikken over i’et til linseretter. Samtidigt med at det er supernemt at lave.
Herunder får du min version af raita.
Jeg vælger at undlade spidskommen som ofte medtages i raita-opskrifter, i stedet tilføjer jeg en god portion friske mynteblade og presset citron der giver retten den lethed der balancerer dhal’ens fylde og tyngde.
Ingredienser til 4 personer:
2,5 dl Græsk yoghurt
1 agurk
2 fed hvidløg
1-2 håndfulde mynte
1/2 presset citron
Salt og peber
Fremgangsmåde:
Riv først agurken med et rivejern, og læg den derefter i et rent viskestykke og pres væsken ud.
Bland derefter den revne agurk og den græske yoghurt sammen. Til en mere flydende raita bruges mindre agurk og mere yoghurt, for en fastere konsistens kan du følge mængderne i denne opskrift eller blot tilføje mere agurk.
Hak derefter hvidløg fint. Myntebladerne hakkes groft. Pres citronen og bland så hvidløg, mynte og citronsaft i yoghurten.
Til sidst krydres med salt og peber
Som en afsluttende bemærkning vil jeg nævne at raita med fordel også kan bruges som et forfriskende tilbehør til sommerens grillmad.
Håber det falder i din smag! ❤️
Maria Bjørnstad Meling
læser teknoantroplogi i København. Hun er passioneret omkring vegetarisk og vegansk madkultur og med en interesse for hvor maden kommer fra.
Med hjertet og smagsløgene studerer hun vores globale kulinariske landskab. Noget af det første hun foretager sig når hun ankommer til et nyt sted eller en ny bydel, er at orientere sig hos den lokale grønthandler og i det lokale supermarked. Mad og madkultur er hendes passion, og at gå med lysten til at udforske dette, fortæller hun, støtter nærværet i at lande fysisk i en ny geografi og hjælper hende til at åbne øjne og hjerte for den lokale kultur.