Vi har alle påskens fortælling i os hvad enten vi betragter os som kristne eller ikke.

I en vis forstand er påskens udsagn om at det er muligt at komme igennem modgang og smerte, en dyb, fælles vane vi alle er bærere af.

Igennem to tusind år har millioner og atter millioner af mennesker netop i disse dage forholdt sig intenst til historien om lidelse, død og genopstandelse.

En så omfattende og vedholdende genfortælling sætter dybe både ydre og indre aftryk.

For den der ikke kan huske påskens detaljer, findes der på kristendom.dk en 60 sekunders briefing som kan anbefales. Se link her.

Uanset om man er kristen eller ej, er der i påskedagene en særlig mulighed for den der har en eller anden form for indre praksis som meditation, yoga, bøn eller compassion. Den kristne fortælling har nemlig samme grundlæggende form som alle bare lidt dybere beskrivelser af menneskelig vækst: Den siger at for den der har hjertemodet til at vende sig mod det mørke og ukendte i sig selv og verden, og at møde den angst dette vækker, uden hverken at blive aggressiv, undvigende eller overdrevent analyserende, og kan finde styrken til at udholde lidelsen en tid, for det menneske er det muligt at vende tilbage til lyset og det almindelige liv med en ny og dybere kontakt til indre ressourcer.

Dette, muligheden for at vende sig mod det indre og ydre mørke og at komme styrket ud af dette møde, er hvad der ligger til grund for al terapi, selvudvikling og spirituel træning.

Det er den fortælling der ligger til grund for shamanens rejse til dødsriget og for en lang række af de græske og romerske myter fra antikken.

Den ligger bag den af Otto Scharmer beskrevne erkendelsesproces i Teori U – hvor nedstigningen og derefter bevægelsen op gennem U’et er bevægelsen ned mod det ukendte og ubeskrevne og derefter opstigningen til fornyelsen. Den er beskrevet af myteforskeren Joseph Campell i hans berømte bog Helten med de hundrede ansigter (’The Hero with the Thousand Faces’). Og i et uendeligt antal heltemyter og folkeeventyr.

Også hvis man ikke er kristen, kan man i påsken ane, og opleve en støtte fra, denne dybe, fællesmenneskelige myte: billedet af et menneske, som altså var Jesus, der ved et rituelt måltid på skærtorsdag tager en afgørende afsked med mennesker han elsker, og beder dem være våge med ham nu hvor han gør sig klar til at konfrontere den lidelse han véd venter.

Vi kan alle med Simon Peter – stadig om torsdagen – hvor han ikke tør indrømme at han er forbundet med Jesus, mærke hvor svært det er, udadtil og indadtil, at stå ved noget af det der er allervigtigst for os. Og vi kan på langfredag opleve medfølelsen, ikke bare med én der led for to tusind år siden, men med dem der lider her og nu for det der for dem er de dybeste sandheder.

Vi kan, i vores ekstremt privilegerede og beskyttede del af verden, prøve at tage lidt af Jesus mod – og skrøbelighed – overfor lidelsen ind. På lørdag huske på den tålmodige udholdenhed vi alle kan prøve at finde overfor lidelse (og som ikke skal forveksles med passivitet). Og på søndag læne os ind i det mulige løft og den forløsning der kan komme til den der kan bære uundgåelig smerte uden at knække.

I min familie har de store af børnene altid til påske lavet æggejagt til de små. Ægget er et døds- og genfødselssymbol, under den kristne fortælling ligger, også i påsken, naturfolks forårsritualer hvor man har ofret til guderne for spiring og vækst. Forårsfortrøstningen er en del af genopstandelsesmyten og løftet i påsken.

Uanset vores forhold til spiritualitet er vi alle blevet født, vi har alle oplevet at en tilstand af mere eller mindre ro i livmoderen er blevet afløst af fødslens dramatik og uundgåelige lidelse. Og vi er fra denne situation kommet ud i lyset.

Også på den måde har vi gennemgået, og gennemgår hvert nyt barn, påsken.

Måske ligger den erfaring dybt lejret i vores nervesystem. Måske er det grunden til at disse dage rummer en særlig atmosfære for den praktiserende.

Måske er dette det rigtige sted også at nævne at store spirituelle lærerskikkelser – herunder (da vi nu taler om påsken) også Jesus i Thomas-evangeliet – peger på at dybere meditation, bøn og spiritualitet har muligheden for at åbne ind mod en vågenhed der er fri af både lyset og mørket og af svingningerne og bevægelserne mellem dem.

 

Vi har bedt Kontemplations illustrator, Daniel på 11, om at tegne til overskriften: Påsken som praksistid.

 

---

 

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Foto: Henrik Saxgren