MIT FØRSTE 21 DAGES RETREAT

af Britta Karlshøj | | 7. maj 2022

Britta_adam groenne

Det hele begyndte ni måneder tidligere.

Jeg var på fordybelsesdage – som vi kalder vores regelmæssigt tilbagevendende træningsdage – med Kontemplations team. Dér sagde jeg højt, at jeg havde en længsel efter at prøve at sidde tre uger i individuelt retreat – et ønske jeg på det tidspunkt end ikke havde nævnt for min familie. Idéen var ellers født mange år tidligere inde i mig – men ind til dette øjeblik ikke udtalt.

De følgende ni måneder lyttede jeg ind i mulighederne for faktisk at gennemføre en sådan tilbagetræking. Jeg planlagde. Ændrede en smule undervejs. Som jeg nærmere mig, intensiverede jeg forberedelserne. Og samtidig er der ting, der ikke lader sig planlægge eller kontrollere. Alvorlig sygdom i nærmeste familie opstod. Et dødsfald. Jeg selv fik covid-19 i ugen op til retreatet. Alligevel lykkedes det mig på forunderlig vis at komme afsted. Da jeg sad i bilen og var på vej, havde jeg en ejendommelig følelse af ’at få lov’, og noget i mig anede, at det var nødvendigt at lytte ind i dette felt i de kommende ugers isolation. Et felt af den permanente hensyntagen og nænsomhed vi føler for og skylder vores nære.

Ville jeg få lov? Ville der støde noget til, som gjorde, at jeg ville blive nødt til at afbryde før tid?

Jeg vidste, at svarene på disse spørgsmål var ude af min kontrol. Det eneste jeg kunne gøre, var at bevare min intention og lytte til den virkelighed, der måtte blive min.

Da jeg nåede frem, flyttede jeg ind i en skurvogn. Den er placeret i et kuperet terræn, hvor der i øvrigt kun færdedes får. Vædderen, som havde dårligt ben, kom op og ned ad bakkerne hver dag, hvilket imponerede mig, da jeg selv oplevede det som en vandring, der satte pulsen væsentligt op. Skurvognen lå helt for sig selv. Bag den var skov. Foran så man ud over stejle bakker med små grupper af træer og græssende får. Bag dem igen den betagende udsigt over fjorden. Jeg blev ramt af dette landskab – og samtidig ramt af den øde placering. Langt væk fra andre bygninger. Fra mennesker. Skurvognen var enkelt og æstetisk indrettet. Den blev varmet op af en lille brændeovn. Der var ikke vand eller elektricitet.

Selv om jeg trives godt i naturen og med en enkel levevis, blev jeg udfordret fra dag ét, da solen gik ned ved 16-tiden og stod op næste morgen mellem 8 og 9. Det føltes som mange mørke timer i mit eget selskab. Jeg var forberedt på, at der kunne dukke mindre behagelige billeder op fra det ubevidste i mine drømme, og jeg viste, at det at det er et alment råd for praktiserende i retreat, at det mørke, som oftest vil være en del af et sådant forløb, ikke må blive uudholdeligt.

Efter første nat, hvor to store stærke vilde heste fulgte faretruende efter mig i skoven, var det til at holde ud.

Efter anden nat, hvor overfaldsmænd dukkede op i drømmene, var det ved hjælp af min praksis til at rumme.

Efter tredje nat, hvor drømmene bød mig min egen smertefulde livsafslutning ved, at jeg blev likvideret af syge drabsmænd, vågnede jeg op med bankende hjerte og lyden af min egen stemme, der sagde STOP, nu er det nok.

Resultatet blev, at jeg flyttede ind i et rum, som er en del af ejendommens hovedhus. Dér var varme, lys, vand og – på trods af at huset på det tidspunkt var tomt – en fornemmelse af andre menneskers mulige nærvær. Mine drømme fik nu en mildere karakter. Min første lektion i disse tre uger blev derfor, at jeg var nødt til at lytte til mig selv og mit eget system, og møde dette ’selv’ kærligt og med omsorg.

Jeg holdt en daglig rytme. Jeg vågnede cirka samme tid hver dag, og sad min første praksisperiode med søvn i øjnene. Hver morgen var jeg vidne til solen, der kravlede længere og længere op på himlen. Jeg blev i min meditation opmærksom på, at det ikke er solen, der bevæger sig – men Jorden! Jorden drejer sig mere og mere, så jeg får mere og mere af solen af se. Forunderligt! Hele vores sprog er gennemsyret af, at det er solen, der ’står op’ eller ’går ned’. Som jeg bevægede mig sammen med Jorden hen mod solen, betoges jeg af farverne. Rødlige – orange – gule nuancer. En par morgener var det, som om hele himlen var violet – og solen lige sådan. Jeg fik en oplevelse af, at mine sanser var ændret. Himlen var i andre farver end den plejede. Noget i mig begyndte at ane, at vores sansninger er stærkt sammenvævede med vores sindstilstand.

Efter morgenens første praksisperiode lavede jeg et længere yogastræk. Ovenpå disse rituelle rytmer og morgenmad tog jeg min varme termodragt på og gik ud og fodrede får. I stalden ved siden af huset boede fårene fra bakkerne, som jeg var heldig at få lov at passe. Jeg så frem til denne stund to gange om dagen. Det var meget sociale dyr, som gerne ville hen til mig og gerne nusses i pelsen. Min anden lektion i disse uger i tilbagetrækning var, at jeg igen fandt ud af, hvor stor værdi det har for mig at være i relation til andre levende væsener og give dem min tid og opmærksomhed. Det føltes som en opbyggelig opgave, der var med til at give mig jordforbindelse igennem retreatet.

Efter stunden med fårene vandrede jeg én til to timer hver dag.

Den friske luft. Vinden. Sålerne mod jorden. Smagen af salt på læberne.

Min krops fysiske sult efter bevægelse blev stillet, og motionen gav en naturlig træthed, når det blev aften.

På min vandring gik jeg hver dag gennem en fredet skov, hvilket i sig selv for mig var et særsyn. En skov, der ikke er præget af skovdrift, men ganske enkelt bare er en skov, hvor udgåede træer får lov at nedbrydes i deres eget tempo, og kaprifolierankerne vandrer fra træ til træ.  En skov, der på alle måder føles levende.

Efter skovstien fortsatte turen langs bredningen. Jeg skulle ofte kæmpe mig igennem bevoksninger af slåenkrat, der havde groet stierne til. Jeg blev ind imellem lidt forrevet og mærkede kampen for at komme frem suse gennem mine blodårer. Jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne løse det. Jeg ville virkelig gerne gå denne rute og kunne samtidig mærke, at denne kampfølelse i mit system udfordrede mig. Måske skulle jeg finde en anden vej?

Jeg besluttede at gå turen en sidste gang og derefter finde mig en ny rute. På denne vandring, som jeg troede skulle blive min sidste, mødte jeg to par skovarbejdere. Hvert par bestod af én kvinde og én mand. De var i fuld gang med at gøre stien fremkommelig ved at beskære slåenkrattet. Jeg kunne med det samme mærke tårerne trænge sig på. Jeg blev hjulpet.

Min tredje lektion blev en tillidslektion: Disse mennesker hjalp mig til at blive på stien – på den rute, som jeg var så glad for at tilbagelægge, og som føltes betydningsfuld for mig at kunne færdes på i netop disse uger. Til det fik jeg nu hjælp af repræsentanter fra både det kvindelige og det mandlige.

Med hjertet fuld af taknemmelighed fortsatte jeg min vandring – og blev på stien. På en ejendommelig måde var der herefter meget, der gennem dagene føltes lettere.

Jeg tænker, at vi hver dag kan lære meget af livets lektioner, som ofte kommer i en lavmælt og næsten anonym form. Som opdagelsen af vigtigheden af at lytte til sig selv. Betydningen af levende selskab. Erfaringen af at møde uventet venlighed.

I en længere fase af tilbagetrækning er der mulighed for at give sådanne stille livslektioner lidt mere plads og langsomt integrere dem i vores grundstruktur.

Hver dag efter frokost vekslede jeg mellem siddende meditation og almindelig afslapning samt lidt læsning.

Efter aftensmad sad jeg min sidste periode og nød at kunne gå i seng, når jeg følte mig træt.

Inden dette retreat anså jeg mig selv for at være et menneske, der nød alenehed. Undervejs i forløbet blev denne del af min selvopfattelse udfordret. Jeg opdagede, at jeg havde svært ved at mærke lyst til at spise. Min appetit faldt efter mange måltider alene. Det smagte mig ganske enkelt ikke, som det normalt gør. Jeg prøvede at friste mig selv med blåbær og dadler. Det hjalp en smule. Men appetitten kom aldrig helt op på sit normale niveau.

Til gengæld oplevede jeg en øget fordybelse i meditationerne. Der kom glimt af en mørkeblå glimtende stjernehimmel i drømmene. Der kom regnbuer, også i drømmene, violette farver. Og praksis. Og tomhed.

Jeg oplevede det at være i individuel fordybelse i 21 dage som en arbejdsom proces, mere arbejdsom end jeg vel havde ventet. En proces som kræver vilje og god forbindelse til jorden. Der kom arbejdspunkter op, der ikke var nemme, og som ikke lod sig løse lige med det samme.

Jeg arbejdede med tillid – på mange planer – og jeg mærker til stadighed, at dette er en central faktor for mit videre arbejde i livet i al almindelighed og i praksis i særdeleshed.

Da jeg kom hjem, havde jeg en fornemmelse af at være landet i en anden virkelighed end den, jeg tog afsted fra. Objektivt set var det ikke sandt. Alligevel mærkede jeg, at jeg reagerede på mine omgivelser på en uvant måde. Jeg studsede over almindelige forekommende elementer i relationer mellem mennesker. Jeg blev især opmærksom på vurderinger. Ude i naturen, i aleneheden mellem fårene, var sammenligninger og vurderinger på en måde forsvundet fra min indre nethinde. Det er de ikke mere. Jeg kommer stadig til at vurdere både mig selv og andre – men jeg oplever nu en forøget vågenhed på ’at det sker’, når det sker, hvilket, synes jeg, giver mig en stadig større frihed til at handle mere i overensstemmelse med det nu, jeg befinder mig i.

Desuden mener jeg at have opdaget, at min tillid til verden er blevet forøget, og at denne tillid ser ud til at holde ved. Det er svært helt at sætte ord på dette: Men det er en fornemmelse i retning af, at ’alt er såre godt’. At verden ikke er sort/hvid eller god/dårlig, men derimod alt muligt indimellem. Og at det føles som om, at accepten af netop dette giver mig mere ro i sindet og i tankerne.

Lige da jeg forlod mit retreat, tænkte jeg: Dette har været fint.

Det behøver jeg derfor ikke at gøre igen.

For det koster.

Det er arbejdsomt.

Det er forbundet med fravalg.

Og jeg har en liste af indre arbejdsopgaver med mig hjem, som heller ikke bliver omkostningsfrie.

Efter seks uger begynder jeg nu at overveje, hvornår jeg kan placere min næste længere individuelle tilbagetrækning. Det synes på alle måder irrationelt, og alligevel er det som om, der er et indre uforklarligt træk hen mod at fortsætte ad den vej.

 


 

Britta Karlshøj
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF.

Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.

Britta er med i teamet bag Kontemplation og er køkkenchef ved vores retreats.

Læs mere om Britta her.

 

Foto af Britta: Adam Grønne

 

 

Efterlad en kommentar