ADVENT 21 – anden søndag

af Redaktionen | | 5. december 2021

RuiqiKong_Advent-21-anden-soendag

Vi bragte sidste uge, første søndag i advent, et indlæg som vi har modtaget anonymt.
Det drejer sig om et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på frelseren.
Forfatteren til indlægget oplever at være truet.
Hun har sendt os en fortsættelse – hun har betinget sig at vi bringer den i dag, anden søndag i advent.

 


Du kan lytte til teksten her (18:28):

 

Jeg er i en risikozone.
Følelsen er irrationel, der er ingen andre end mig der véd det, alligevel véd jeg faren er reel. Eller at den vil blive det. Om et øjeblik vil den blive det.
Den tekst jeg har liggende foran mig, på et ark papyrus som på én eller anden måde, mirakuløst, har overlevet, er Q
Jeg kan bevise det. Teksten er Q. Som tusinder og atter tusinder af teologer har ledt efter siden Herbert Marsh omkring år 1800 pegede på at der måtte eksistere en kilde bag Mattæus- og Lukasevangeliet, en tekst de begge havde trukket på. En tekst endnu tættere på den historiske Jesus end evangelierne. Tættere på sandheden om hvem Jesus egentlig var.
Betegnelsen Q kommer fra tysk Quelle, kilde. Betegnelsen stammer fra den tyske teolog Johannes Weiss. Bare ordet kilde peger på dens betydning. Den nærhed ved oprindelsen.
Begynder du nu at forstå hvad jeg prøver at fortælle? At hvad jeg har liggende foran mig, er den af alle overleverede vidnesbyrd som beviseligt er tættest på Jesus. Skrevet ned måske ganske kort efter hans død. Måske mens han endnu levede.
Teksten er i jegform. Det er ingen af de andre kendte tekster. Ikke engang Thomasevangeliet.
Den begynder således (jeg tager nu en dyb indånding – dette er første gang jeg giver noget af teksten videre, ordret):
’Jeg spurgte Jesus således: Mester, hvor er Gud?
Jesus svarede: Gud er i dig, i os alle, i alt.
Hvordan kan jeg få ham at se, spurgte jeg.
Jesus svarede: Når du ser vågenheden og ikke det der fylder vågenheden, da vil du se Gud.’
Hvad der står på papyrusen er ikke fortællende som evangelierne. Teksten består af 77 logion, Jesuord.
Den rummer intet om Jesu livshistorie. Intet om hans død på korset for vores skyld. Intet om hans genkomst. Intet om jomfrufødslen. Den rummer ingen støtte til de mest fundamentale kristne dogmer.

Jeg har nævnt papyrusen for ét menneske. Som en test.
Jeg fortalte om den til vores, Det kongelige Biblioteks, specialist i den kristne oldkirkes tekster.
Han er kun et par år ældre end mig. En teologisk komet. Han er fromt troende og han har en akademisk intelligens der er hård og klar som en diamant.
Det er en farlig kombination.
Det var en dag i kantinen, vi var alene.
-Tyge, sagde jeg, -høre engang, hvad hvis man en dag finder Q? Hvis man kan bevise at det er Q? Tættere på Jesus end nogen anden tekst? Og den intet siger om hans død på korset eller om at han er Guds søn? Hvis Q støttede det billede af Jesus der findes i Thomasevangeliet. Men endnu tydeligere peger på at han ikke var en guds søn. Et usædvanligt menneske, hvad man ville kalde en oplyst lærer. Men ikke en Guds søn.
Tyge har inviteret mig ud flere gange.
-Jeg arbejder på at finde mig selv, har jeg sagt. – Indtil da må jeg afslå alle tilbud, selv dit.
Det er et svar jeg, når jeg skal være ærlig, er godt tilfreds med. Det ydmyger ikke manden, men etablerer samtidig et elefanthegn.
Han har taget det pænt. Vi er blevet venner. Nu så ud ad vinduet, ud i bibliotekshaven, mod statuen af Kierkegaard.
-Så måtte der foreligge en misforståelse, sagde han. -Så må den tekst af en eller anden grund kun rumme et ukomplet billede af frelseren. Vi véd at han var Guds søn. At han døde på korset for vores skyld.
-Hvor véd vi det fra? Fra evangelierne, fra Paulus. Tekster hvis forfattere aldrig har mødt Jesus. Hvad hvis Jesus’ død på korset var en tragedie, men ikke andet end det? Uundgåelig, Jesus må have vidst det, han prædikede i et besat land. Når man i et besat land, i en feudal struktur, siger til de rige at de skal give alt til de fattige, at kvinder er lige så værdifulde som mænd, børn tættere på Det Højere end voksne. At du ser splinten i den andens øje, men ikke bjælken i dit eget. At du skal vende den anden kind til når du får en på bærret. Og elske den anden som dig selv. Når du siger det, under de omstændigheder, så véd man at de før eller siden vil komme efter dig og eliminere dig. At han dør på korset, er uundgåeligt. Men ikke mere end det. Hvordan skulle nogen kunne sone noget som helst andre har gjort, ved at lade sig henrette? Det er en konstruktion. Hans efterladte tilhængere har haft brug for at løfte ham og gøre ham til en gud. For at løfte sig selv. De har været forfulgte. I livsfare. De har haft brug for at tro at de fulgte noget der var mere end menneskeligt. Problemet er bare at når vi gør noget guddommeligt, så adskiller vi det definitivt fra os selv. Det er det der kendetegner det guddommeligt, at det er komplet adskilt fra os. Vi kan aldrig nå det. Selv ikke i Johannesevangeliet, selv dér siges det at vi aldrig kan nå lyset. Men hvad hvis det ikke er sandt? Jeg har set Jesus. I bussen på Valby Bakke. Han findes. Men i en anden dimension. Som er inde i os. Det guddommelige i Ny Testamente er adskilt fra os. Hvad hvis Jesus i Q ikke med ét ord siger at det guddommelige er forskelligt fra os? Men at vi kan nå det?
Han rejste sig. Pludselig så han træt ud. Jeg véd jeg havde talt for længe. Havde rablet. Alligevel var trætheden ældre end ham selv. Den var 2000 år gammel. Vil jeg påstå. Den kristne træthed ved i 2000 år at skulle forsvare dogmer som strider mod den sunde fornuft. Dogmerne om Jesus guddommelighed, om jomfrufødslen. Om hans død på korset for vores skyld. Hvad skulle det hjælpe os andre at et menneske led for 2000 år siden?

Da jeg så Jesus i bussen, besluttede jeg at skifte skole.
Det tog ikke mere end en uge at sætte det igennem, sådan er mine forældre, sådan var de, det havde tillid til mig. De prøvede at spørge mig ud, de var bestyrtede, men jeg rystede på hovedet, en uge senere var det gennemført.
Jeg kunne ikke se Jakob igen efter jeg havde set Jesus. Det er svært at forklare, måske umuligt. Kærlighed kan være for voldsom, omkostningerne ved at elske en anden på den måde som jeg det øjeblik i bussen vidste jeg ville komme til at elske Jakob, var for store. At elske på den måde ville være igen og igen at være ubeskyttet, nøgen, afklædt enhver dæmpning.
Det er 15 år siden. Jeg har ikke set ham i 15 år.
Men jeg har selvfølgelig fulgt ham.
Med nettet er det ikke vanskeligt. Men også uden nettet havde jeg fulgt ham. På en måde har det ingenting med nettet at gøre. Når man er forbundet på den måde med et andet menneske, er der et usynligt nervesystem som er langt mere følsomt end det digitale. En intuitiv, radaragtig afsøgning af virkeligheden som altid véd omtrent hvor den anden er.
Han er bager. Selvfølgelig blev han bager. Vi havde husgerning i skolen, lærerinden fik ham til at undervise os andre i at bage surdejsbrød, vi havde dejen stående i klassen over et døgn, rummet lugtede af øl og friske frugter, jeg husker da han løftede brødet ud af ovnen, han må have været 11 år gammel, han holdt den brændende varme, glasagtige form på et viskestykke, og snusede til skorpen. – Lyt, sagde han, -det springer som glas.
Det øjeblik Tyge rejser sig og går bort fra mig, beslutter jeg at opsøge ham. Nogle ting kan man ikke bære alene, dette er for stort. For farligt. Og på én eller anden måde har det noget med ham at gøre.

Den første gang jeg for alvor forstod hvad der er på spil for kristendommen hvis dogmerne viser sig ikke at holde, var hos Luther. I De servo arbitrio, Den trældbundne Vilje, Luthers hovedværk. Ifølge ham selv. Et hadefuldt angreb på Erasmus af Rotterdam. Det sted hvor Luther skriver at vi er prædestinerede, at det for længst er besluttet hvem af os der skal i Helvede. Og der er intet vi kan gøre. Og vi kommer aldrig til at forstå hvorfor Gud har dømt nogle af os og frelst andre, dommen kommer fra deus absconditus, Guds mørke og bortvendte side.
Da jeg læste det, mærkede jeg hvad det koster, som Luther gjorde, at vende sig bort fra mørket i sig selv, lægge det ud i verden og kalde det Djævelen. Derved bliver magtesløsheden så overvældende at vi må konstruere en Gud der også er derude, borte fra os selv, og stor nok til at frelse os fra det af os selv vi har fralagt os ansvaret for.
Det var det jeg mærkede det øjeblik hvor Tyge vendte sig fra mig. At selv det jeg sagde, bare antydningen af de mulige konsekvenser af en tekst som Q fandtes, pressede ham ind mod mørket i ham selv.
Hvordan vil resten af verden reagere?
Begynder du at forstå mig?
Forstå hvad det kan koste? Det koster den kristne ansvarsfraskrivelse. Det koster at vi alle selv må tage ansvaret for mørket i os selv.

Jeg er nødt til at sige lidt om hvordan jeg fandt papyrusen.
Papyrus tåler ikke mug. Papyrus der havde overlevet mere end 200 år var en sensation allerede i middelalderen. Det var derfor de udviklede pergament som har læders ekstreme holdbarhed. Papyrus mugner.
Det kongelige Bibliotek er en labyrint. Jeg er kommet der i 13 år, jeg har været ansat der i tre, stadig har jeg kun set en lille del. Og kun af den del der er over jorden. Under bygningen er der kældre i to etager der strækker sig langt ind under geodætisk instituts bygning. Der er nogen af arkivarerne der påstår at der er en gang der fører ind til Statsministeriets kældre.
En eftermiddag hvor jeg havde arbejdet uafbrudt siden den tidlige morgen, blev jeg overfaldet af en lede ved academia. En væmmelse ved mental viden. Ved bogverdenens mangel på kropslighed.
Jeg begyndte at strejfe, biblioteket er også en jungle, på et tidspunkt gik det op for mig at jeg var gået vild. De vinduer jeg passerede, åbnede til en udsigt jeg ikke kendte, ind mod en have med hvalnødde- og morbærtræ. Var det ind mod Tøjhusmuseets gård? Eller var jeg kommet ind i længerne mod øst, mod ministerierne?
Pludselig stod jeg foran en trappe som foran et stort vindue spiraliserede op mod uendelig fjernt loft, mellem reoler der synes at læne sig mod hinanden.
Jeg steg til vejrs. Jeg elsker trapper. Særlig elsker jeg trapper jeg ikke véd hvor ender.
På vej op forstod jeg hvor jeg var. Jeg var kommet ind i et af arkiverne, hvor biblioteket gemmer materiale der endnu er uregistreret.
Ved en afsats på en forhøjning blandt bøgerne, inde i reolen, sad Keld. Keld er Det kongelige Biblioteks direktørs tamme krage, det eneste dyr der har adgang til biblioteket. Ikke alene adgang, som på en måde er øverst i hierarkiet. Det er en uskreven lov, at når kantinen åbner, serverer man for Keld før alle andre. En kanelsnegl og en café au lait.
Jeg holdt mig på afstand. Keld lagde hovedet på skrå og betragtede mig med et blankt øje.
Han sad på et blyskrin. Han bankede let på skrinet. Så lettede han. Jeg løftede skrinet ind på trappen. Det var fladt som en cigarkasse, blyforseglet og trods fladheden tungt som kun bly kan være det.
I blyseglet var præget med et mandelformet stempel, klerikale stempler har traditionelt været mandelformede, på samme måde som lyset omkring Jesus og helgener afbildes.
Jeg genkendte det med det samme. Det var træet i Edens Have, Innocentus den Tiendes segl.
Det var uden årstal. Men hans tid som pave var én af historiens korteste, få måneder. Skrinet jeg stod med var blevet forseglet mellem oktober og december 1591 og havde ikke været brudt siden.
Bly patinerer på en helt særlig måde, vi kender den fra de danske landsbykirkers blytag, gråligheden får med tiden en sortblå dybde. Dette skrin var mørkere end noget jeg før havde set.
Jeg ville ikke røre skrinet. Jeg sværger. Amager, ære, halshugning. Biblioteker er templer for tillid. Tilliden til betydningen af viden. Tilliden til at den besøgende behandler bøger med en varsomhed som var det små børn. Bøger er skrøbelige. Som viden er det.
Jeg vendte mig for at gå tilbage. Det øjeblik bankede Keld igen på skrinet med sit næb.
Jeg tager ikke tegn. Men jeg har høje tanker om dyr. Om fugle. Jeg har set det igen og igen. Hos hunde. Hos katte. Jeg havde engang en kat. Hver gang jeg nærmede mig et gennembrud, var ved at forstå noget, ved at beslutte mig til at det var nødvendigt at forlade en kæreste, eller at satse alt og blive hos ham, hver gang kom katten og strøg sig op ad mig. Dyr kan ikke tænke som vi kan. Men de kan mærke. Kan mærke når et skæbneøjeblik nærmer sig.
Keld bankede igen med sit næb på skrinet, lagde hovedet på skrå og så på mig. Så satte han af, men kredsede omkring trappen, mens hans betragtede mig.
Nogle gange vinker skæbnen ikke med en vognstang – nogle gange vinker den med en højintelligent fugl.
Jeg bar skrinet tilbage til mit kontor. Det var imod reglerne. Imod min natur. Vi må intet flytte på biblioteket uden at efterlade en underskrevet formular som vi umiddelbart derefter skal registrere digitalt. Alligevel tog jeg det med mig. Keld fulgte mig, svævede lige bag mig, gennem korridorerne og ad trapperne og ind på mit kontor hvor han satte sig på skrivebordet.
Jeg følte det uforklarlige løft som altid rejser sig i den rejsende lige inden hun når havet.
Jeg brød lakseglet og åbnede skrinet.
Det første der ramte mig var lugten. Den var på én gang frisk, syrlig, klar og uhyre kompleks.
I skrinet var dokumentet, papyrusen. Intet andet.
Jeg løftede den ikke. Jeg var først bange for at den ville forstøve mellem fingrene på mig. Jeg tændte en skarp lampe, og i lyset læste jeg, langsomt de første ord: ’Dette er den lære som den levende Jesus lærte …’
Søren Giversen har et sted fortalt om hvordan han på det koptiske bibliotek i Kairo som den første læste de første ord af Thomasevangeliet. Hvordan håret rejste sig på hans hoved. Jeg véd nu hvordan han må have følt det. Følt at være stillet ansigt til ansigt med frelseren.
Og måske, bagerst i sit sind, anet de mulige konsekvenser hvis kernen i den kristne fortælling om Jesus viser sig at være falsk.
Han drog aldrig konsekvensen. Hver gang en journalist spurgte ham om Thomasevangeliet sluttede han med at sige: -Min tro er forankret i de kanoniske evangelier.
Jeg ville ikke kunne gøre noget tilsvarende. Tro er at acceptere en virkelighed på andres autoritet, ikke på basis af ens egen selvberoenhed. Af ens egen erfaring.
Jeg løftede, uhyre forsigtig, papyrusen ud på mit lysbord. Det var den bedst bevarede papyrus jeg nogensinde havde haft foran mig. Den ældste og bedst bevarede. Som var den blevet sparet, som havde den unddraget sig tidens gang. Som havde det hele tiden været meningen at den skulle nå frem til os.
Keld havde siddet helt stille. Jeg fik en uvirkelig, en umulig fornemmelse af at han havde læst med.

 

 

Forfatteren har stillet os i udsigt at hun vil sende os en fortsættelse på denne tekst inden næste søndag.

Foto: Ruiqi Kong