”Børn leger og danser spontant de historier, de får fortalt, og tilegner sig dermed indholdet gennem kroppen, og den evne har vi voksne godt af at finde igen.”

– Brita Haugen

 

Maria Rose Dybvad har netop budt velkommen til årsforløbet i rituel dans. I denne første weekend træder jeg ind i cirklen og siger sammen med en gruppe kvinder ja til at danse myten INANNA.

Inanna var gudinde for frugtbarhed, kærlighed og krig i sumerisk mytologi, og hun var dronning over himmel og jord. Hendes søster Ereshkigal var dronning over dødsriget, og da Ereshkigals mand dør, besøger Inanna dødsriget for at vise sin søster respekt. For at komme til dødsriget må hun gennem syv porte, og ved hver port afgive et symbol på hendes magt og status. Hun ankommer helt nøgen til sin søster, og i myten om Inanna beskrives det hvordan hun gennemgår en transformation, vender tilbage til livet på ny og generobrer sin trone.

Maria Rose fortæller:

”I dansen kan vi genfinde og udforske naturlige, medfødte og måske glemte ressourcer og lytte ind i den visdom, der altid allerede er i os. Vi kan bruge energien i polariteterne – lære begge poler at kende, væve dem sammen og lade dem danse frit, løst og livgivende. På den måde vil vi danse med en urgammel bevægelse, hvor dansen til alle tider og i alle kulturer har været brugt til at fejre og (gen)opdage sammenhænge mellem indre og ydre natur. I den rituelle dans vil vi med kroppen lytte ind i og spejle vores eget liv og historie i myten, arketyperne og naturens elementer, og derfra vil vi inspireres til nye bevægelser, veje og rytmer i vores liv.”

I et stræk danser vi i mindre grupper.
En kvinde går ind i midten af en cirkel dannet af seks kvinder.
Her danser hun støttet af cirklen.
Én af gangen danser hver kvinde sin dans.
En dans med jorden, med tyngdekraften og jordens indre:

Hånden på min mave er meget varm.
Den bliver på min mave, når jeg vugger mit bækken frem og tilbage.
Hånden på min lænd er varm på samme måde. De to hænder må tilhøre den samme kvinde.
Jeg står op.

Der er høj musik i rummet, og jeg bevæger mig.
Omgivet af seks andre kvinder, der har deres hænder på min krop.
En hånd i min nakke. Hænder ved mine hæle. To hænder ved mine skulderblade.
Kvinderne står tæt rundt om mig.

Mine fødder har gulvet som underlag, og min krop bevæger sig.
Jeg mærker mine fodsåler. Mærker mine ankler og underben. Op igennem min krop sanser jeg mig selv.

Mine bevægelser kommer fra gulvet. Fra dybt nede i jorden. Til mine fodsåler og videre op igennem min krop. Helt op til toppen af mit hoved.  Op mod himlen. Mine bevægelser møder hænderne. Jeg bevæger mig ind imod dem. Presser mig ud mod hænderne som presser tilbage. Jeg mærker at de er der. At de bliver der. Det åbner min krop. Den sanser, at der ikke kan ske mig noget her. Hvis jeg læner mig bagover, falder jeg ikke. Jeg bliver grebet og støttet. Min krop opdager det. Langsomt.
Mit hoved slipper. Ingen tanker.

Kroppen bare bevæger sig som den vil.
Indimellem en lille pause hvor der er noget i mig der ser mig selv ”udefra”, og på en måde tjekker om det er okay det jeg gør.
Jeg slipper igen.

Kroppens bevægelser bliver mere intense, og med hele min vægt læner jeg mig bagover.
Mine fødder står fast i gulvet. Bevægelserne bølger op igennem mig, og jeg læner sig helt ind i hænderne. Bagover. Til siderne. Fremover. Slipper helt her.
Mærker kraften i mig. Og mærker at noget smelter sammen.

Mit udtryk er den jeg er.

Ingen mellemregninger. Ingen forbehold.

Der løber en bølge gennem mig. Fra gulvet og hele vejen til toppen af hovedet.
Og så brøler jeg.
Et brøl fra det stede hvor krop og stemme smelter sammen. Og bliver ét udtryk.
Endnu en bølge.
Endnu et brøl.

Fra et frit menneskedyr.

 

 

HOW SURELY GRAVITY´S LAW
af Rainer Maria Rilke

How surely gravity’s law,
strong as an ocean current,
takes hold of the smallest thing
and pulls it toward the heart of the world.
Each thing
each stone, blossom, child
is held in place.
Only we, in our arrogance,
push out beyond what we each belong to
for some empty freedom.

If we surrendered
to earth’s intelligence
we could rise up rooted, like trees.

Instead we entangle ourselves
in knots of our own making
and struggle, lonely and confused.

So like children, we begin again
to learn from the things,
because they are in God’s heart;
they have never left him.

This is what the things can teach us:
to fall,
patiently to trust our heaviness.
Even a bird has to do that
before he can fly.

 

Til foråret samles vi i cirklen igen. Jeg glæder mig.

 

 

Foto: Charlotte Toft