Hvordan beskriver man kreativitet og den kreative proces? Og hvordan underviser man i det, når den nu næsten altid kommer uventet og overrumplende? Måske ved at skrive om selve processen ved at skrive.

 

Vi mødtes for sammen at skrive en kronik. Vi er Andreas og Peter, to venner, en forsker og en forfatter. Begge undervisere.

Det gik anderledes end vi havde ventet.

Vi ville skrive om kreativitet. Fordi opfindsomhed, i en nutid der forandrer sig med verdenshistorisk hast, er mere nødvendig end nogensinde. For enkeltindivider, for virksomheder, nationer, for det internationale samfund. De globale kriser vi i disse år ser blive stadig hyppigere og dybere, kalder på løsninger der aldrig er set før.

Men hvad er kreativitet egentlig? Og kan den fremhjælpes? Kan den trænes?

Det var hvad vi drømte om at skrive om.

Det viste sig at blive sværere end vi troede. Det var som om selve projektet gjorde modstand.

Vi har derfor valgt her ikke kun at skrive om resultatet. Om det vi enedes om. Vi skriver også om vanskelighederne. Om modstanden.

Vi begyndte med morgenmad. Og til at begynde med gik det ret glat.

Vi har arbejdet sammen før i et forskningsprojekt om hjerneforskning og meditation. Et samarbejde mellem Interacting Minds Centret på Århus Universitet og Vækstcenteret i Nørre Snede.

Vi vidste godt at vi ikke skulle prøve at definere kreativitet. Det har man, i videnskabelig forstand, prøvet siden 20erne, og ingen er kommet bare i nærheden af fænomenet. Det er, som det altid har været, hyldet i en form for mystik.

I stedet begyndte vi med vores fælles glæde ved tradition. Universiteternes videnskabelige tradition, de kunstneriske traditioner, de store spirituelle traditioner.

Kreativitet, det nye, vokser ud af et fundament af tradition.

Derefter spurgte vi os selv om hvad man, når man ikke kan sige noget om kreativitetens kilde, så overhovedet kan sige.

Man kan sige noget om hvordan fænomenet opleves. Når kreativiteten først indfinder sig, er den genkendelig.

Der går oftest modstand forud for et kreativt øjeblik.

En forskergruppe bakser med et problem. Måske i årevis. Indtil der en dag går hul, og man øjner en løsning.

Kunstnere har igen og igen beskrevet vejen frem mod kunstværket som en art fødselsproces med de tilhørende véer.

Kender vi ikke alle til at det ofte er langvarig eksistentiel modstand, konflikter med kærlighedspartneren, vanskeligheder i familien, stor indre modstand der en dag får os til at bryde de vanemønstre der har holdt os fast og handle kreativt?

En bekendt af os ledede, i gps-teknologiens barndom, en stor forskergruppe på UCLA. I to år havde de siddet fast, baksende med et kybernetisk problem.

En dag gav vores bekendte op. Og tog alene på kanotur. Ude midt på søen, i en tilstand af komplet opgivelse, slog løsningen ned i ham.

Når det kreative øjeblik indfinder sig, er det katastrofisk.

Det betyder at det er delvist irrationelt, ikke muligt nøjagtigt at forudse. At det ændrer virkeligheden, både nutiden, fortiden og fremtiden, uigenkaldeligt.

Kan man ændre fortiden? Ja. Fortiden i sig selv findes jo ikke. Den er jo forbi. Hvad der er tilbage, er nogle spor, hvilke vi her og nu fortæller en historie ud fra. Fortiden findes kun som en fortælling i nuet. Når kreativiteten opløser og løfter den modstand eller vanskelighed vi baksede med, bliver den fortælling meningsfuld. Man forstår at man døjede eller led netop for at dette øjeblik og denne løsning kunne indfinde sig.

Der er en følelse af frihed forbundet med kreativitet. Det er som om man, i det kreative flow, aner at tilværelsen ikke behøver at være så låst som den ofte er.

Et sådant flow udfolder sig altid indenfor et regelsæt som eksempelvis forskningens videnskabelige arbejdsregler eller kunstværkets egen struktur.

Alligevel er det som om kreativiteten hvisker at dagligdagen ikke behøver at være så begrænset. At der findes en mere omfattende frihed.

Det er måske derfor at kreativitet og eksistentiel lykke ligger tæt ved hinanden. Det er dybt tilfredsstillende at opleve at de sædvanlige måder at tænke på, de automatismer og vaner vi alle bakser med, for et øjeblik synes at fordampe og en anderledes måde at være menneske på kommer til syne. En måde der giver en fornemmelse af at en række af de begrænsninger vi alle til dagligt lever med, måske også er selvpålagte.

På det her tidspunkt er vi ved at være igennem den anden kop té og kaffe med varm mælk. På bordet mellem os ligger fire tætskrevne A4-ark med noter.

Så begynder vanskelighederne.

Når vi nu kan enes om hvordan kreativiteten føles, kan vi så ikke også enes om hvordan man skal undervise i den? Hvordan man kan hjælpe sig selv og andre frem imod den?

Vi prøver sammen at tage et første skridt. Som drejer sig om pausen.

Vi har, som mange andre, erfaret at kreativitet ofte indfinder sig i pausen. Som den gjorde det for vores ven i kanoen på søen i Californien. Verdenshistorien er fuld af beretninger om mytologiske pauser: Der er Newton der slapper af under æbletræet (det er nok en røverhistorie).

Der er den – verificerede – beretning om Mozart der er på café med billiardmakkeren og vennen, klarinettisten Anton Städtler, og retter sig op efter et godt stød og tilfredst udbryder: -Dér blev en strygekvartet færdig!

Den danske komponist Niels W. Gade sagde: -Mine bedste idéer får jeg sgu’ på lokum.

Den belgiske matematiker Pointcaré baksede hele sit liv med et matematisk problem, gav op, tog på skovtur med sine studerende, og det øjeblik han trådte ud af bussen, slog løsningen ned i ham.

Så pausen er vigtig, ingen tvivl om det.

Skulle vi så ikke tage og undervise i pausen? For eksempel med meditation, mindfulness og yoga. Kunne man, spørger Peter, bringe de discipliner ind på universitetet.

Andreas er betænkelig.

De universitetsstuderende har brug for en bestemt, fagspecifik kreativitet. For dem er rammen afgørende. Følelsen af at de af universitetet, af forskningsinstitutionen, af deres lærere og vejledere, bliver accepteret som de er. Meditation, mindfulness og yoga bevæger sig ind mod personlighedens kerne, og den har de studerende ikke skrevet under på at de er interesseret i at arbejde med.

Den form for træning af pausen risikerer, siger Andreas, at presse forskeren, den unge eller ældre, ind mod områder han eller hun ikke har bedt om at blive konfronteret med. Den bedste måde at støtte den videnskabelige kreativitet på, er ved først og fremmest at etablere et rum af inspirerende faglighed og basal menneskelig tryghed.

Men, siger Peter, risikerer vi ikke at dette er en udvandet forståelse af pausen. Lader vi så ikke forskeren blive i sin tryghedszone? Og undgå de dele af ham eller af hende hvor den virkelige fornyelse kunne komme fra?

Det er et alvorligt øjeblik. Det er som om vi har opdaget at den andens fremmedhed var større end vi havde ventet.

Vi kan så godt lide hinanden. Vi har så meget respekt for hinanden. Så vi ville ønske, at vi var mere enige.

Man skal kunne regne med en institution som universitetet, siger Andreas. Tilregnelighed er en afgørende del af den danske kultur. De studerende har, når de søger ind, ikke skrevet under på at de ønsker en mere massiv kropslig/fysisk dannelse.

Men, siger Peter, -for dig, Andreas, er det en kongstanke at universiteterne også skal hjælpe de studerende til at opleve deres studie, og deres liv i det hele taget, som meningsfuldt. Som højskolerne gør det. Universiteterne har en højskoleagtig forpligtelse i retning af meningsfylde.

Og meningsfuldhed handler om at møde andre mennesker, og verden, så dybt som mulig.

Og man kan ikke møde sin omverden dybere end man har mødt sig selv.

Og for at møde sig selv dybt må man også arbejde med fysisk, kropslig selverkendelse. Det foregår ikke kun i hovedet.

-Dialogen er omdrejningspunktet, siger Andreas. -Den åbne dialog er både kropsforankret og kropsforankrende. Den skaber og løser modstand, i mødet med den anden, i kroppen og i tanken

Når man holder af hinanden, vil man allerhelst have at den anden er lige som en selv.

Vi er dette øjeblik begge to mere end pågåede. Selve dette projekt, en lille kreativ opgave, har bag om ryggen på os ledt os begge hen til, om ikke afgrunden så dog til et stejlt sted.

Peter er udfordret på sin forestilling om at alle i deres kreative processer ville have gavn af at træne pausen, af at blive ført ud i kreativ basistræning, i meditation og øvelse i kropsbevidsthed.

Andreas er blevet konfronteret på forestillingen om at forskermiljøet ikke må trykkes ud af rammen. Af tilregneligheden. At forskeren ikke behøver at arbejde med mere fundamentale dele af sin personlighed.

Vi etablerer en ikke-konfrontativ pause. Ved at gå en tur. Det var i forvejen en del af vores aftalte rammesætning af dagen, at vi ville vise hinanden, hvad vi hver især gør for at hjælpe kreativiteten på gled.

Andreas går ture, Peter mediterer. Så vi går en meditativ tur. Gennem den solvarme provinsby, langs grønne hække, forbi parker og huse og et alderdomshjem og en skole. Uden at sige ret meget.

Vi kan mærke hinandens kroppe på en ny måde, mens vi går. Før har vi siddet på hver sin side af et skrivebord, nu fornemmer vi hinandens gangart, bevægelsesrytme, holdning. Vi mærker omgivelserne. Mærker luften og lyset. Deler en ny fælles verden, som er en markant afbrydelse fra diskussionen ved køkkenbordet.

Måske er det noget af grunden til at processen langsomt begynder at åbne da vi kommer tilbage.

Vi enes først om at netop kroppen er afgørende for kreative processer. Skal to mennesker være kreative sammen, er det nødvendigt at man står overfor hinanden live. Al respekt for telefoner, skype og mails. Men den mere intense kreativitet kræver at man er i rum sammen.

Vi opdager også at vi begge sværger til håndskriften. Peter skriver i hånden, han vil have papir og ti spidsede blyanter. Andreas arrangerer altid møderne med sine kolleger og studerende sådan at de foregår lige ved siden af et whiteboard. Med masser af skrivere.

Håndskriften, tegningen, tuschen mod tavlen, blyanten mod papiret, det er en del af kreativitetens kropslighed.

Så det kan man altså gøre i forhold til sine elever: Etablere et rum af basal venlighed, sørge for at der er god tid, mødes i samme rum og have tavle og kridt og papir og blyant. Det er vi enige om. Så langt så godt.

Vi er nået til spørgsmålet om empati.

Peter mener at der indeni ethvert kreativt udtryk ligger en kerne af empati. Et ønske om at gøre noget for andre, at nå en lidt dybere kontakt med andre. At det derfor giver mening at træne empati direkte.

-Men hvad med den destruktive kreativitet, spørger Andreas. Hvad med det øjeblik et sted i Wolfsburg, Düsseldorf eller München, på et topmøde hos først én og derefter en anden af de store bilfabrikker, hvor man beslutter at udstyre de nye biler med en device der kan snyde EU’s testapparatur der skal registrere for høj partikelforurening. Hvad skal man kalde den situation? Hvor er empatien dér?

Men, siger Peter, selv dér vil man have skabt en fortælling, omend en forskruet en, om at man gavner almenvellet ved at snyde. Gavner samfundsøkonomien. Så er det eksempel ikke bare endnu et argument for direkte at træne og undervise børn og unge i venlighed og etik?

Her begynder vi at nærme os hinanden.

Vi taler om at på den ene side skal der være plads til at fejle.

Nutiden dyrker en række overfladiske, kvantitative vurderingsformer. Som for eksempel Pisaundersøgelserne. Sådanne vurderende relationer mellem mennesker dræber kreativiteten hvis de bliver enerådende. Den kreative handling, hvor lille og dagligdags den end er, er unik.

Den modstand, der går forud for det kreative øjeblik, har noget at gøre med de fænomener vi under ét kalder den indre dommer. Den modstand mod det ukendte der ligger dybt i os alle.

Den indre dommer forplanter vi til vores børn og hinanden med ureflekterede vurderinger.

Et barn viser os en tegning. Og vi siger: -Hvor er den flot!

Men var det det, barnet bad om? Var det ikke bare at vi så tegningen? Udtrykte glæde ved den? Ved at der tegnes?

Børn – og voksne – beder om opmærksomhed. Men får alt for ofte vurderinger.

Der nærer den indre dommer. Angsten for at tegningen ikke er lige så flot næste gang.

Så man skal, hvis man ønsker at etablere et kreativt miljø, undersøge sine vurderinger. Veje sine ord med omhu.

På den anden side er der en begrænsning for hvor langt man med empati kan beskytte det kreative menneske. For når noget nyt skal til, den nye forskning, det nye kunstværk, eller den afgørende eksistentielle beslutning, for eksempel når en kvinde beslutter sig for at blive mor, vil det også altid være som at læne sig ud over afgrunden. Kreativiteten er også altid farefuld, man kan ikke sødme sig til den.

Vi ser på hinanden. Vi har nærmet os hinanden. Men vi har stadig to forskellige opfattelser af virkeligheden.

Så kommer vi til at grine. Mest af os selv.

Andreas er netop antropolog fordi han elsker anderledesheden. Alt det det fremmede kan lære os om os selv.

Peter er forfatter fordi teksten kan komme bag på én.

Og så lever vi på et bestemt historisk tidspunkt. At universitetet overhovedet kan overveje at støtte forskeres opfindsomhed og ikke bare informere om opfindsomhedens indhold, er nyt.

Og at kunstnere er optaget af at lære af forskere, at de oplever at videnskabelig og kunstnerisk forskning er beslægtede, måske nært beslægtede, det er også nyt.

Hvem véd hvordan dette spørgsmål, hvordan man bedst kultiverer innovation, ser ud om 15 år?

Dagen er ved at være gået. Nu ligger der ti tæt beskrevne ark foran os. Vi har oplevet fælles medgang. Fælles modgang.

Vi er kommet et sted hen med hinanden vi ikke har været før.

Det har været vigtigt at vi har givet plads til modstanden.

Det, at man kan være med modstand, ikke bare denne histories lille venskabsmodstand, men langt større og mere alvorlig modgang, kan rumme den, kan se den i øjnene uden at bortforklare den, og kan blive ved med, fordomsfrit, at søge en løsning, den vedholdende tålmodighed og det hjertemod får vi, og hele menneskeheden, alvorligt brug for i de kommende årtier.

 

Teksten har været trykt som kronik i Politiken og, i en kortere version, i Det svenske Forskningsråds nettidsskrift Curie.

---

 

Andreas Roepstorff
er professor i hjerne- og kognitionsforskning på Aarhus Universitet. Han er leder af Interacting Minds Centre på Århus Universitet, et institut han selv har skabt og bygget op og løftet dets forskning i bevidsthed frem til den internationale frontlinie.

 

 

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Foto: Henrik Saxgren