DEN POLYVAGALE TEORI

af Michael Stubberup | | 9. april 2022

Social_baeredygtighed_modeller_s.42 kopi

BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Morten Winkler. Lyt til bloggen her (07:44):

 

I de seneste års forskning i følelser og deres grundlag og sammenhæng med det autonome nervesystem er der sket en markant opjustering af forståelsen af den tiende kranienerve, også kaldet vagus. Vagusnerven er en afgørende faktor i det parasympatiske nervesystem – regulering af immobilisering og afspænding. Det centrale i teorien er, at det autonome nervesystem består af tre led i stedet for de velkendte og netop beskrevne to, nemlig således at parasympaticus her består af to ‘grene’:

 

  • Den dorsale vagus (parasympaticus) er knyttet til den ældste overlevelsesstrategi (500 – 600 millioner år gammel) – ved trussel at være ubevægelig – at ligge død. Den dorsale vagus støtter bl.a. hvile, fordøjelse, regeneration og administrerer immobiliseringsadfærd og afspænding.
  • Sympaticus – mobilisering og overlevelsesstrategien er kamp/flugt (350 – 400 millioner år gammel) – støtter også nysgerrighed, intention, vrede, mod, lederskab og – spænding.
  • Den ventrale vagus (parasympaticus) også kaldet den sociale vagus (150 – 200 millioner år gammel) – overlevelsesstrategien er tilknytning udviklet da dyrene begyndte at føde ”ufærdige” unger. I os mennesker Støtter den ventrale vagus bl.a. kontakt og engagement med omgivelserne. Denne sociale vagus forbinder hjertet og de kranienerver, der styrer musklerne omkring øjnene og i ansigtet, herunder munden, stemmen og det indre øre, alle som led i hjælp til social kommunikation gennem den adfærd, der benyttes til at omsætte følelser.

 

De gamle dele af det autonome nervesystem (dorsal vagus og sympaticus) er et selvorganiserende enten-eller-system – dvs. når den ene gren, fx sympaticus, er aktiv, er den anden, parasympaticus, passiv – og omvendt. Det er som et pendul.

Den nyeste gren (ventral vagus) er et både- og system – dvs. at den ventrale vagus på samme tid kan regulere spændingsopbyggende energi koblet med det at være tryg og afspændt indeni.

Bio-fysiologisk har og indeholder vi processer der handler om overlevelse og reproduktion – en selvorganiserende øjeblikkelig proces bl.a. struktureret af amygdala via mønster-genkendelse. Vi fødes ind gennem denne dynamik, som reproduktion og overlevelse for arten – og vi overlever de første år fordi vi bliver givet omsorg – blivet taget af.

 

MENNESKELIG NATUR OG OVERLEVELSE

Vi mennesker fødes med forudsætninger for kontakt – en lille nyfødt ankommer med for-programmeringer i højre hjernehalvdel for via sanserne at møde og opleve verden – gennem fx øjnene at tage kontakt, aflæse ansigtsudtryk, mimik og gestik. I løbet af de første år samles og organiseres titusindvis af små og store kontaktoplevelser til et indre fokus – til et jeg.
De mange oplevelser ordnes først sprogløst i nervesystemet og dette sker via amygdale efter mønstergenkendelse. Oplevelser der ligner, ”bundtes” sammen og danner med tiden en emotionel model. Med modningen af hippocampus (processering af tid, rum, sted – mening) udbygges disse med mentale perceptionsmodeller – sprog og livshistorie starter her.

 

TILKNYTNING OG TRYGHED

Tilknytningsprocessen de første år af et menneskes liv er en afgørende faktor i artens overlevelsessystem. Homo Sapiens som art bæres af vitale strukturer dybt i nervesystemet som har med socialt engagement og fællesskab at gøre – noget den senest tilkomne overlevelsesstrategi – ventral vagus – netop udfolder og aktualiserer via fællesskabets strukturerede og beskyttende kvaliteter. Det at høre til i en fælles ramme præget af en tryg og tillidsfuld atmosfære er nøgler til at forstå samarbejdets innovative kraft.

Den sociale vagus forbinder også ansigtet og hjertet og har afgørende betydning for tilknytningen mellem mor og barn – denne overlevelsesstrategi blev bl.a. nødvendig da pattedyrene begyndte at føde ufærdige unger – og det derfor blev afgørende vigtigt for arten at opvækst og modning skete så trygt som muligt. Kontakt og tilknytning er afgørende. Dyb tilknytning skaber tryghed. Kontakt, tilknytning og tryghed bliver, over tid, til en basal tillid. Ventral vagus etablerer således først en ydre relationel tryg base i kontakten mellem mor og barn.

 

AMYGDALA OG OVERLEVELSESSYSTEMET

De tusindevis af små og store erfaringer i løbet af de første år moduleret af denne trygge ydre tilknytning lander samtidig i det lille barns hukommelsessystem hvor de organiseres efter mønstergenkendelse (amygdala) og – som nævnt – når der er nok i en klynge af erfaringer, etableres en emotionel model. Kvaliteten af den trygge tilknytning bygges på denne måde direkte ind i overlevelsessystemets emotionelle modeller – dette akkumulerede felt af erfarede plus/minus oplevelser danner det grundlæggende orienterings/varslings-system – som hele tiden – automatisk skanner situationer/rum/landskabet – for at overvåge om der er noget urovækkende på vej. Ventral vagus etablerer således over tid en indre forankret tryg base af tillid.

Det sociale engagements system (den ventrale vagus) er således det der regulerer alle former for inter-sociale processer. Trygheden i at høre til – at opleve sig forbundet med – er en integreret del af tilknytnings-evnen. Vores art – Homo Sapiens – har vitale og forfinede strukturer dybt nede i overlevelsessystemet som har med socialt engagement og fællesskab at gøre. Ja man kunne faktisk se det sådan, at denne senest tilkomne overlevelsesstrategi netop handler om trygheden i fællesskabets strukturerende og beskyttende kraft. Der er direkte adgang til det autonome nervesystem gennem åndedrættet og hjertet.

 

In nature there are neither rewards nor punishment; there are consequences.

– Robert G. Ingersol

 

Den polyvagale teori klargør hvordan tryghed og gensidighed er biologisk kodet i os. Vi mennesker er en social art og vi har overlevet og udviklet os netop dybt indlejret i trygheden i et fællesskab. Sådanne fællesskaber er komplekse samfund der beror på tilknytning, tillid, forudsigelighed – og nøglen til dette er nuanceret kommunikation – sprogligt og ikke mindst u-sprogligt.

 


Dette indlæg er et uddrag fra bogen Social Bæredygtighed – Traumers hverdagsudtryk – og genopretning af balance, bearbejdet og tilrettelagt for Kontemplations blog.
I næste indlæg fokuserer Michael på traumer og genopretning af balance og resiliens, og på traumer som vane og den støtte vi kan få fra kontakt til naturen.

 

Illustration: Ninni Sødahl / Foto: Zoe Graham


 

Michael Stubberup, cand.mag og leder af SYNerGAIA.

Medstifter og næstformand af Foreningen Børns Livskundskab. Han har 20 års erfaring som leder. Etablerede i 1999 SYNerGAIA Rehabilitering og er i dag arbejdende bestyrelsesformand. Har sideløbende stået for udvikling og efteruddannelse i SYNerGAIA Innovation. Sammen med Steen Hildebrandt har han desuden stiftet Sustainable Co-Creation. Michael er en del af Vækstcenterets faste undervisere.