TRAUMER OG GENOPRETNING AF BALANCE OG RESILIENS
af Michael Stubberup | RELATION | 16. april 2022
BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Morten Winkler. Lyt til bloggen her (08:49):
Et traume er en psykofysisk reaktion, der kan forekomme, når et menneske udsættes for livsfare eller oplever sig som værende i livsfare. Det kan ske ved ulykker, naturkatastrofer, krig, overfald, tortur, voldtægt og lignende. Traumatisering kan også finde sted, når man som pårørende er vidne til sådanne voldsomme begivenheder.
TRAUMER OG EVOLUTIONEN
Traumer er en del af evolutionen og som sådan en normal, integreret og kendt reaktions-måde i alle kulturer til alle tider – mennesket som art og grupper af mennesker har til stadighed udviklet sig på trods af – og også på grund af – traumer. Vi har i os naturgivne regenererende ressourcer til at komme videre. Fællesskaber og grupper rummer en egen urgammel kollektiv viden om mestringsstrategierne i selve det at være sammen om at dele smerte og tab.
At traumer findes, er en del af eksistensens grundvilkår, og ved at anerkende og acceptere dette og på den måde normalisere selve det, at traumer og traumereaktioner findes, er vi allerede i gang med at åbne for de biologiske, systemiske og kulturelle selvorganiserede og sammenbindende processer. Og på den baggrund er det umiddelbart lettere at tage ansvaret for at komme videre i livet.
Traumer er normale reaktioner på unormale begivenheder – så selv om man er offer for en voldsom ulykke eller en grusom og uretfærdig krig, er der stadig håb. Det er trods alt muligt – over tid at få livet til at hænge bedre sammen igen.
TRAUMER OG LEVENDE KOMPLEKSE SYSTEMER
Traumer er altid en systemisk reaktion.
Det rammer mennesket ‘udefra’ – fra omgivelserne – og de slår ind i mennesket gennem rystelser og chok, der skubber til centrering og balance.
Den vagale bremse – det uro-regulerende system svækkes eller ”lukker ned” – og mobiliseringen i sympaticus tager over som kamp/flugt. Hvis kamp/flugt-strategien ikke lykkes og situationen eskalerer yderligere – og bliver egentligt livstruende tager ligge-død-strategien over via dorsal vagus og immobilisering.
Efterfølgende kan traumet sætte sig fast (PTSD) som systemiske dysfunktioner gennem traumets hverdagsudtryk.
Den systemiske reaktion og efterfølgende dysfunktion sker altså på alle niveauer:
· Traumet ankommer udefra – fra omgivelserne og miljøet, gennem ulykker, katastrofer, krig og overgreb.
· I det traumatiserede menneske er balancen forrykket fra den vagale bremses både- og uro-regulerende kompas til enten-eller pendulet i de gamle overlevelsesstrategier – sympaticus (kamp/flugt) og immobilisering (ligge død) i det autonome nervesystem – det betyder at en central del af feedback-mekanismen, der sikrer balance og bæredygtighed, er svækket.
I praksis betyder det, at traumet rammer alle dele af menneskers liv;
både a) det indre b), det relationelle og c) helheder, fx familien og samfundet.
Traumer svækker eller skaber en dysfunktion i feedback-mekanismen og deraf fremkommer nogle stereotype og ufleksible systemiske mønstre og adfærdsformer.
VI MANGLER DYBERE KONTAKT MED NATUREN.
Når vi ser på nogle af de grundlæggende årsager til at dysfunktioner og traumer er så vanskelige at håndtere for os, træder oplysningstidens adskillelses-paradigme frem på flere måder og i særlig grad i forhold til vores adskillelse fra naturen. Her var det mennesket som værende uden for eller over naturen – og som en umiddelbar konsekvens, dermed også fragmenteringen af vores egen krop-natur. Vi har alt for lidt sans for, viden om og sprog for centrale processer i vores eget psyko-fysiske system – og bl.a. også af den grund ikke en egentlig sans for øko-systemiske processer.
Naturen – økoprocesser – er kendetegnet ved en cirkulerende dynamik mellem forstyrrelse/ubalance og efterfølgende genopretning/balance. Processer adskilt fra naturen ser ikke ud til at være særligt gode til at genoprette balance uden først at fordybe kontakten til naturen igen.Traumer er således systemiske og manifesterer sig som adskillelse. I det enkelte menneske betyder det adskillelse fra den ‘livs-regulerende’ del af en selv, fra nære relationer og fra fællesskabet.
Det kunne se ud som om, at vi de seneste århundreder har levet i – og stadig lever i – en traumatiserende global kultur, der systematisk undertrykker og ødelægger natur – fastlåst i vanestyret årsag-virkning dynamik, der bevidstløst repeterer årsagen til dysfunktionerne.
Vi har således et arbejde foran os med at genopdage naturen i de små og store rytmer, der til dagligt omgiver os. Og vi har et tilsvarende arbejde foran os i forhold til sammenhængen med et større perspektiv og helhed.Traumeforskningen og herunder PTSD-diagnosen viser, at traumer kan sætte sig igennem på alle niveauer i et menneskes liv.
Traumer og dysfunktioner hviler bl.a. på tre fundamenter:
· Voldsomme og/eller traumatiserende begivenheder organiseres som udgangspunkt af de emotionelle og mentale modeller der består af de mest afgørende minus-erfaringer. Disse findes også som markører for revner i tilknytningen fra tidligt i livet – det der f.eks opleves som sårbarhed/forkerthed undervejs i livsprocessen.
· Når ligge-død/dorsal vagus er en del af traume-dynamikken vil farvningen af isolation/bortvendthed og energiforladthed øge risikoen for ikke selv at kunne ‘komme derfra’.
· Manglende helhedsorienteret systemisk forståelse – herunder mangel på sans for kroppens omfattende feedback-dynamik
TRAUMET SOM VANE
Traumer knytter sig til faktiske overvældende begivenheder fra fortiden – fra livshistorien.
Det at være traumatiseret betyder at krop og nervesystem er fyldt af intense og voldsomme oplevelser der ikke har kunnet integreres i det fremadskridende livsforløb. Som vi har set, handler dette om at det indre livs-regulerende centrum – den vagale bremse – i visse livsdomæner er svækket eller er ude af drift. I stedet organiseres livet i disse domæner af overlevelsessystemets urovækkende erfaringer – hverdagen er uoverskuelig og føles ‘forkert’. Uro invaderer vanemæssigt sindet.
Traumet påvirker hele mennesket.
Det vil sige, at det berører ens oplevelse af at være i kroppen, i følelserne, i tankerne, i den måde man er nærværende på, i den måde man evner at give sig selv omsorg på, og i den måde man er i relationer til andre.
Traumet isolerer – det enkelte menneske fra gruppen og i høj grad fra dele af sig selv.
Den traumatiserede rammes eksistentielt i form af svækket tillid til sig selv, til andre mennesker og til verden. Følgevirkningen er social tilbagetrækning og isolation, hvilket for alle omkring – og især familien – har alvorlige konsekvenser.
Traumet påvirker tiden – det vil sige forholdet mellem nutid, fortid og fremtid.
I forhold til den almindelige væren i verden ‘bindes’ en stor del af det traumatiserede menneskes opmærksomhed til fortiden gennem traumet som vane, hverdagen er en kamp og fremtiden opleves som ikke-eksisterende.
“Traumers desorganiserende virkninger og deres mangel på løsning føres videre fra generation til generation. De følelsesmæssige lidelser, de stress-fremkaldte skader på de kognitive funktioner, det indre kaos af påtrængende implicitte erindringer, og den potentielle interpersonelle vold, forårsaget af traumer, fremkalder ødelæggelser, der breder sig som ringe ud over tidens og menneskelivets grænser.”
– Dan Siegel
NÆSTE INDLÆG: TRAUMER OG GENOPRETNING AF BALANCE OG RESILIENS
I næste indlæg gennemgår Michael Stubberup betydningen af gearskifte øvelser. Følg linket herunder for at læse med:
Michael Stubberup, cand.mag og leder af SYNerGAIA.
Medstifter og næstformand af Foreningen Børns Livskundskab. Han har 20 års erfaring som leder. Etablerede i 1999 SYNerGAIA Rehabilitering og er i dag arbejdende bestyrelsesformand. Har sideløbende stået for udvikling og efteruddannelse i SYNerGAIA Innovation. Sammen med Steen Hildebrandt har han desuden stiftet Sustainable Co-Creation. Michael er en del af Vækstcenterets faste undervisere.
Denne blogserie om nervesystemet er hentet fra bogen Social Bæredygtighed – Traumers hverdagsudtryk – og genopretning af balance, bearbejdet og tilrettelagt for Kontemplations blog.
