BOGOMTALE: DEN VÅGNE KROP

af | | 8. februar 2025

Hanneli i flyveren på vej hjem med bogen 'The Wakeful Body' af Willa Blythe Baker

 

 

 

Jeg sidder i flyet på vej hjem fra Boston hvor jeg har undervist på et retreat for skolelærere og mennesker der arbejder med børn.
Med mig har jeg en bog.
På disse lange flyveture holder jeg meget af at medbringe en bog som har et omfang så jeg kan nå at læse den mens vi flyver over Atlanterhavet. Det er en særlig følelse at have lejlighed og rum til at sidde fordybet i bogen – og indimellem løfte blikket og lade tankene svæve ud i himmelrummet. Med det store verdenshav brusende under en.

Jeg er ikke så glad for at flyve – men indimellem kræver mit arbejde at jeg overkommer modviljen. På de lange flyvninger vælger jeg altid vinduesplads hvis jeg kan komme til det. Det giver mulighed for at lade blikket hvile på evigheden udenfor flyvinduet når jeg mediterer – og en gang i mellem forsøge også at mærke denne tidløse vidde indeni.

På denne rejse har jeg medbragt en bog der udkom for en to-tre år siden, og som jeg har glædet mig til at læse: The Wakeful Body af Willa Blythe Baker.
Undertitlen er ‘Somatic mindfulness as a path to freedom’, kropsbaseret bevidst nærvær som en vej mod frihed.
Hvilket er meget dækkende for bogens indhold. For det er netop det den beskriver, en jordnær, kropsbaseret nærværspraksis der overskueligt og pædagogisk tager læseren i hånden og med på en vej forfatteren selv har gået – og derfor kender rigtig godt. Det kan man med det samme mærke. Dette er ikke en teoretisk skrivebordsbog. Det er en gennemlevet praksisvej, med gennemprøvede øvelser og integrerede indsigter.
Som læser får jeg en oplevelse af at Willa Blythe Baker er hvad hun skriver.

Hun har siddet syv år i retreat og er autoriseret buddhistisk lama.
Forordet er skrevet af hendes lærer som er den tibetanske lama Tsoknyi Rinpoche, søn af dzogchen mesteren Tulku Urgyen.
Baker underviser på det Dharmacenter hun selv har grundlagt i Boston samt på et retreatsted beliggende en times køretur vestover mod Springfield. Til trods for hendes dybe forankring i buddhistisk faglighed og spiritualitet er hendes bog The Wakeful Body forholdsvis fri fra religiøse koncepter. Man behøver ikke at abonnere på buddhismen for at få udbytte af den.
Tvært imod taler hun meget direkte ind i de ressourcer vi har i kroppen, særligt med henblik på hvordan vi kan omsætte disse når vi ønsker at fordybe en kontemplativ praksis.

Bogen er inddelt i tre hoveddele:

1) The Earth Body · Jordkroppen.
Dette kapitel tager udgangspunkt i de fysiske aspekter af det at være i live, den helt konkrete krop af kød og blod. Her fokuserer bogen på hvordan vi med en kontemplativ praksis kan blive dybere fysisk forankret i kroppen og hvordan vi kan drage omsorg for den.

2) The Subtle Body · Energikroppen.
I denne del går vi ind i de energetiske aspekter ved at være i kroppen, med vægt på sanselighed og de emotionelle lag af eksistens og praksis.

3) The Truth Body · Bevidsthedskroppen eller sandhedskroppen.
Her peger hun på de bevidsthedsmæssige aspekter ved det at have en krop, vores evne til at være nærværende og vågen, hvordan denne erfaring af samtidighed med nuet, altså viden af nuet mens vi er værende i nuet, kan belive vores eksistens og væren i verden.
Baker kalder The Truth Body skiftesvis også for The Awareness Body.

Store deler af bogen er direkte instruktioner ind i praksis. Den er faktisk struktureret således at den støtter kontemplativ læsning; altså at man skiftevis læser og aktiverer det mentale forståelsesapparat, og spænder af ind i praksis og slipper indholdet. Der er med jævne og hyppige mellemrum indlagt pauser i teksten i form af meditative øvelser som gør at bogen lige så meget byder læseren ind i en kropslig meditativ erfaring med stoffet som den er en invitation til mental fordybelse.

I det jeg nærmer mig slutningen af bogen, kikker jeg igen ud af vinduet over Atlanteren. Solen er ved at stå op over Europa. Under os nu ligger Nordsøen.
I næstsidste kapitel beskriver Willa Blythe Baker flere tilgange til at opdage hvordan himmelen over os kan være en invitation til nærværspraksis og fordybelse. En mulighed i vores alles hverdag, vi skal blot huske at se op. Fordi, som Baker siger, når man kikker op mod himmelen, ud i uendeligheden, og mærker indad, så kan himmelrummet udpege bevidstheden.

Jeg lukker bogen og kikker ned på vinterhavet under os – og ud i himmelrummets åbenhed.

 

 


er cand.arch., psykoterapeut og meditationslærer.

Hanneli bor på Vækstcenteret i Nørre Snede og er en del af centerets faste undervisningsgruppe. Hun modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.

Hun er en del af Foreningen Børns Livskundskab, og har de seneste år været tilknyttet Center for Systems Awareness i Boston, ansvarlig for den kontemplative del af organisationens uddannelsesprogram for mennesker der arbejder med børn.

Hanneli stiftede Kontemplation i 2010.

Efterlad en kommentar