DET KVINDELIGE I MANDEN

Guidet meditation med

Lydfil · 17 min

Denne meditation er vi blevet inspireret til af spørgsmål vi har fået fra praktiserende der, som det hedder i dag, definerer sig som mænd. Som identificerer sig primært med deres biologiske mandlige køn.

Udtryk som kvindeligt og mandligt er i dag, mere end nogensinde før, til debat.

Hvad der er vigtigt og sikkert både nødvendigt og på sigt positivt.

Men en sådan udveksling ligger et andet sted, og beskæftiger sig med noget lidt andet, end meditation.

Når vi bevæger os indad, møder vi før eller siden – og snarere før end siden – to grundlæggende bevidsthedsformer.

En udadrettet, fokuseret, handlende og projektparat.

Og en hvilende, rummende, viddeagtig, hjertebaseret.

Det er disse to som vi kalder yin og yang. 

Det bekvemme ved disse to udtryk er at de holder os fri af eventuelle uenigheder om mandligt og kvindeligt.

Yin-yang tegnet stammer fra kinesisk taoistisk præget filosofi og spirituel praksis. Yin og yang er på én gang modsætninger og komplementære, enhed og adskillelse, hvilende stilstand og evig bevægelse.

Alle disse forhold er til stede intuitivt i taijitu som er den mere teknisk og historisk korrekte betegnelse for yin yang tegnet.

Vi har i vores meditative praksis, og i vores liv, brug for igen og igen at forholde os til disse to bevidsthedsformer.

De er to måder at være i verden på: Den handlende og den klogt afventende, den præcist fokuserede og den åbne, i alle retninger opmærksomme, defokuserede.

For at kunne bevæge os mod at føle os mere hele som menneske, må vi arbejde med at opdage det andet køns kvaliteter i os selv. Selv om et flertal af mennesker er identificeret med deres biologiske køn, er vi bevidsthedsmæssigt ikke bare ét køn. Vi har alle begge køn, alle køn, i os som muligheder.

Når vi langsomt opdager og udfolder det andet køns muligheder i os –  det som Jung kaldte den modsatkønnede integration – frisættes vi fra begrænsende vaner.

Meditativt får vi mulighed for at opleve at yin og yang danser i os – og undertiden begynder at smelte sammen.

Dette er, siger taoismen, vejen mod den egentlige enhed.

 

Foto: Aastik Maurya, Unsplash

 

Peter Høeg

er mag.art i litteraturvidenskab, forfatter og underviser i meditation, empati og kreativitet.

Han er medstifter af foreningen Børns Livskundskab, og medforfatter til bogen‚ ‘Empati – det der holder verden sammen‘.

Han bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede, indgår i Vækstcenterets faste undervisningsgruppe og er i træning hos Jes Bertelsen.

12 Comments

  1. Paul den 13. februar 2025 kl. 08:17

    Åh hvor er det fint. Det der tidligere var synsninger, sansninger og måske og ikke helt, står nu lysende klart – af sig selv. Tak ❤️

    • Redaktionen den 13. februar 2025 kl. 13:09

      Kære Paul – tak for dine ord – dem giver vi videre til Peter ❤️

  2. Bolette Høi Jensen den 5. oktober 2024 kl. 23:08

    Kære Kontemplations team
    Har lige hørt Peter Høegs Meditation: “Det kvindelige i manden” og vil have lov til at sige at det er intet mindre end fremragende. Peter Høeg rammer helt plet. Personligt tror jeg selv på at kønnet er en sjælelig konstruktion.
    Kh
    Bolette

    • Redaktionen den 13. februar 2025 kl. 13:11

      Kære Bolette

      Tak til dig ❤️

  3. Bolette Jensen den 24. august 2024 kl. 23:15

    Det kvindelige i manden har til alletider eksisteret. Det har bare været undertykt igennem længere tid i Vores vestlige kultur, hvorimod det i den østlige kultur har været helt naturligt.
    Jeg ville ønske at mænd i Vores vestlige kultur havde meget større kontakt til deres kvindelige side. De bliver mere harmoniske, glade og fredfulde og udviser større empati overfor andre mennesker.

    • Redaktionen den 25. august 2024 kl. 07:32

      Kære Bolette

      Tak for at nævne det historiske perspektiv.
      Vi er helt enige.

      Kontemplations team

      • Bolette Jensen den 25. august 2024 kl. 18:11

        Det er for småt kun at være mand. Der er meget større muligheder i det kvindelige. Leg, kreativitet, farverigt, kunstnerisk, omsorg, kærlighed, empati, indlevelse, betænksomhed, sanselig, følende. Der er i det hele taget meget mere brug for de kvindelige værdisæt i Verden. Både i mænd og kvinder.

      • Connie den 23. februar 2025 kl. 16:06

        Af ❤️ TAK

        • Redaktionen den 23. februar 2025 kl. 20:09

          ❤️

  4. Dorte Sjøgren den 19. august 2024 kl. 22:44

    Dejligt inspirerende, måske vigtigere end nogensinde -og godt at være i🫶Dorte

    • Mette Jensen den 22. august 2024 kl. 18:30

      Tusind tak. Ordene ressonere ind i en genkendelighed af indre helhed. Tak for de mange inspirerende indlæg du/ i sender ud.
      Kærlig hilsen Mette

      • Redaktionen den 25. august 2024 kl. 07:30

        Kære Dorte, kære Mette

        Tak for jeres opmuntrende ord – dem tager vi med os fremover.

        Kontemplations team

Efterlad en kommentar