I sidste ende bevæger meditation sig mod tilstande af sprogløs vågenhed.
Men til den bevægelse har vi brug for sproget. Jes Bertelsen har forklaret at verbale beskrivelser af meditation er som en badebro ud mod det tomme rum. Til sidst forlader vi badebroen; men vi når ikke dertil uden at have ført den så langt ud vi kan.

I denne meditation fører Martin vejrtrækningen og opmærksomheden sammen med sproget. Ved at knytte ordpar som ‘aktiv’ og ‘passiv’, ‘kontraktion’ og ‘ekspansion’ til henholdsvis indåndingen og udåndingen får vi mulighed for at anvende sproget som et forstørrelsesglas. De forskellige ord som guidningen tilbyder, hjælper os til få øje på, og undersøge, forskellige nuancer af vejrtrækningen.

Den undersøgelse som denne meditation her vejleder i, er åben for individuelle tolkninger. Ordene er ikke dogmatiske beskrivelser af hvordan vi skal opleve vejrtrækningen, men muligheder som står åbne for vores egne erfaringer.
Martin opfordrer til at vi til sidst noterer nogle af disse erfaringer ned. For fra det noterede måske at kunne udvælge nogle betegnelser der har været særligt frugtbare.

Denne fremgangsmåde kan siges at være beslægtet med den såkaldte mikrofænomenologi, som er en udspørgningsteknik som har vist sig frugtbar i kontemplativ træning. Her stiller man spørgsmål til ét eller et par kortvarige situationer som man så sprogligt, ved insisterende at blive ved med at spørge, belyser stadig mere nuanceret.

Mikrofænomenologi er en relativ ny teknik. Men den er – ligesom også denne meditation – beslægtet med en meget gammel meditativ praksis fra Østen der kaldes ‘Den højere filosofis yoga’.
Dér drejer det sig om at gennemtænke og forestille sig et problem – det kunne for eksempel være ‘uendeligheden’ eller ‘universets skabelse’ – med den størst mulige koncentration. Helt frem til at bevidstheden er ved at bryde sammen foran spørgsmål som ‘hvad var der før universet blev skabt, der må have været noget?’ eller ‘uendeligheden må da slutte på et eller andet tidspunkt’.

Når bevidstheden står på dette sted – du kender det sikkert selv – og man føler man er ved at blive vanvittig, slipper man gåden, det man har tænkt over, og hengiver sig til den meditative åbenhed. Lidt på samme måde som man efter en løbetur eller en krævende yogasession kan hengive sig til den afslappelse der kommer efter fysisk anstrengelse.

I sidste ende handler meditation hverken om anstrengelse, forståelse eller sprog –

‘Søg ikke, led ikke, spørg ikke, bank ikke på, forlang ikke – slap af! – Osho