Solåndedrættet er en klassisk yogaøvelse som i Hannelis fortolkning her bliver hvad hun kalder en ‘bevægelsesmeditation hvor opmærksomheden indvæver nærværet i krop og åndedræt.’

Torben Westergaards bas lægger, over, igennem og omkring instruktionerne et særskildt meditativt spor der både understøtter og udvider guidningen.

Musikken inviterer os til at lade vores egen kreativitet klinge ind i solåndedrættet: Måske hører man verdensrummet, måske solens vandring over himmelbuen – eller måske en musikalsk underbygning af og supplement til det sagte.

Øvelser som denne der – ligesom eksempelvis en anden klassisk øvelse, solhilsen – inkluderer himmellegemer, har bag sig en omfattende symbolik:

Dels lader den en førhistorisk soltilbedelseskultur hvor solen blev set som en menneskelignende, men kolossal, guddom klinge med.

Dels åbner den til solarketypen i den kollektive bevidsthed hvor solens cirkel er et primært symbol på livgivende helhed. Jung beskriver en lang række steder hvordan solen er ét af drømmelivets foretrukne og dybe symboliseringer af selvet, det højere.

Mere lige ud ad landevejen fremkalder solen billedet af solopgang og solnedgang, af dagens begyndelse og afslutning, billeder som i Hannelis guidning understøttes af den måde indåndingen – som symbol på dagens livgivende begyndelse – og udånding som bevægelsen frem mod afspænding og nattens komme forenes med hænder og arme der hæves og sænkes.

Solåndedrættet tilhører en række af øvelser, ligesom igen solhilsen eller sufidans, som arbejder med den rituelle gentagelses spirituelle betydning: Erfaringen er her at når man bliver ved med at udføre en enkel handling, gerne koncentreret om et symbol, med afspændt, men fuld bevidsthed, får vores opmærksomhed ikke støtte af en ydre fornyelse og søger derfor af sig selv indad, først mod detaljen og derefter mod det der ligger bag alle formdannelser.