Vores ven, Anders Laugesen, bidrager her generøst til Januarpraksis.

Han tager os i hånden og med ind i dagens sidste stille stund.
Som i klostertraditionen kaldes vesper, eftermiddags- eller aftenbønnen.
Som, fortæller Anders, i kristendommen markerer døgnets begyndelse. Fordi verdens lys blev skabt ud af mørket.

De stille øjeblikke, de stille stunder, er med til at give dagen meningsfylde og dybde.
De er både noget man kan beslutte sig til, og de kan opstå spontant – fordi noget, måske i naturen, måske indefra, kalder på os.

Der er, siger Anders, en mulighed for i en sådan periode afsat til bøn eller meditation, til stille praksis, at give dagens tanker og følelser tilbage til universet. At give slip.
En særlig mulighed for at opleve vores forbundethed med verden. Vores kærlighed til andre. Og tæt ved kærligheden: Taknemmeligheden.

Bag ethvert øjeblik, og bag enhver stille stund, siges det her, ligger et langt spor bagud af samhørighed. Med historien og med de rækker af mennesker vi er forbundet med.

Når vi læner os ind i stilhedens hvilen i sig selv – den sig selv vidende og hvilende stilhed – mærker vi måske disse lystråde af forbundethed.

Anders fortæller hvordan han inde i stillestundens øjeblik tænker på betydningen af at  elske Gud – eller Det Højere – og vores næste som os selv.

Og når så hjertets hvilen i stilheden bliver forstyrret – og bliver vi ikke alle jævnligt og uundgåeligt trukket ud af stilheden? – kan vi igen læne os ind i denne kærlighed til den anden, vores næste, og til Det Højere.

At elske sig selv, er, forklarer Anders, ikke at stryge sig selv med hårene – men at læne sig ind mod sokia, Guds åndedræt, den kosmiske kærlighed.

Denne meditation munder ud i tre minutters stilhed inden afslutningsklokken lyder – tre minutter til at lytte til stilheden.

Foto: Hanneli
Layout: Mikkel Strandbygaard