Det menneskelige ansigt er mirakuløst:
Det er på én gang hårdført, nøgent og udækket og udsat i al slags vejr.
Det er uhyre sensibelt. Læberne registrerer den mindste berøring, næsen den svageste duft. Øjnene, de ubeskyttede, er skrøbelige og fungerer samtidig time efter time med ubegribelig præcision.

Ansigtet er ærligt i den forstand at det er svært at skjule følelser. Sindsstemninger slår næsten øjeblikkeligt ud i øjnene, i ansigtshuden, omkring munden.
Samtidigt kan ansigtet stivne til en maske.

‘Vis mig dit ansigt som det så ud før du blev født’, er et zenkoan.
‘At møde verden med åben pande’ er en fast vending der beskriver det menneske hvis ansigt ikke skjuler noget.
Mens et ‘pokerfjæs’ har en udtryksløshed vi måske ikke helt trygge ved.

I denne meditation inviterer Jeppe os til, på vores glatte ansigt, at male ansigter. I en proces hvor han jævnligt minder os om kroppen og vejrtrækningen.
I de kreative flows som sådan en proces kan give, er der, forklarer Jeppe, information om os selv. Og mulighed for at komme på sporet af dybere følelser.
Som vi derefter kan dvæle i eller hvile med – mens vi trækker vejret direkte ind i det landskab som de tegnede ansigter, leende eller grædende eller sjove eller sorgfulde eller skrigende eller hviskende, kan have åbnet til.