For snart ti år siden gik min kone og jeg en uforglemmelig tur på Bornholm.

Landskabet var mere præget af græs og blid natur end af sten og skarpe kanter,

sensommer, 

aften,

solen tæt på horisonten, 

lyset intenst,

himlens blå farve lidt mere blå

solens lys lidt mere orange end det plejer, 

kontrastfyldt, 

tredimensionelt, 

havet længere nede bølgende

blå og grønne nuancer, 

hvide fine bølgetoppe,

lidt vind fra havsiden,

sommerens sidste varme.

Meget fredfyldt, men klippen var der.

I det her sceneri gik vi så og talte om livets store spørgsmål. Måske hvad vi ville med resten af vores liv. 

Selve indholdet af vores samtale husker jeg ikke så tydeligt, men mere intensiteten, der blev genspejlet af naturen denne aften. Og vores åbne hjerter.

Pludseligt får vi øje på to gamle mennesker. Den smalle sti går lige forbi, hvor de er. En lille parkeringsplads er bare nogle meter væk, de er sikkert kommet kørende hertil.

Han sidder i kørestol, med benet løftet op, hun står ved siden af ham. 

Han ser syg ud. 

Deres blikke er vendt mod havet og solnedgangen. 

Kærligheden og åbenheden mellem de to gamle mennesker stråler ud i alle retninger. 

De kigger sammen ud i evigheden. 

Energien når os, omslutter os og fylder os op. 

Er det den sidste solnedgang, de oplever sammen?

De har måske været sammen altid. Der er ingen ord, ren energi. Det er så intenst. De opfatter tilsyneladende ikke, at vi går forbi dem. Men måske gør de. 

Det er som om et fælles, universelt vindue åbner sig.

Det er et af de mest intense møder jeg har haft med mennesker. Et møde, der kun varede nogle få sekunder.

Jeg tror vi fire følte det samme. 

Jeg er faktisk ikke i tvivl; 

åbne hjerter, 

uendelig kærlighed. 

Jeg har aldrig glemt det, og det står lige så tydeligt i min erindring som dengang det fandt sted, for snart ti år siden.

Jeg mærker en forundring: Var det vores egen hjerteåbenhed lige dén aften, der gav os mulighed for at opleve det?

Foto: Ulrich Hald