BLOGCAST: Indlægget er indtalt af forfatteren. Lyt til bloggen her (07:23):

 

I antikken havde verden syv underværker. Jeg kan huske nogle af dem, Kolossen på Rhodos, Babylons hængende haver, Artemistemplet i Efesos. Labyrinten på Knossos. Vist også biblioteket i Alexandria.

De var alle stoflige. Materielle.

Hvor er den moderne verdens syv underværker?

Er de, eller er nogle af dem, måske fordi vi er ved at opdage bevidsthedens betydning, immaterielle?

Er de 17 verdensmål ét af den moderne verdens underværker? Er kvantemekanikken? Er en moderne, dogmefri essens af de store spirituelle traditioners visdom, The Perennial Philosophy  som Aldous Huxley kaldte det, et sådant moderne og tidløst fænomen?

Jeg har i hvert fald yderligere ét seriøst forslag til et moderne underværk. Som i en vis forstand igen er stofligt: Èt af verdens syv underværker er vareudbuddet i Brugsen i Nørre Snede. Eller vareudbuddet i et hvilket som helst supermarked et hvilket som helst sted i den rige verden.

Dette sortiment er et mirakel. Af teknologisk og landbrugsteknisk kunnen, af tranportlogistik, af smagsmæssig forfinelse: Økologisk Kenyansk kaffe. Økologisk ahornsirup, champagne, granatæbler, mango, bananer, manitobamel, jomfruhummer, safran, vaniljestænger fra Madagaskar, hel kardemomme.

For mig er der en let fryd forbundet med at købe ind: Om lidt spiser jeg kålsalat med Hanneli. Om lidt drikker jeg café au lait med Michael Stubberup. Om lidt har jeg smurt en madpakke på surdejsbrød til Helle Jensen og mig til når hun om et par timer henter mig i sin røde bil, og vi  kører mod Villa Fohrde til endnu et modul i Børns Livskundskabs internationale uddannelse i Berlin. En legal og vel forståelig menneskelig glæde ved smagsmæssig forfinelse, kreativitet og social kontakt omkring måltidet.

Og så er der, når jeg lytter omhyggeligt efter, langt inde en let uro.

Der er en lille del af fryden ved at købe ind, hvad enten vi køber madvarer i Brugsen eller et par Vivo Barefoot sko på nettet, som  stammer fra at vi forsøger at dække en indre angst med stoflighed. Der er en lille del af købet som skjuler at jeg, ved at anskaffe og forbruge en ydre stoflighed, camouflerer at jeg skal dø. Skjuler at livet er uden for kontrol. At kærligheden er uberegnelig. Og utilregnelig.

De kan ikke have haft den samme mulighed for stoflig omsætning i antikken. Eller i middelalderen. Der var meget færre penge, meget mindre forbrugsmæssig udveksling. Meget færre valgmuligheder.

De har levet i en anden form for personlighed. Som må have været meget mere tyndskallet. Meget mere sårbar. Men også uden den ansvarstyngde der kommer af at have et medansvar for sit eget liv. For sin egen samtid.

På et eller andet tidspunkt, fra oplysningstiden og frem, er den tilgængelige energimængde begyndt at vokse. I personlighederne og i samfundet. Først en umærkelig vækst og siden eksponentiel.

Den vækst har, forestiller jeg mig, været drevet af det samme som rumsterer i mig når jeg køber ind i Brugsen:

Forbrugsfesten, den legale og smukke glæde ved at fejre og nyde varerigelighedens uendelige mængde af kreative oplevelser.

Og den lette, nagende, indre uro ved at mærke at man har projiceret angsten for undergangen ud på den ydre verden og forsøger at kontrollere den dér. Forsøger at dæmpe dødsangsten og adskiltheden ved, som menneske eller nation, at købe mad, huse, biler. Teslaer. Automatvåben, atombomber. Måneraketter. Vacciner.

Jeg tror at på en måde er det så enkelt: Vi har skabt de truende globale, stoflige ubalancer, i indtægtsforskelle, i den atmosfæriske lufts sammensætning, i biosfærens kemi, fordi vi mennesker, ved at transformere den ydre verden forsøger på én gang at skjule og få kontrol over et indre dilemma: At noget i os véd at ingen relationer, hverken til mennesker eller genstande, varer ved. Og at noget i os mærker at vi er adskilt, at vi på en uigenkaldeligmåde er separeret, fra verden og fra hinanden.

Denne indre ubærlighed kan ikke løses alene ved at omfordele stoffet udenom os. Den ydre ubalance er ikke fremkaldt af materien selv. Den er fremkaldt af mennesker og af menneskers følelser. Af vores fælles længsel efter samhørighed. Af vores angst for døden. Og af de følelser der dækker for disse to fundamentale eksistentielle vilkår: Grådighed og aggression.

At forsøge at etablere bæredygtighed kun ved omfordeling, kun ved ydre tiltag, er ikke tilstrækkeligt medfølende. Der er brug for en mere omfattende omsorg. Omsorg for den følelse af afstand til andre mennesker vi alle bærer på. For oplevelsen af ubønhørligheden i tidens gang.

Der er ingen forskel på ydre og indre bæredygtighed. At se dem som sammenhængende, at adressere dem begge samtidigt, er ærbødigt at gå ned på knæ. For livet.

 

---

 

Peter Høeg er mag.art., forfatter og underviser i meditation og kreativitet. Han er en af Kontemplations faste undervisere, medstifter af Foreningen Børns Livskundskab og en del af Vækstcenterets undervisergruppe.

Peter bor i tilknytning til Vækstcenteret i Nørre Snede og modtager praksisvejledning af Jes Bertelsen.