BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Morten Winkler. Lyt til bloggen her (06:29):

Klodens grænser – viden om vores verden er titlen på en ny bog af Johan Rockström og Owen Gaffney. En bog som sammenfatter de sidste 50 års klimaforskning.

Forfatterne er begge hvad man må kalde førende forskere på klimaområdet. Begge er de tilknyttet Stockholm Resilience Center som Rockström har grundlagt, begge har de nøglestillinger ved flere universiteter og i internationale fora der beskæftiger sig med bæredygtighed, begge har de omfattende forskningsarbejde og -publikationer bag sig.

Bogen begynder med en omfattende, koncentreret og alligevel letlæst gennemgang af jordens og klimaets tidsaldre. Med glimt af menneskehedens historie.
Når fremstillingen kommer frem til nutiden, taler den med alvor i stemmen i sin beskrivelse af vores samtid som stadig flere videnskabsfolk kalder den antropocæne, altså menneskestyrede, tidsalder:

“Antropocæn tvinger os til at tage vores forhold til Jorden op til revision. Vi er nødt til at ændre vores verdensanskuelse, og vi er nødt til at lægge planer. Hvis vi ikke ændrer hvordan vi tænker og handler, er vi på kurs mod ’den ubeboelige klode’, som den amerikanske forfatter David Wallace-Wells forudså i sin bog af samme navn. Hvis planetær varetagelse er vores nye ledende filosofi, vores ledestjerne, så er vores plan og vores mission i dette årti og faktisk i adskillige årtier Jordprogrammet, som vil styre verdens økonomiske motor for at genstabilisere vores livgivende funktioner. Målet er intet mindre end langsigtet beboelighed på vore klode.”

I Klodens grænser peges der på betydningen af at også vores bevidsthed ændres. Som i citatet ovenfor peger Rockström og Gaffney på at vi må forandre den måde hvorpå vi ’tænker og handler.’
Bogen rummer mange små beretninger og situationer fra forskningsseminarer. I én af disse beretninger fortæller forfatterne hvordan én af forfatterne bag rapporten Grænser for vækst, systemteoretikeren Donella Meadows fik en dyb idé, midt i et møde om hvordan man kunne forbinde verdenshandelorganisationen WTO og frihandelsaftalen NAFTA med et bæredygtighedsperspektiv.
I et inspirativt rush marcherede hun, til alles, også hendes egen, overraskelse op til flipoveren og nedskrev hurtigt en række trin i den måde hvorpå komplekse systemer opstår.
Klimaets menneskeskabte ubalance og den globale økonomis netværk er eksempler på sådanne komplekse systemer.
Den første forudsætning for disse systemers opståen, og den første betingelse for at vi kan ændre dem, er med Donella Meadows ord at vi forstår ’Den indstilling og det paradigme hvorfra systemet opstår’.

Dette trin peger indad. Peger på at menneskeskabte systemer vokser ud af vores holdninger, vores håb, drømme, længsler og fordomme. Peger på betydningen af vores bevidsthed. Af den empati, indfølingsevne hvorpå global ansvarlighed hviler.
Dette punkt, at der er et indre tilsvar til ydre bæredygtighed, er betydningsfuldt og sjældent nævnt. Man kan i offentligheden nemt få det indtryk at bevægelsen mod det Klodens grænser kalder Jordprogrammet, de strategier der skal lede os mod en bæredygtig fremtid, alene kan nås med ydre tiltag. Ved at omfordele stof og energi.
Men dermed får man ikke adresseret årsagen, selve det paradigme som ligger bag den på fossile brændstoffer baserede økonomi og verdensorden. Spørgsmål som: Hvordan arbejder vi med grådighed, vores egen og andres? Hvordan møder vi den utryghed, den trang til at sikre sig som ligger bag megen ophobning og velstandsforskelle?
Emner som de store spirituelle og humanistiske traditioner som har beskæftiget sig med hvordan man fordyber empati og næstekærlighed, kunne have noget vigtigt at sige om og bidrage med.

Den globale ubalance vi står midt i, og som Klodens grænser beskriver, er ikke gudgivet eller uundgåelig. Den er et resultat af en indstilling. Af vaner. En indstilling om at der er ubegrænsede ressourcer, og en vanemæssig egoisme der viser sig ved at man først og fremmest tager hensyn til sig selv, sin egen familie, sin nation.
Dette paradigme, denne holdning må ændres. Klodens grænser beskriver, efter at have gjort klart, kort og spændende rede for jordens geologiske og klimamæssige historie, for de ting der skal ske her og nu:

· Der skal erklæres et globalt stop for skovrydning.
· Yderligere ekspansion af landbrugsjord skal standses og der skal ske en revitalisering af en lang række økologiske systemer.
· Al statsstøtte til fossilt brændstof skal standses.
· Der skal sættes en pris på kuldioxid-udledning på minimum 30 dollars per ton.

Klodens grænser konkluderer vi har ti år til at begynde at vende udviklingen.
“Forskningen fortæller os at hvis det ikke lykkes os at vende udviklingen i det kommende årti – at reducere de globale emissioner med 50 % og bremse tabet af natur – så er der stor fare for at trykke på ’on-knappen’ for uigenkaldelige forandringer på Jorden.”

Klodens grænser giver på én gang håb og taler med store bogstaver. Mod slutningen siger forfatterne:
“Vores nuværende fortælling slutter om et øjeblik med stort drama. Men i modsætning til en Hollywoodblockbuster der når frem til en nydelig afslutning (…) er denne historie mere som en Netflixbinge, der slutter på en cliffhanger.”

Vi har tilstrækkeligt til at ændre verdens gang, vi véd tilstrækkeligt, og vi kan tilstrækkeligt. Vi har, siger forfatterne, den nødvendige økonomi, den nødvendige viden og de nødvendige produktivkræfter til at forvandle jorden, vores blå planet, og vores samvær på den til en form for Paradis.
Vil vi?