Kan man træne spiritualitet uden at være religiøs?

En kapacitet kommer til Danmark.
17. og 18. september er Dansk Center for Mindfulness på Aarhus Universitet vært for tibetaneren Thupten Jinpa, ph.d., Dalai Lamas hovedoversætter til engelsk og tidligere munk i Gelugpa-ordenen.

Jinpa kommer helt sikkert til at fortælle om den uddannelse i medfølelse, Compassion Cultivation Training, han oprindelig har etableret på Stanford University, og som nu findes mange steder, også hos Dansk Center for Mindfulness hvor den varetages af Nanja Holland Hansen.

Compassion Cultivation Training, CCT, findes beskrevet både i bogen A Fearless Heart (2015) og hos Dansk Center for Mindfulness. Her kan man se at CCT præsenterer en række redskaber til at vække, forstærke og nuancere medfølelsen, redskaber som er sat fri.

Frisathed betyder her at man kan træne med Thupten Jinpa uden at man skal døbes, tage tilflugt, aflægge en buddhistisk trosbekendelse eller på anden måde træde ind i en religion.

Hermed stiller han sig på linje med en række af lærere der oprindelig er skolet indenfor en religiøs klosterstruktur, siden er trådt ud af munkelivet (men ikke nødvendigvis af religionen) og nu stiller dele af hvad de har lært til rådighed for Vesten. Det gjaldt for eksempel N. S. Goenka som fra den burmesiske-buddhistiske tradition løftede vipassana, vidnemeditation, ind i en frisat kontekst, Chögyam Trungpa der fra den tibetanske vajrajanabuddhisme uddestillerede sin shambalatræning i Nordamerika, og det gælder Jon Kabat-Zinn og Saki Santorelli hvis oprindelige træning var i henholdsvis zen og sufismen hvorfra de har skabt grundlaget for mindfulness-bevægelsen.

Og det gælder Thupten Jinpa der fra sin tradition viderebringer en kombination af medfølelses- og nærværstræning.

Dette rejser selvfølgelig et spørgsmål som bliver stillet insisterende i disse år: Kan dette overhovedet lade sig gøre? Kan man få udbytte af praktikker udviklet indenfor en religion uden at træde ind i, og få støtte fra, nogle af de trosforestillinger, ritualer, etiske krav, symboler, kanoniske tekster, doktriner, dogmer og organisatoriske strukturer der indgår i en etableret religion, og som jo også er udviklet som en hjælp til mennesker og ikke mindst for praktiserende?

Kan man det?

En anden måde at stille det samme spørgsmål på, er denne: Har de store religioner en essens som ligger dybere end de ydre udtryk? Findes der det der kaldes en esoterisk, altså indre, kerne i religionerne?

Og hvis der gør, er det så den samme i alle religioner?

Det samme spørgsmål kan vi stille på endnu en måde: Findes der en kerne i os mennesker? Har vi del i en fællesmenneskelig essens? Som ikke er afhængig af køn, race eller social kontekst?

Og hvis vi har, er det så den samme essens hos alle? Eller har vi vores og I jeres?

Hvis religionerne og deres spirituelle træning dybest set peger på et niveau i os alle der ligger dybere end magt, politik, pave- og lamahatte og dogmer, og da religioner jo er båret af mennesker, så må de mennesker, altså os, også have en essens der er fri af omstændighederne. Som ikke er betinget, altså afhængig af nogen ydre sammenhænge overhovedet.

En religionshistoriker har sagt cirka at ’Alle religioner har kurs mod samme mål – især buddhismen’.

Det er sagt delvist for sjov og for at provokere. Men sandt er det at buddhismen har en lang og spændende historie med hensyn til at undersøge om der findes en sådan menneskelig essens, og hvordan man i givet fald når frem til den.

Hvis man tillader os en helt forenklet fremstilling så består buddhismens tre store erkendelsesspring, de såkaldte tre ’drejninger af hjulet’, The Turning of the Wheel, i tre store skridt i retning af beskrivelsen og virkeliggørelsen af denne essens (billedet af revolutionerende forøgelser af kollektiv visdom som drejninger af et hjul stammer fra den indiske, før-buddhistiske spirituelle tradition, hvori dharmahjulet, den spirituelle indsigts og formidlings strøm, sat i gang af enestående lærerskikkelser, afbildes som et hjul): Den tidlige buddhisme, Theravada, tager, som alle følgende former af buddhisme, udgangspunkt i at hvad den historiske Buddha vågnede til, var erkendelsen af at selvet er en illusion, en fabrikation, at den egentlige virkelighed er en tilstand af vågenhed kaldet nirvana, hvor prefikset nir- på sanskrit betyder ’uden’ og -vana blandt andet kan betyde ’begær’ eller ’fastholdelse’. At det altså er muligt at få adgang til hvad der er alle levende væseners egentlige natur eller essens. En essens som er afgørende forskellig fra samsara som er det almindelige liv i den almindelige verden, gennemtrængt af lidelse og søvn. Og at det at få adgang til nirvana kræver at man psykisk og fysisk afgrænser sig fra samsara, praktiserer meditation og bekæmper og siden kontrollerer sine instinkter for at modvirke det træk nedad mod søvn og ubevidsthed som kendetegner det almindelige liv.

Den næste drejning af hjulet, der i det andet århundrede udkrystalliseredes i Madyamaka, The Middle Way (der er fundamental for Gelugpa-ordenen som Thupten Jinpa kommer fra), som forbindes med filosoffen og meditationsmesteren Nagarjuna, går et skridt videre mod afskrælningen af alt fabrikeret: Her siger man at også forskellen på nirvana og samsara er en illusion. Ja at alle formdannelser i bevidstheden er det. Ikke i den forstand at de ikke eksisterer, for de opleves jo, og er derfor i en vis forstand reelle. Men de er uden substans, uden det der på sanskrit kaldes svabhava, ordret ’egen-eksistens’, de er bevidstheds-fabrikationer.

Har man fået kontakt til sunyata, tomheden, fremtræder fra dette sted nirvana og samsara – og reelt alle formdannelser – som fabrikationer i den samme åbenhed. Form er tomhed og tomhed er form.

Tomhed skal ikke her forstås som fravær, siger de store lærere, men snarere som kreativ fylde, som et rum af fortættede muligheder som endnu ikke er formdannet. Som ligger til grund for, og er til stede i, alle dagligdags fænomener. Samsara og nirvana er fra dette standpunkt ét.

Det betyder at med denne synsmåde, som spiller en vigtig rolle i alle de mahayana-buddhistiske retninger (som eksempelvis zen og både tibetansk og kinesisk buddhisme tilhører), er der ingen absolut grund til at gå i kloster (selv om denne livsform kan være en hjælp). Mahayana-buddhismen udvikler da også en lang række strukturer udenfor klostrene, som eksempelvis lægklostre og andre grupperinger af praktiserende, hvor det er muligt at træne spirituelt og samtidigt have en familie og på andre måder være involveret i den almindelige verden.

Denne proces mod at forstå og beskrive menneskets og bevidsthedens natur eller essens som værende fuldstændig fri af dogmer, også af religiøse dogmer, tages endnu et skridt videre i ’Den tredje drejning af hjulet’, formuleret i den såkaldte Yogacara-skole. Heri siges det igen og igen at det oplyste niveau, enhedsbevidstheden, erkender man det øjeblik man fuldstændig opgiver at konstruere og fabrikere, fuldstændig opgiver at prøve at benævne og forstå sig selv og verden.

Yogacara-skolen, som normalt føres tilbage til den indiske buddhisme i det fjerde århundrede, udvikler en nuanceret beskrivelse af hvordan processen med at bevæge sig mod det naturlige, det ufabrikerede, er gradvis og går gennem en række, som regel ni, bevidsthedstrin. Og hvordan den duale verden, som vi oplever den, kommer i stand, øjeblik til øjeblik, ved en række indre forglemmelser hvorved vi vender os bort fra vores fællesmenneskelige essens og til sidst ankommer til oplevelsen af at være et individ der for altid er uhjælpeligt adskilt fra andre.

Der er dem der mener at buddhismen nu står foran en fjerde drejning af hjulet. Dette synspunkt har blandt andet Ken Wilber skrevet indgående om. En række personer, eksempelvis Dalai Lama, Bob Moore og Jes Bertelsen, har, uden nødvendigvis at bruge udtrykket ’en fjerde drejning’, sagt og undervist i at buddhismen står overfor muligheden for en afgørende fornyelse, at denne fornyelse vil kræve en dybere dialog med kristendommen, og at den modernisering der vil kunne komme ud af en sådan proces, vil kunne berige det internationale samfund afgørende.

Det er vanskeligt ikke at se vigtige globale initiativer som N.S. Goenkas, som mindfulnessbevægelsen og som Wilbers omfattende forfatterskab og aktivitet på nettet som dele af en sådan mere omfattende udvikling og tilpasning af dels buddhismen, dels spirituel træning i det hele taget, til nutiden.

Set i det lys er Thubten Jinpa og Compassion Cultivation Training særlig spændende. Her har, igen, et menneske med livslang spirituel træning og nærkontakt til Dalai Lama løftet kernepraktikker ud af deres religiøse kontekst og sat dem fri.

Hvis vi til sidst, for at prøve at forankre spørgsmålet om forholdet mellem det naturlige og det fabrikerede i Thupten Jinpas pædagogik, ser på de øvelser som, ifølge beskrivelsen i ’Et frygtløst hjerte’ er centrale i medfølelsestræningen, så består praksis i høj grad i at man, fra en hvilken som helst situation, flytter opmærksomheden til både medfølelse med sig selv og medfølelse med andre.

Det spørgsmål som nu kunne opstå, er: Er dette ikke en fabrikation? Erstatter vi ikke bare én formdannelse, eksempelvis begær, vrede eller ligegyldighed, med en anden, medfølelse, som måske nok er mere konstruktiv, men stadig fabrikeret, altså et sprogligt benævnt koncept?

Det kunne være spændende at høre det spørgsmål stillet til Thubten Jinpa. Og måske får vi lejlighed til at stille det, repræsentanter for Kontemplations team deltager nemlig i den workshop han giver i København den 17. september. Og vi glæder os!

Men indtil da vil vi vove at gætte på et svar: Jo, til at begynde med fabrikerer man. For det er man altid nødt til i træning af klarhed og medfølelse. Men meningen med fabrikationen er gradvist at give plads til den ufabrikerede medfølelse som er en naturlig del af den menneskelige essens. Efter devisen Fake it till you make it!

I A Fearless Heart giver Thupten Jinpa selv et smukt eksempel på vejen fra det tillærte til det spontane: Han fortæller om en kvinde på det børnehjem han voksede op, som behandlede ham meget dårligt. Traumatiserende, ville vi sige. År efter kom han tilbage til børnehjemmet, mødte den samme kvinde, og uden varsel, som ud af den blå luft, åbnede hans hjerte sig for hende i medfølelse og han forstod, direkte gennem hjertets empati, det pres der dengang hvilede på hende og som gav sig udslag i hendes manglende omsorg for børnene.

Gennem sin disciplinerede træning af medfølelse var han nået til den spontane hjertelighed.

 

 

Foto: Christopher Michel og Alex Pritz