Jeg vil fortælle dig om en mand, som stod mig nær. En forhenværende landmand – vi kunne kalde ham Erik – der i sine sidste arbejdsår arbejdede som pedel på en efterskole. Selv efter, at han var stoppet med pedelarbejdet, blev han sommetider tilkaldt for at tilse skolens pillefyr, der af og til gik ud, og som han var den eneste, der kunne få i gang igen.

Dels så han det som sin pligt at tage sig af fyret, dels var han stolt af på denne måde at være uundværlig. På en måde blev han vel med tiden identificeret med denne pillefyrsspecialist-rolle. Han var i øvrigt en venlig og stille mand, som ind imellem kom på den tidligere arbejdsplads til formiddagskaffe for at slå en sludder af – hvilket var til gensidig glæde.

En dag i midten af april, da der var optræk til regn, kiggede Erik ud på sin græsplæne, og han gjorde, som han havde gjorde utallige gange i løbet af sit liv. Han tog sine slidte træsko uden hælkappe på, fandt kunstgødningen frem og gik i gang med at strø i sin have. Den dag nåede han ikke at blive færdig. En nabo fandt ham liggende død på græsset. Han havde så at sige stillet træskoene.

Jeg var tilfældigvis få dage efter til et større arrangement på den efterskole, hvor Erik havde været pedel.

Forstanderen, som jeg kun havde set få gange, tager fat i min albue og hiver mig ind til sig med det, jeg opfatter, som et let urolig og dog alligevel insisterende udtryk i øjnene. I det øjeblik vi står ansigt til ansigt, opleves det for mig drømmeagtigt, selv om det er højlys dag. Også selv om både han og jeg befinder os i det vi kalder den normale virkelighed.

Det er til den dag i dag stadig et mysterium for mig, at noget i ham vælger at gribe fat i mig.

Måske har han vidst, at jeg tilhørte Eriks nærmere bekendtskabskreds. Måske har hans intuition været skærpet af dødsfaldets tragiki.

Måske var det simpelt hen en tilfældighed, at det var mig han valgte.

Han fortæller mig nu, at dagen inden Erik døde, var han som så mange gange før kommet til formiddagskaffe på efterskolen. De, Erik og forstanderen, var begge mænd af få ord og mest ord af praktisk karakter og funktion. Men denne dag fortalte Erik, over kaffen, måske for første gang nogen sinde i dette selskab, hvad han havde drømt om natten.

Han havde drømt, at pillefyret på skolen var gået ud, og at han på ingen måde kunne få det i gang igen.

Den dag havde han og forstanderen smilet og rystet på hovedet ad drømmen – og ikke tænkt videre over den. Et øjeblik bliver der stille mellem os.

Mellem forstanderen og mig.

Jeg tror, vi begge mærker vigtigheden af drømmen – ser hvordan den har forudsagt fremtiden.

Eriks indre fyr kunne ikke mere – og det blev fortalt ham i en drøm. En drøm, som han må have mærket vigtigheden af at dele med et andet menneske, og som han alligevel ikke forstod det fulde omfang af.

Det er som om omgivelserne omkring forstanderen og mig langsomt toner væk. Jeg mærker et intenst nærvær, og jeg mærker min egen berørthed – og ser, at jeg kan spejle mig i min samtalepartners blanke øjne. Det risler ned ad min ryg.

Da Erik skal bisættes, ankommer jeg til en kirke, der er enkelt og smukt pyntet, og hvori en duft af blomster fylder rummet. Bænkene er tæt pakket af mennesker, så graveren sætter en stol på hver sin side af kisten, hvor Eriks sønner kan sidde under ceremonien. Efter bisættelsen får jeg en rolig stund med begge sønner.

Jeg vælger at fortælle dem drømmen – og mærker igen en rislen ned ad ryggen.

Jeg mærker min krop dette øjeblik foran de to mænd.

Mærker dens dødelighed.

Vores alle tres dødelighed.

Registrerer i tavsheden mellem os – den skrøbelige vejrtrækning.

Det er som om, at drømmen, dens skæbnetyngde, dens gådefulde timing, nu kommer lidt mere til sin ret ved at blive delt af flere af os, der stod Erik nær. Det føles som om vi alle tre, dér i kirken, står overfor noget højere, som det kan være svært at sætte ord på. Jeg mærker det øjeblik en form for uforklarlig helhed og meningsfylde – som tages med ind i sorgen.

‘Mødet mellem to personligheder er som kontakten mellem to kemiske stoffer: Kommer der en reaktion vil begge forvandles.’

C.G. Jung

Foto: Ulrich Hald