I årevis har jeg været interesseret i at forsøge at forstå, hvordan viden, psykologi, miljø, spiritualitet, menneske og natur hænger sammen.
For hvorfor synes menneske og natur at være adskilt? Og hvad har dette at gøre med klimaforandringer og dannelsen af en bæredygtig bevidsthed?

Disse spørgsmål førte til, at jeg som afslutning på min kandidatuddannelse i Human Ecology – Power, Culture & Sustainability fra Lunds Universitet satte jeg mig for at undersøge, hvilke læringsmetoder der kunne skabe udvikling mod at fostre en bæredygtig bevidsthed iblandt elever.
Uddannelses- og videnssystemerne er også i konstant i forandring, og de er med til at forme og udvikle vores liv. Derfor bliver det vigtigere og vigtigere at støtte fremtidige generationers tilegnelse af viden og bevidsthed omkring klimakrisen.
Så mit fokus var på, hvordan systemtænkning og kontemplative praktikker kan bruges i undervisning med henblik på at udvikle en mere bæredygtig bevidsthed hos elever.

Forestil dig, hvordan livet gentager og genskaber sig selv igennem evigt cirkulære
bevægelser.
Forestil dig ordet bæredygtighed som én af disse cirkulære, ikke-lineære,
men balancerede, bevægelser, som mennesket lever med og i hver eneste dag, oftest
uden at bemærke det.
Fælles for disse bevægelser er, at de altid er kendetegnet af forandringen.
Det er fænomener, der gentager sig cyklisk, men altid med et strejf af noget nyt. Bæredygtighed er at kende, forstå og lade sig føre balanceret af disse bevægelser, og dermed samtidigt også at lade sig begrænse af dem. Begynder vi at forsøge at forstå ordet ’bæredygtighed’ på denne måde, så forstår vi også, hvor uendelig svært det er at nærme sig bæredygtighed som en del af sin bevidsthed.

I supermarkedet, kan vi købe grøntsager og frugt fra hele verden, helt udenfor sæson. Vi kan tænde på en kontakt, og så har vi strøm. Alting går så hurtigt, og når tingene først er blevet vane, så reflekterer vi ikke over, hvor alt det, vi har, egentlig kommer fra. Det er blevet så abstrakt at forstå kilden til overfloden omkring os, men årsag og virkning er til stede i alting. I hver lille gerning.
Denne erkendelse kan føre til handlingslammelse, bebrejdelse, vrede eller angst. Derfor var jeg i mit speciale interesseret i at undersøge, om det er muligt at gå en anden vej. Her lavede jeg interviews med lærere, som brugte denne kombination af systemtænkning og kontemplative praktikker er i deres undervisning. Her fandt jeg frem til nogle centrale punkter, som rummede en slags universalitet.

Et af dem, var en nytænkning af begrebet tid i undervisningen.
Dyb forståelse og indsigt tager tid. Forståelse af kompleksiteten i klimaforandringerne etableres ikke, hvis man forsøger at skynde sig igennem pensum. Derimod, skulle halvdelen af tiden i undervisningen bruges på bare at åbne rummet op – både kollektivt og individuelt. Med det formål at eleverne kunne etablere en tryg kontakt og medfølelse både overfor sig selv og deres omgivelser. I et trygt rum, fik de plads til at anerkende deres egne følelser, samtidig med at de blev givet værktøjerne til at kunne håndtere dem.
Denne selvindsigt i teori og praksis opnåede de gennem kontemplative praktikker som meditation, mindfulness og øvelser i kropsbevidsthed. Derefter, ville underviserne etablere et refleksionsrum, hvori deltagerne havde mulighed for at tænke over og udveksle omkring det, den udførte praktik havde gjort for dem. Som en af deltagerne understregede: ’Det er ikke oplevelsen vi lærer af, men refleksionen over oplevelsen.’

Her blev den kontemplative praksis en måde, hvorpå eleverne lærte at forbinde deres egne følelser til sig selv, og til alt det, de lærte. Gennem kontemplation fik eleverne kroppen med.
Dette var afgørende i forhold til at skabe en forandring i deres bevidsthed og forståelse af klimakrisen.
Sammen med kontemplative praktikker blev systemtænkning brugt som en metode, hvor eleverne lærte at forstå verdens systemer og forbundenhed dybere. Det er en tænkemåde, som oprindelige kulturer over hele jorden altid har brugt til at forstå jordens cykliske natur. Som en helheds-analyse, der anerkender forholdet mellem årsag og virkning.

Vi oplever alle verden forskelligt, i kraft af at bevidstheden både har at gøre med den kultur og med den kontekst, som er med til at farvelægge den personlige sanselige erfaring. På den måde, ser vi ofte verden igennem de oplevelser og erfaringer, som allerede har været med til at danne os.
Dette er også en af udfordringerne ved klimakrisen – at den ses og opleves forskelligt. For nogle eksempelvis som en uretfærdighed, påført dem af andre.
Dette er med til at gøre krisen så kompleks og uhåndgribelig. Med til at deltagerne på det hold jeg fulgte, oplevede den så forskelligt.
Dog var der også visse fællestræk i deltagernes syn på klimaforholdene. En ting, jeg lagde mærke til, var: Jo mere de følte sig forbundet til jorden og kunne mærke denne følelse i deres hjerte, jo mere potentiale og lyst havde de til at skabe forandring. Deltagerne forklarede samstemmende at de oplevede en øget følelse af jordforbindelse, i takt med integrationen af den kontemplative og somatiske praksis, og at denne følelse var forbundet til deres hjertefølelser. I alle mine interviews, gik ordene jord, hjerte og jordforbindelse igen.

Jeg har tænkt længe over dette, og tror at ord ikke fyldestgørende kan beskrive noget, som egentlig er en følelse. En følelse af, at igennem jordforbindelsen etablerer sjælen og jorden en forbindelse. I den forbindelses midterpunkt opløses menneske og natur som adskilte kategorier og bliver til én.
For mennesker er i verden, uløseligt knyttet til den igennem vores sansemæssige erfaring og forbundet til hinanden igennem evige og uendelige systemer.

Så hvordan drager vi handling og omsorg for jorden?
Det starter måske med, først at blive opmærksom på og mærke denne følelse af jordforbindelse. For vores forbundethed til jorden er kærligheden til jorden. Og netop forbundetheden og kærligheden er afgørende for, at vi som mennesker kan handle og ændre adfærd i forholdt til klimaforandringerne. Gennem kærligheden til jorden kan vi se, at vi alle har potentiale til at skabe forandring og lægge energi i at mobilisere denne forandring. At huske på, at selvom vi alle er en del af systemerne, er det aldrig meningen, at vi skal bære byrden af dem alle alene, på egne skuldre. I stedet, er det måske i balancepunktet mellem individet og det kollektive, at vi kan være med til at forandre systemerne bæredygtigt. Og et skridt imod dette kunne være et systemskifte i den måde vi tænker, lærer og praktiserer viden på i uddannelse.