NÆRVÆRSPRAKSIS MED GRÆS

af Lasse Dümke | | 3. december 2022

Lasse og sandhvene

BLOGCAST: Dette indlæg er indlæst af Hanne Linde. Lyt med her:

 

Bladene er tyndere end jeg havde forventet. Stift sidder de i zigzag skråt opad, orienteret omkring strået. Regelmæssigt som de plejer hos arter af slægten Hvene (Agrostis). Dog er skedehinden kortere afskåret, og blomsterstandens strå er tyndere end jeg har set det før.

Jeg sidder på knæ med hovedet dybt begravet i vegetationen. En stilling jeg har siddet i mange timer i mit liv. Det er en stejl skråning på 26 graders hældning mod syd sydvest. Området har passende fået navnet Stejlebanke. Det er potentielt Sydsjællands bedste græsland hvor jordbunden er varierende kalkrig, sur og sandet. Et område på kun cirka 25 hektar med 12 græssende kvier 2/3 af året.

 

Bag mig lurer dramatiske grå skyer over Dybsø Fjord. Den hårde sydvestenvind på 13 m/s får den grålige vandoverflade til at danse og trækker kraftfulde mønstre hen mod mig. Lige nu ser jeg dog ikke denne udsigt. Mit fokus er fuldkommen opslugt i den mentale deduktionsproces. Den proces botanikerne kalder ’at nøgle planter’.

Jeg prøver at komme i tanke om, hvad jeg har læst om slægten Hvene (Agrostis) i min bog om Danmarks græsser. Med en 10x forstørrelses lup, som jeg altid har med mig, kan jeg få et knivskarpt detaljeret billede af planten. Med fingrene føler jeg nænsomt efter ruheder på dens blade. Det stod der vist ikke noget om som adskillende karakter, men det er blevet en vane at lære græssernes blade at kende med alle kroppens sanser. Det har før vist sig at komme mig til gode.

Jeg leder efter flere strå af samme art. Den første jeg havde fundet, var afbidt lige dér, hvor plantens blomsterstand ellers ville have siddet – og uden en blomsterstand kan det være uhyre svært at kende græsarter fra hinanden.

Da jeg finder et individ med en intakt blomsterstand, får jeg min mistanke bekræftet. En meget spinkel blomsterstand, med fjertynde stilke der hver leder ud til én enkelt blomst. ”Hvene sidder alene”, hører jeg mig selv sige. En huskeregel jeg lærte for længe siden. Hver blomst har et dækblad der ligger beskyttende omkring blomsten, og hvorfra der udgår en mikroskopisk, sylespids forlængelse. Dette kaldes en stak og er her et afgørende adskillende karaktertræk. Arten hedder Sand-hvene (Agrostis vinealis). Dens videnskabelige artsnavn, vinealis, har den fået, fordi den, i det sydlige Europa, vokser som ukrudt på vinmarker.

Når jeg har talt med andre om min interesse for græs, kan de ikke altid forstå det. ”Hvorfor se på græsser, når de blomstrende planter er så meget flottere?”, har en af mine venner på biologistudiet spurgt mig. Og mange vil sige ”er en græs ikke bare en græs?”, hvilket jeg godt kan forstå.

Globalt set findes der ~15.000 arter i græsfamilien (Poaceae). Mange af disse har haft en udvikling som har været uhyre tæt på menneskets. Det er vores kornsorter ude i agerlandet. Gennem et over ti tusind år gammelt samarbejde har mennesker og græsser haft stor gavn af hinanden. Byg, hvede, majs, rug, ris, havre – græsarter, som nu er udbredt til store dele af jordkloden.

Udover de almindelige arter fra agerlandet, findes et utal af andre der er ukendte for de fleste af os. Græsser der ikke har nogen umiddelbar nytteværdi. Flere tusinder forskellige udtryk for liv. Udtryk, der i mange tilfælde ser utroligt ens ud. Også selvom man har brugt år på at lære at skelne dem fra hinanden.

Måske er det netop fordi de alle ligner hinanden – og det derfor er nemt at putte dem alle i én boks – at jeg er blevet nysgerrrig på græsserne. Det kan være at du, som læser eller hører dette lige nu, aldrig har samlet en græs op og brugt tid på at nærstudere den. Hvis ikke du har, kan jeg kærligt anbefale at give dig selv den mulighed. Næste gang du ser et blomstrende græsstrå at samle det op og lade dig blive opslugt af det. Prøv en gang at lukke øjnene. Glem alt hvad du véd. Glem alle ord og tanker. Og kig et øjeblik ud på verden, som et spædbarn der ser alt for første gang.

 


læser biologi på Aarhus Universitet. Han har gennem en årrække været med som hjælper og medunderviser på Kontemplations kurser og retreats. Han har været optaget af meditation og nærværstræning siden teenageårene. På vandreture i blandt andet Norge, Nepal og sidst på Azorerne har han eksperimenteret med at forene kærligheden til naturen, glæden ved bevægelse og meditativ praksis. Og han er optaget af både spændingen mellem naturvidenskab og bevidsthedstræning og de to områders mulighed for at befrugte hinanden.

Efterlad en kommentar