Bioetik handler om menneskets samliv med den levende natur. Om menneskets relation til menneskeliv, til dyreriget og til planteriget. Gensplejsning og kunstig befrugtning og omfanget af indgriben i naturlige processer, er noget der skal træffes mange beslutninger om på dette tidspunkt i menneskets historie. Beslutninger om hvordan vi skal agere indenfor alle de måder hvorpå vi er blevet i stand til at omforme og manipulere med det vi definerer som natur. Det er et komplekst emne og det omfatter også vores forhold til dyr i det hele taget; Den måde vi holder dyr på med henblik på at producere mad, er omfattet af en on-going debat om hvad der er etisk rigtigt, og hvad der er etisk forkert. Jeg tror vi alle kender til en stor fascination af dyr. Vi vokser op med historier om dyr, i film, i bøger – og i naturen gribes vi af dyrenes levevis og af den orden der hersker i naturen. Vi lever i en tid hvor det er nødvendigt for menneskeheden som sådan, globalt at ændre indstillingen til og opdage hvad det vil sige at leve i, og begynde at lære af, den visdom som findes i dyreliv og i naturens processer.

Mange af os har nære relationer til dyr. Vi oplever venskaber med dyr, på måder som er beslægtede med vores følelser for mennesker.

På et kursus der handler om kommunikation i samvær med heste, lærer jeg noget om netop dette.
Idéen bag kurset er at sammen med heste kan vores naturlige evner for nærvær blive synlig og blive spejlet direkte af hesten. Hvorved vi får mulighed for at blive bevidste om det der enten hindrer eller befordrer vores tilstedevær og autencitet.

Birgitte som holder kurset fortæller;

”Når du skaber kontakt med en hest, vil den spejle dig tydeligt, og du vil kunne få en oplevelse af hvad der sker i dig når du relaterer til andre. Hvad føles autentisk? Hvilke forsvarsmekanismer kommer i spil?
Hestene spejler vores inderste tilstand, og i deres nærvær trækkes vi ind i nuet, ind i kroppens bevidsthed og visdom. Hestene kan hjælpe os i kontakt med os selv, og når vi er til stede i os selv og tillader os at mærke efter, kan smertefulde oplevelser og negative fortællinger forløses, og vi kan opleve at ny energi og inspiration kan få plads”

Vi starter med at møde Birgittes fem heste. Heste med hver deres temperament og særpræg. Hele mit liv har jeg haft tætte relationer til katte og hunde. Men ikke til heste. Det er forbundet med en vis spænding for mig at skulle møde en hest.

Vi bliver bedt om at mærke efter om der er én af hestene med hvem vi oplever en følelse af forbundethed og tiltrækning. Jeg lægger med det samme mærke til en smuk gråhvid hoppe. Hun udstråler værdighed, visdom og en ro og venlighed som jeg føler tryghed ved. Samtidig kan jeg mærke noget uro i kroppen og en følelse af at jeg virkelig skal stille op med hele mig selv. Samtidig ser hesten på mig med en lune der udstråler visdom og overbærenhed. Hun hedder Nenja. Jeg spørger Birgitte om jeg må møde hende

Jeg får tilladelse og går ind til hende i folden. Har en vågenhed i kroppen. Mærker underlivet – og mine fødder på jorden. Mærker også en opspændthed i brystområdet og i kæberne. En form for anstrengelse, blandet med glæde over at jeg får lov.

Jeg véd ikke helt hvordan jeg kan møde dette. Har en fornemmelse af at her er der ingen ”bullshit”. Ingen steder at gemme sig.

Hoppen er der bare. Står med mulen nede i græsset. Hun kigger op, og vi ser hinanden i øjnene. Hun er interesseret i mig, og samtidig véd jeg at jeg vil miste kontakten hvis jeg ikke virkelig er der. Min bevidsthed bliver gennemstrømmet at tanker, erindringer, følelser. En følelse af at jeg er midt i et møde som jeg bagefter vil opfatte som skelsættende. Hun ser på mig. Med de vildeste milde øjne. Med en nysgerrighed. Som et ”hvem er du”? Det rammer mig lige i hjertet. Jeg får tårer i øjnene. Der er en åbenhed i det blik. Mit hjerte åbner sig, og jeg føler mig helt tryg. Jeg er meget bevæget. Vi er i kontakt. Vi går rundt i folden sammen. Svinger sammen. Med en gensidighed. Et stykke tid. Så flagrer det inde i mig. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan pludselig ikke være i kontakten. Følelsen af at jeg skal gøre noget, er påtrængende. Hun vender sig væk, og jeg kan ikke mærke min krop og jorden under mine fødder. Som mister jeg på en måde mig selv lige dér.

Birgitte ser det og kommer hen til mig. Vi udveksler om hvad der sker i mig, og vi udfører sammen nogle øvelser hvor vi skubber af al kraft mod hinanden og samtidig mærker retningen ned i jorden. Jeg mærker mit åndedræt blive dybt. Det går op for mig at der ikke er noget jeg kan gøre. Kan ikke regne noget ud her. Jeg kommer ned i min krop og mærker min krop og kan være dér. Får kontakt med Nenja igen – og til sidst kommer jeg op og sidde på hende, og det er en hjertegribende oplevelse som jeg aldrig vil glemme.

Det blev en meget konkret erfaring for mig, at hvis jeg ikke blev ”hjemme” i mig selv, ville vi ikke kunne mødes. Fordi hun så ikke ville kunne mærke mig.

Jeg havde et møde med Nenja. Som jeg har tænkt meget over. Sammen med det jeg opfattede som kærlig nysgerrighed og overbærenhed, og som måske også kan beskrives som en form for ømhed for det uperfekte, oplevede jeg også at blive mødt med noget jeg bedst, i mangel af bedre ord, kan beskrive som en form for blid hårdhed. Som en lektion om livet. En lektion om at være i kontakt og stå ansigt til ansigt med sig selv og kunne tåle det. Det er det der er spejlet. Det er inde i en selv det foregår. Jeg blev spejlet på den kærligste måde fordi hun ikke have noget for med mig. Hun så mig bare.

Bare ved at være til viste hun mig noget om hvem jeg er, og lærte mig noget om hvad det vil sige når to systemer svinger sammen i væren. Viste mig, uden at dømme mig, at man er nødt til at være til stede for at være i ægte kontakt.

Det var sådan jeg oplevede det.

Kirsten Rotbøll Lassen Cand.pæd. i didaktik (materiel kultur). Diplomuddannelse i billedkunst ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kunst og kulturlederuddannelsen, Scenekunstens Udviklingscenter. University College Sjælland. Bachelor i psykomotorik fra Ingrid Prahms seminarium. Kirsten arbejder som billedkunstner, underviser og konsulent og er siden 2015 projektleder på ”JEG KAN SKABE”– et projekt om undervisning i design og kreative processer for sårbare børn og unge. Fra 2012 til 2020 har hun ledet Designskolen på Designmuseum Danmark. Hun underviser i Projekt Indre Styrke, et samarbejdsprojekt mellem Human Practice Foundation og Foreningen Børns Livskundskab.

Kirsten har en mangeårig meditativ praksis og en dansepraksis. Deltager jævnligt i kurser på Vækstcenteret og modtager praksisvejledning.