Skriveworkshop, leg og fællesskab
af SKRIFT | 4. november 2022
|I alle de store spirituelle traditioner betragtes kreativiteten som et aspekt af vejen mod højere bevidsthed. Ikonmalerier, tibetanske thangkaer, zenbuddhismens blomsterarrangementer og talrige andre kunstformer, taoismens malerier, sufismens musik, poesi og dans er bare enkelte eksempler på spirituel kreativitet.
Det er også værd at tænke på at vi kun skal få hundrede år tilbage før stort set alt vestlig kunst forholdt sig direkte til religionen.
At det idag, måske mere end nogensinde, er vigtigt at kreativitet har en plads i vores liv, er der enighed om.
For børn som for voksne.
I Kontemplation er vi i stigende grad blevet opmærksomme på betydningen af at vi alle kommer til udtryk.
Hvor vi tidligere har sagt at ‘Jo dybere man har mødt sig selv, jo dybere kan man møde andre’, er vi nu tilbøjelige til at tilføje ‘og jo dybere man har mødt andre, jo bedre kan man bevæge sig ind mod sin menneskelige essens.’
Derfor arbejder vi, på kurser og retreats, og i vores team, altid også med kreativitet.
Hen over de næste måneder afholder vi en række interne skriveworkshops. Hvis egentlige formål – bortset fra det i sig selv er sjovt og meningsfuldt at lege sammen på en seriøs måde – er at ruste os alle lidt bedre i arbejdet med at formidle information om hjertelighed, nærvær og meditativ praksis som er del af platformen Kontemplations bærende impuls.
Vi har netop afholdt den første af disse workshops.
Oplægget til den var et et citat af den store sufidigter Rumi: Sell your cleverness and buy bewilderment. Løst oversat: Slip kontrollen og slip ind i kontrolløsheden.
Deltagerne fik 15 minutter til at skrive et blogindlæg på max én A4-side om dette.
Vi bringer de kommende dage de tekster som kom ud af dette. De bevidner det lille, kollektive vulkanudbrud som fandt sted i de 15 minutter.
Vi vil ikke sige noget særligt om dem. Enhver læsning er unik, en lille kreativ handling i sig selv. Du vil læse disse tekster på din måde.
Men måske kan vi sige at vi er bevægede. Over billedet af den kreativitet som strømmer gennem os alle.
Foto: Pia Enghild