WHO ARE YOU REALLY?

af Redaktionen | | 8. juli 2022

På Moderna Museet i Stockholm kan man indtil 28. august opleve en ny udstilling af Jeppe Hein: Who are you really?

Jeppe Hein arbejder med kreativ ansvarsoverdragelse.
Han er optaget af at give kreativ og menneskelig autoritet tilbage til os alle. At give os selv tilbage til os selv.

Vi afgiver alle en stor del af bestemmelsesretten over vores liv til eksperter: Vi lader politikerne varetage politikken, medier og influencere den offentlige mening, videnskabsfolk tager sig af videnskaben – og folkesundheden. Psykologer af vores syn på vores bevidsthed og sind.
Og vi lader kunstnerne tage sig af kunsten.

Det er nødvendigt i en indviklet verden. Men der skal være balance.
Så der er en modbevægelse i gang. Stadig flere stemmer taler stadig tydeligere om nødvendigheden af at afbalancere ydrestyring med indre styring. Om hvor vigtigt det er at støtte os alle, og ikke mindst børn og unge, i at lytte indad, lytte til dem selv. Til visdommen i deres krop, følelsessystem og sunde fornuft.

Who are you really? er bygget op som en sådan rejse ind mod os selv. Og ud mod andre.

Den begynder i en ’vandpavillon’, et springvandslandskab. Hvorfra man som besøgende bevæger sig gennem yderligere syv rum.

Jeppe har trænet museets guider til i hvert af rummene at støtte de besøgende i enkle øvelser der peger ind mod dybere aspekter af os selv. Og af vores forhold til omverdenen. Til at fastholde erfaringerne får vi udleveret en inspirationsblok.

Det første rum, I am, handler om hvordan man umiddelbart, når man mærker ned under overfladen, vil beskrive sig selv.

I det andet rum, I feel, undersøger man sine følelser, sin stemning.

Det tredje rum, I do, handler om styringen af ens liv. Fører vi, bliver vi ført? Kan vi slippe kontrollen?

Det fjerde rum kredser omkring kærligheden, I love, om den hjertemæssige forbindelse mellem mennesker.

I I speak, det femte rum, drejer det sig om udtrykket. Om stemmen. Om halschakraet.

I see udforsker synet, blikkontakt og forholdet mellem den anden og dig selv.

Det syvende, I understand, er kulminativt, her stilles vi overfor spørgsmålet om vores forhold til omverdenen, til kosmos.

Det er en del af udstillingens – og museets – koncept at der ikke til årets projekter må indføres objekter udefra. Jeppe har løst dette benspænd på sin egen måde: Kunstværket i Who are you really? er den besøgendes egne erfaringer med sig selv og de kontakter som etableres med andre besøgende. Kreativiteten er flyttet ind i os besøgende og vores forhold til hinanden.

Det er en vild idé – en rejse til Stockholm værd.

 

Foto: Åsa Lundén

 

En lille video av Kontemplations besøg på udstilling:

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af Kontemplation (@kontemplation.dk)

k

 

2 Comments

  1. Tom Christensen den 8. juli 2022 kl. 13:34

    Jeppe Heins udstilling på Moderna Museet kan varmt anbefales ❣️💫🙏

    • Redaktionen den 21. juli 2022 kl. 21:35

      Så glædeligt at høre din stemme også her, Tom. Og virkelig dejligt med din varme anbefaling. Udstillingen har også gjort indtryk på os i Kontemplations team og vi ser frem til at vi lige om lidt kan publicere endnu et indlæg om WHO ARE YOU REALLY? baseret på Kirsten Rotbøll Lassens oplevelse af udstillingsrummet – eller måske skulle vi hellere si udstillingsprocessen..

Efterlad en kommentar