Vi bragte de to sidste uger, første og anden søndag i advent, to indlæg som vi havde modtaget under betingelse af anonymitet, og som lå i forlængelse af hinanden.
De drejer sig om et dokument som angiveligt er nedskrevet så tidligt at Jesus endnu var i live, og som fuldstændig kan ændre vores syn på Frelseren.

Forfatteren til indlægget oplever at være truet.
Hun har nu, til tredje søndag i advent, sendt os endnu en tekst.

Hendes identitet er redaktionen bekendt.

 

---

Du kan lytte til teksten her (20:35):

 

I kildekritik er det afgørende om man kan stole på fortælleren.
Det er derfor meget vigtigt, her, i denne sammenhæng, at du som læser véd at du kan stole på mig. At det jeg fortæller dig, er sandheden, hele sandheden og kun sandheden.
I min alder – jeg véd godt at jeg har sagt jeg er 36, men 40 er nærmere sandheden, måske endda et forsigtigt ballettrin på den anden side af 40 – i min alder har man opdaget at sandheden er en proces. Hele sandheden på én gang er for meget for de fleste, det er bedre med lidt ad gangen. Derfor denne gradvise præcision af min alder.
Så her kommer lidt mere sandhed, lidt mere virkelighed. For at du skal kunne forstå det jeg nu kommer til at fortælle, vil jeg give dig endnu et lille stykke af teksten fra den papyrus som har sat alt dette i gang. Den papyrus som jeg kan bevise, er Q, den oprindelige kilde, skrevet ned mens Jesus, sandsynligvis, endnu levede.
Logion 32, det 32. Jesusord i teksten lyder således:
-Mester, sagde jeg, -de siger at du er Guds søn. Er det sandt?
Jesus svarede nej.
-Men mester, sagde jeg, -er du en engel?
Jesus svarede nej.
-Hvad er da forskellen på dig og mig, Mester, spurgte jeg.
Jesus svarede: -Mit hjerte er vågent – dit er på vej til at vågne.

Jeg har talt med Andreas With, den danske kardinal.
Og jeg véd nu at jeg bliver skygget, af mindst to personer.

Først om mødet med kardinalen: Det er noget af det charmante ved Danmark. Havde dette være USA eller Vatikanstaten eller Australien, så skulle jeg have sendt 15 ansøgninger om en audiens, og jeg ville have fået afslag på dem alle så jeg derefter skulle have forsøgt at charme mig forbi livvagterne.

I Danmark kan man gå ned ad Bredgade, dreje ind gennem porten til Sankt Ansgar Kirke og gå op ad en trappe og give først en katolsk piccolo og så en sekretær et smil der rydder alle forhindringer af vejen, og fortsætte gennem forkontoret som om man havde en aftale, og åbne en dør – og så står man foran den danske kardinal.

I Danmark er den katolske kirke et apostolisk præfektur hvis leder er biskoppen som altså er Andreas With der sidder foran mig og som sidste år, som den første dansker nogensinde, er blevet medlem af Kardinalkollegiet.
Jeg véd ikke hvad jeg havde ventet. Måske noget hen i retning af den luciferiske kardinal Salvieri i Albondocani. Måske noget som biskoppen i Spotlight. Eller som Pell fra retssagerne i Australien.

Manden foran mig er på ingen måde nogen af delene. Han er klar, hjertelig, gennemtrængende og så gammel og skrøbelig at jeg uvilkårligt lukker døren bag mig for at undgå at hans livsgnist skal pustes ud som en flamme af trækken.
-Undskyld jeg maser mig på, siger jeg, -det er ellers slet ikke mig, jeg er kendt for min empatiske sensitivitet, jeg ankommer normalt som den naturbevidste snorkeldykker til et koralrev og flyder forsigtigt ind i rummet for ikke at forstyrre den lokale fauna.
Han smiler, og hans ansigt opløses i femtusind rynker.
-Jeg er snublet over en papyrus, siger jeg. -Jeg mener jeg kan vise at det er Q. Muligvis skrevet ned mens Frelseren var i live. I det siger han direkte at han ikke er Guds søn. Der er ikke ét ord om hans død på korset, ikke ét ord om hans messianske genkomst, han optræder helt igennem som et menneske. Han siger at hans eneste opgave er at give mennesker redskaber der kan åbne deres hjerter. Hvis det er rigtigt, hvis teksten er ægte, hvordan ville du se på det fra et katolsk perspektiv?
-Jeg vidste ikke vi var dus, siger han.
Jeg rødmer fra neglelakken på tåneglene op til essenspunktet 30 centimeter over mit hoved.
-Sorry, siger jeg, – jeg gik for lud og koldt vand i min barndom, jeg har ikke lært almindelig høflighed.

Det er anden gang i mit liv jeg sidder overfor en munk. For et par år siden besøgte Dalai Lama Det kongelige Bibliotek, det var mig der viste ham rundt, mig og Keld, han var totalt charmeret af Keld, på et tidspunkt sagde han til mig at de i Tibet har den forestilling at nogle dyr kan være inkarnationer af høje bevidstheder, om jeg havde overvejet at Keld kunne være en slags bodhisattva der var kommet retur for at hjælpe menneskeheden.
Noget af det som ramte mig ved Dalai Lama, mærker jeg nu igen hos kardinalen. Jeg mærker deres erotiske intensitet. Selv om manden foran mig ser ud som om han er 200 år gammel og kun holder sig i live og i kroppen med lodder og trisser og et garderobeskab fuldt af medicin, så kan jeg mærke min krop til og med bækkenbunden reagere. Det var det samme med Dalai Lama. Det kan godt være de har parkeret muligheden for seksualitet for evigt, men deres tiltrækningskraft er det ikke lykkedes dem at komme forbi.

For en kvinde er det en helt særlig følelse. At sidde overfor en mand du føler dig tiltrukket af, som du véd du aldrig vil kunne forføre, som du for Guds skyld ikke må forføre, og som har så meget styr på sin seksualitet at han på troværdig måde har kunnet love aldrig at udleve den.
Det giver en dyb tryghed – og så rejser det, for nu at være helt ærlig (og det skal jeg jo være her) også, langt bagude i ens bevidsthed, fristelsen til at teste den kvindelige magt og alligevel prøve om man skulle kunne tage en virkelig hellig skalp.
Denne overvejelse kommer her, i kardinalens kontor, som den svageste forform til en tanke jeg har alt for høj en etik til nogensinde for alvor at tænke til ende.

Kardinalen ser på mig. Gennemtrængende dækker ikke det blik. Altomfattende er mere præcist.
-Det ville være interessant at se det dokument.
-Måske kan det arrangeres, siger jeg, -men hvad hvis det nu er rigtigt, hvis Jesus selv undsiger sin guddommelighed, hvad ville Deres Hellighed sige til det?
Hans ansigt eksploderer igen i rynker.
-Ikke ’Deres Hellighed’ – ’De’ er fuldt tilstrækkelig. Og hvad ville jeg sige? Frelseren er ydmyg. I evangelierne står han sjældent eller aldrig ved sin guddommelighed. Kristus underspillede sig selv.

Vi taler blidt og venligt til hinanden. Der er en blød stemning i rummet. Men der er krøbet så meget årvågenhed ind i hans øjne, at det begynder at ligne foruroligelse.

-De har fundet noget, siger han eftertænksomt, -De må virkelig have fundet noget. Det kan man se på Dem. De kunne vise mig dokumentet.

-Jeg er forsigtig, siger jeg. -Opdraget til ikke at stole på nogen. Til at gå med livrem, seler og korset og hele tiden se mig over skulderen.

Jeg rejser mig. Jeg kan mærke jeg ikke kommer videre. Forståeligt nok. Han vil se dokumentet.

Det er ikke meget han har sagt. Men det er nok. Jeg har fået hvad jeg er kommet for. Jeg har set årvågenheden i hans øjne. Set hvordan den grænser op til bekymring.

-Vi har et rum i Vatikanets Bibliotek, siger han. -Et helt rum som alene rummer udgaver og fragmenter af Thomasevangeliet. Den tekst De mener at have fundet, minder muligvis om Thomasevangeliet. En personlig ven af mig, en jesuit, er dette rums – skal vi sige: arkivar. Jeg tror at man må sige han har et had-kærlighedsforhold til Thomasevangeliet. Vi taler tysk sammen, han tilbragte 15 år i et polsk kloster. Når vi kommer til at tale om det evangelium, ender han altid med at banke i bordet og udbryde: -Dieser Text ist doch das reine Buddhismus! Denne tekst er den rene buddhisme.

Vi ser hinanden i øjnene. Jeg véd og værdsætter hvad han her giver mig. Det længste han kan tillade sig at gå. Hans position og tro taget i betragtning. Ja vel ret beset længere end han burde gå. Så langt som til at vise mig at selv når man er kardinal, kan der, hvis man har format til det, være plads til religiøs tvivl i ens hjerte. Kan man, selv som kardinal, holde en principiel mulighed åben for at der kan ske noget der gør at man må overveje grundlæggende aspekter af sin tro.

Jeg stiller mig tæt hen til hans skrivebord.

-Som sagt kender jeg ikke engang den almindelige høflighedskodeks, siger jeg. -Men værre endnu, jeg er ikke engang klar over om det ville være en dødssynd den ene eller anden vej hvis en yngre kvinde kyssede en kardinal på kinden.
-Hvis det var en spontan impuls hos den yngre kvinde, siger han, -ville det være om ikke en synd, så i hvert fald en skam at lade være.

Jeg læner mig frem og kysser ham på kinden. Hans hud er helt glat og vibrerer af liv, han dufter af røgelse og noget andet som måske er læder og tobak.

Da jeg drejer ud ad porten til Bredgade, skræpper en fugl, og jeg ser op, og først tror jeg ikke mine øjne. Det er Keld som sidder højt oppe på muren omkring kirken.

Jeg bliver nødt til at sige endnu et par ord om Keld.
Keld mener tydeligvis at han er min storebror.

Hvis du ikke selv har haft med dyr at gøre, er jeg nødt til at fortælle dig at der, uden at vi nærmer os noget som skulle kunne forarge offentligheden eller give en fængselsstraf, kan være helt nære kærlighedsrelationer mellem mennesker og dyr.
Formelt set er Det kongelige Biblioteks direktør Kelds ejer. Men for Keld er direktøren alene en foderautomat. Keld tager ikke imod ordrer fra ham, ikke engang anvisninger, og sin kærlighed har han ikke kastet på direktøren. Den har han kastet på mig.
Der er en lille solterrasse på taget af Den sorte Diamant hvortil der er adgang fra Det kongelige Bibliotek via en gangbro. På varme forårsdage, måske i slutningen af marts, hvor resten af Danmark og bibliotekets ansatte endnu ikke har genopdaget den ekstatiske fryd ved at ligge nøgne i solen, har jeg krydset gennem gangbroen og har taget al tøjet af og lagt mig op på tagterrassen, bare et kvarter, i den særlige kombination af ristende varme fra solen og isnende kulde fra luften, i lugten fra havnen og dieseltrafikken langs molerne. Her har jeg ligget og ladet min krop indsuge lyset og varmen som en svamp.
Der går ikke fem minutter, så har Keld sat sig på rækværket med hovedet på skrå og ser på mig.
Og, hold nu fast, og vid at hvad jeg her fortæller dig, er den nøgne skinbarlige sandhed, så lander Keld ved siden af mig, folder vingerne sammen og lader sig falde til siden, ruller helt om på ryggen og ligger ved siden af mig, med maven op mod solen. Krage og kvinde der solbader ved siden af hinanden i marts.
Men – Keld er territorial. Jeg har aldrig nogensinde set ham fjerne sig længere fra Det kongelige Bibliotek end Bibliotekshavens grænser. Hans verden har været bibliotekets matrikel.
Til nu.
At han nu sidder på Ansgar Kirkes mur er først uforståeligt og uvirkeligt.
Og så forstår jeg han er der for at passe på mig.
Det er igen det her med dyrs intuition. Keld véd at jeg er i fare. At jeg har brug for beskyttelse. Og dybt i fuglens hjerte er ridderligheden vågnet. Han er her for at passe på lillesøster.

Jeg får tårer i øjnene. Odin har ravnene Hugin og Munin. Pallas Athene har sin ugle. Long John Silver har sin papegøje. Den indiske gud Vishnu har solfuglen Garuda.
Det er ingenting i forhold til Keld.

Jeg går ned ad Bredgade. Keld svæver snart bag mig, snart over mig, snart foran mig.
Så kalder han. Hvor de fleste krager, også Keld, har ret skarpe, hæse kald som ovenpå for mange Havannacigarer med tequila, har Keld, til mig, en blød kurren.

Jeg vender mig. Keld dykker ned over en ung mand der går 50 meter bag mig. Manden viger tilbage, Keld dykker igen, og nu udstøder han et skarpt skrig.
Så genkender jeg manden. Det er den katolske piccolo.
Jeg er forfulgt.
Jeg fortsætter, Keld véd jeg har forstået.

Så kalder han igen. Nu svæver han over det modsatte fortov. Over en kvinde. Han dykker skarpt ned mod hende. Hun undviger. Og ser over mod mig.
Jeg forstår hvad Keld udpeger: Endnu en forfølger.

Forbipasserende er standset op. De ser opskræmte ud. Det kan man fuldstændig forstå. Der er tryk på Keld når han er i dette humør, han ligner en hovedrolle i en genindspilning af Hitchcocks ’Fuglene’. Og så er der den generelle stemning i København netop nu, her midt i december 21. Risikoen for at blive udsat for et MeToo-overgreb fra et medlem af byrådet eller en studievært midt på blanke dagen. For at blive klippet af et af de elektriske løbehjul. Eller fanget i et opgør mellem Loyal To Familia og Dødspatruljen fra Malmø. Og derefter blive smittet af Omikron på akutafdelingen.

Jeg sætter farten op. Jeg har så vidt jeg véd, aldrig set kvinden før. Men jeg har blind tillid til Keld.

Vi nærmer os Kongens Nytorv og en definitiv afprøvning af det dyriske klarsyn. Vi nærmer os mit skæbnebageri. Vi nærmer os ’Brødet’.
Selvfølgelig hedder Jakobs bageri ’Brødet’. Det er som ham selv: Ingen dikkedarer, ingen falbelader, bare det sagen drejer sig om: Brød.
Jeg har ikke set Jakob fysisk, live, i 25 år. Men jeg har som sagt fulgt ham, fulgt ham på den måde man kan med de sociale medier – og på den måde vores intuition kan gennemtrænge tid og rum og vide hvor visse nøglepersoner i vores liv befinder sig. Og hvordan de har det.
Og så har jeg fulgt ham i pressen.

Jakob er uambitiøs. Han var det dengang, han er det nu. Når han underviste klassen i at bage med surdej, var han optaget af os andre og af sagen.
Nogle mennesker synes at være sat i verden for at dele ud af deres overskud. For dem lægger tilværelsen sig til rette. At Jakob har fået sit eget bageri på én af landets dyreste adresser, er kommet så naturligt til ham som skægvækst og hår på hovedet. At aviserne og byens foodies har opdaget ham, har han taget med den fødte prins naturlige selvfølge.
Nu går jeg forbi bagerforretningen – jeg véd fra damebladenes features om Jakob at bageriet ligger ind mod gården.
Jeg er gået forbi det mange gange før.
Jeg har aldrig fået så meget som et glimt af ham selv. Jeg har bare set de smukke yngre kvinder der ekspederer. Synet af dem har fyldt mig med følelser som, hvis jeg havde givet efter for dem, ville have givet en forvaringsdom – alternativt livsvarigt. Jeg indrømmer: Jalousi er en del af min grundtraumatik.

Keld hænger over mit hoved. Foran bagerforretningen står et cykelstativ med en stor forgyldt kringle. Keld sætter sig på kringlen, lægger hovedet på skrå og ser på mig.
Jeg følger min skæbne. Krydser gaden, Keld sætter sig på min skulder, jeg åbner døren. Og bliver stående et øjeblik.
Det siges at vi i vores nervesystem har reminiscenser af primitive overlevelsesstrategier som at kæmpe, at flygte og at ligge død.
Den lammelse der et øjeblik rammer mig, må være en version af at ligge død.

Forretningen minder mig om Jakob. Den lugter som Jakob, af lys surdej. Den ser ud som Jakob, de perfekte brød og kager har hans huds gyldne farve. Hans naturlige skønhed. Hans … nej, jeg fortaber mig, det her er en overspringshandling der ikke er tid til, Keld banker mig let på hovedet med næbbet, jeg vågner til live, skrider gennem butikken, beslutter mig til at de to unge piger bag disken ikke nødvendigvis begge to er Jakobs elskerinder, og selv om de er, så forhåbentlig ikke på én gang, og så signalerer Keld at dette ikke må standse mig.

-Jeg kommer fra fødevarekontrollen, siger jeg, -jeg har en aftale med Jakob.
Jeg skrider rundt om disken. Med tre chasséer er Keld og jeg i bageriet.
Fordi jeg er så berørt, har jeg tunnelsyn og ser kun én ting ad gangen.
Først ser jeg hvor rent bageriet er. Jeg har oplevet det før, i de fine restauranters køkkener, der er rengjort som på operationsstuer. Men i et bageri havde jeg ventet i det mindste lidt melstøv. Et par melorme. Men her er alt hvide fliser, blanke rustfri overflader og træborde uden et fnug.
Det næste jeg ser, er de to kvinder og manden i hvidt som er ved at pynte flødeskumskager der ser ud som om de hvad øjeblik det skal være kan lette fra tallerkenen af glæde over deres egen vægtløshed og selv svæve ud til kunderne.

Så ser jeg Jakob.
Eller: Jeg ser aspekter af Jakob, ét ad gangen.
Han må være mindst én meter og otteogfirs og veje mindst 90 kilo, kun knogler og muskler.
-Du er skudt godt i vejret, siger jeg, -dengang var du lille og spinkel.
-Det er 25 år siden, siger han, -hvor har du været i al den tid? Du og din kakadue?
Han nikker mod Keld.

Pigerne er fulgt med ind fra bagerforretningen. De er blevet stående i døren og prøver at få deres forestilling om besøg af levnedsmiddelkontrollen her op mod jul til at passe på det foreliggende scenarie.
Jeg tager Jakobs arm.
-Du er nødt til at hjælpe mig. Jeg er forfulgt.
Jeg trækker ham gennem bageriet. Han følger med. Det er endnu et aspekt ved Jakob jeg husker og nu genkender. Hans uimponerede omstillingsparathed.

-Er der tid til at jeg tager overfrakken på? siger han. -Det er december.

 

 

Forfatteren har stillet os i udsigt at hun vil sende os en fortsættelse på denne tekst frem mod fjerde søndag i advent.

 

Foto: Kasturi Roy/ Unsplash