Du kan lytte til dette indlæg som blogcast her. Det er indtalt af forfatteren (06.50)

[Brasiliansk Jiu-Jitsu, også kaldet BJJ, Submission Wrestling eller grappling er en kampsport som kombinerer elementer fra blandt andet judo og brydning, men også tillader stranguleringer og ledmanipulationer – altså stopper man ikke når den ene part rammer gulvet, men fortsætter med gulvkamp til der er én der giver op. Med andre ord er alt tilladt med undtagelse af slag, spark, feje tricks som bid og krads. Alle former for hjælpemidler og våben er naturligvis også forbudt.]

Før i tiden, når jeg fortalte folk at min fritid gik med meditation og BJJ, var deres reaktion, at det da godt nok er to modsatrettede aktiviteter. Men på det seneste har jeg lagt mærke til, at flere og flere siger det modsatte: at de to må komplementere hinanden godt. På overfladen er begge dele sandt: På den ene side er meditation en rolig aktivitet, i hvert fald set udefra, mens brydning og BJJ er voldsomme aktiviteter præget af konkurrence, blod, sved og testosteron. På den anden side er der i kampens hede ikke andet valg end at være til stede i kroppen og i nuet. Er man distraheret et kort øjeblik, får man hurtigt feedback, for på et splitsekund er modstanderen over en og har lukket for luftvejene eller er godt i gang med at brække ens skulder, albue eller knæ. Derfor gælder det i BJJ som i alle sportsgrene, at en vis grad af mindfulness nok kan have en positiv indvirken på præstationsevnen.

For mit eget vedkommende har jeg længe fornemmet sammenhænge og kraftigt følt, at en fantastisk synergi er en mulighed, men først for relativ nylig har jeg fået nok indsigt til at kunne arbejde i den retning. Det jeg vil forsøge at beskrive i dette blogindlæg, er min proces med at forsøge at få BJJ og meditationspraksis til at gå op i en højere enhed.

Aggression

Når man som nybegynder kaster sig ud i at forsøge at overleve med store, svedige mænd ovenpå sig, er der en tendens til at man spænder op og bruger alle sine kræfter enormt hurtigt. I BJJ lingo ”tenser man op og gasser ud”.
Men da jeg startede, havde jeg det modsatte problem – jeg var for inaktiv. Jeg manglede evnen til at kontakte min aggression og bruge den til at kæmpe hårdere.

Jeg havde altid tænkt det som en kvalitet, at aggression ikke var en stor del af min personlighed. At man kan holde hovedet koldt, tilgive andre nemt og generelt undgå konflikt, må da være en positiv ting? Men da jeg begyndte at gå denne holdning efter i sømmene, i takt med at aggressionen langsomt blev kontaktbar under træning og viste sit ansigt i andre livsbegivenheder, opdagede jeg, at aggressionen nok ikke var manglende i min personlighedsstruktur, men snarere undertrykt.

Til turneringer, selv da jeg efterhånden havde vænnet mig en smule til adrenalinen og presset ved at konkurrere, var jeg stadig ikke i stand til at klemme den sidste eksplosivitet og villen ud af min præstation, og endte derfor ofte med at acceptere nederlag. Ligeledes i mit virke som lærervikar og klasselærer såvel som i romantiske relationer var det en udfordring for mig at grænsesætte mig tydeligt.

Jeg begyndte nu et relativt omfattende gravearbejde i samarbejde med terapeuter og meditationslærere, og da Pandoras æske først var åbnet, var der masser at tage fat i. Med mine forældres hjælp fandt jeg frem til situationer fra min barndom, som kunne være med til at belyse situationen. Jeg kom gradvist i tanke om situationer gennem mit liv, hvor temperamentet var løbet af med mig. Der var relativt få, måske 15 stykker, og derfor stak de ud.

Skyggen

Den gradvise kontakt til min egen aggression åbnede op for dybere aspekter af skyggearbejdet end jeg hidtil havde haft adgang til. Min primære proces med mine egne ubevidste sider hidtil havde været af en vigtig, men relativt overfladisk karakter: Hvad jeg havde gjort, var at prøve at lægge mærke til hvilken adfærd hos andre mennesker, der vakte negative emotioner og reaktioner hos mig selv, for dernæst at forsøge at trække projektionen hjem ved at mærke på hvilken måde, jeg selv var i besiddelse af lignende karaktertræk – eller bange for at tillade tilsvarende sider af mig selv.
Jeg opdagede nu, at jeg ofte projicerede min skygge ud på folk, der havde svært ved at kontrollere deres vrede, folk som i udbrud sagde eller gjorde ting som gjorde andre fortræd. Det er i overensstemmelse med den opdagelse, jeg med terapeuter og meditationslæreres hjælp gjorde, nemlig at jeg selv har så stor respekt for den skade, som ukontrolleret vrede kan forårsage, at jeg derfor har haft behov for at undertrykke min egen aggression.

Denne del af arbejdet er på ingen måde noget jeg er færdig med, og det er tvivlsomt at jeg nogensinde bliver det. Men på det seneste er jeg begyndt at få mere direkte oplevelser af min egen skyggeside, når jeg er i kontakt med negative emotioner som vrede eller sorg. I disse situationer kan jeg mærke kimen til voldsomme ideer og handlinger, som jeg heldigvis har tillid til at jeg aldrig kommer til at føre ud i livet. Men oplevelserne har givet mig en klar forståelse for, at jeg er et menneske, ligesom alle dem på kloden, der begår umenneskelige handlinger er det – at det kunne være mig, der slog ihjel, ødelagde kloden og skadede mine medmennesker på måder, som knap er til at holde ud at tænke på, havde min opvækst, mine omstændigheder været anderledes.

Den slags indsigter er voldsomme at konfrontere, og de havde været endnu sværere at navigere i uden min praksis og min kampsport. Jeg føler også, at det netop er fordi jeg har de værktøjer tilgængelige, at mine mørke sider tør vise sig nu, fordi der er tillid i mit system til at de kan håndteres. Min tilgang er til dels udviklet i dialog med terapeuter og meditationslærere, og indebærer at mærke emotionen, fænomenerne – mærke Hara lige over navlen såvel som solar plexus og trække vejret. Og så, forsigtigt for ikke at skade mig selv eller andre fysisk, at kanalisere den heftige energi ind i min kampsport.

Klik her for at læs fortsættelsen af Jonathans beretning i ‘Kampsport og praksis’.