BLOGCAST: Indlægget er indtalt af forfatteren. Lyt med her (10:24):

 

Hvad stiller man op, når man som 22-årig københavner finder sig selv i en vægtløs tilstand?
Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv, da jeg i sommers mistede min lejlighed få måneder efter at jeg havde forladt mit job som klasselærer grundet en stress-sygemelding. Intet job, ingen uddannelse, ingen kæreste og ingen bolig.
”Jeg misunder dig,” sagde en medkursist til mig, da jeg på et retreat på Vækstcenteret fortalte ham om min livssituation. ”Al den frihed.”
Udsagnet kom bag på mig. Her stod en mand, som havde så meget af det jeg længtes efter. Færdiguddannet psykolog, hus, kæreste, børn. ”Græsset er altid grønnere…” kom vi frem til.

To røde tråde har fulgt mig, siden jeg afsluttede skolen og flyttede hjemmefra: Den ene min kampsportstræning i brasiliansk jiu jitsu, primært på Nørrebro, men i en periode også i Tokyo. Den anden min meditationspraksis.
Jeg besøgte Vækstcenteret i Nørre Snede første gang i 2017 i forbindelse med en skoleopgave, da jeg var 17 år, og blev i de følgende år efterhånden en trofast kursist på centeret. Og her hos Kontemplation. En kursist, som efterhånden blev vant til at være den eneste under 30, ja endda ofte under 40 på weekendkurser og retreats.
Dette havde jeg egentlig vænnet mig til. Det generede mig ikke, når jeg var afsted, men jeg savnede jævnaldrende praktiserende i hverdagen i København. Derfor blev jeg overrasket, da jeg fik at vide, at der kommer omkring 100 unge på Vækstcenteret hvert år. Hvor havde disse unge praktiserende gemt sig?

Jeg mødte en gruppe af dem for første gang i sensommeren 2021 på det, der hedder Høstopholdet. Her samledes vi 15 unge til et uformelt ophold på Vækstcenteret, med meditation, spontanitet og hygge. Og det føltes som en hjemkomst. Flere af os beskrev en følelse af et tomrum, som vi ikke vidste vi gik rundt med, men som nu var fyldt. Og flere af os følte en enorm sårbarhed, ja endda en følelse af stort tab, da vi skulle vende tilbage til den travle hverdag.
Men gensyn blev det til, for i oktober mødtes vi igen, denne gang hyllet ind i en endnu større gruppe af 80 unge på Ungdomskurset. En weekend med masser af undervisning, aktivitet og mingling. Og denne gang vidste jeg, at jeg havde en fod i døren. For jeg havde planlagt et tre måneders studieophold fra januar.

Vækstcenteret har en studieordning, som giver unge mellem 18 og 35 muligheden for at bo i op til to år på centeret for at sidde i salen og indgå i centerlivet med de omtrent 80 fastboende. Jeg søgte om fire måneders ophold, og ansøgningen blev godkendt.
Mens jeg i månederne derefter boede rundt omkring i København og så småt begyndte at søge logi til mit ophold, forberedte jeg mig samtidig på at fortælle min træner og mine træningskammerater, at de ikke ville se mig i fire måneder. Men skæbnen ville, at jeg ikke selv skulle have lov til at overbringe den nyhed. Informationen blev lækket, og min træner konfronterede mig i omklædningen. ”Du kan ikke tage afsted nu!” sagde han. ”Det går så godt her – vi skal ud og konkurrere. Du kan meditere når du bliver gammel!”
Men jeg vidste, at en fordybelse af min praksis og min kontakt med centeret ikke kunne vente. Dog fik presset fra hjemmefronten mig til at forkorte mit ophold fra fire til tre måneder.

Det er december. Om få uger begynder mit ophold på Vækstcenteret.
Jeg sidder min daglige periode i fællesarealet på et hostel på Nørrebro. Mine ejendele befinder sig dels hos min far, dels hos min mor, dels i en stor taske der ligger ved mine fødder. Jeg har tilbragt den sidste uge med at couchsurfe hos venner for at kunne blive i København og træne i stedet for at bo hos min mor uden for byen. Min bevidsthed er fyldt med en følelse af uro, overstimulering i kroppen fra byens larm, overtræning og overdreven brug af mobiltelefonen. Alligevel lykkes det mig at kontakte min praksis, velvidende at forandring er lige om hjørnet.
Kort efter nytår tager jeg afsted. Med en stor taske på ryggen og min store orange meditationspude under armen rykker jeg ind i en lille skurvogn, fem minutters gang fra Vækstcenterets store sal, hvor jeg vil komme til at sidde mange timer hver dag.

Mine dage viser sig at blive enkle. Yoga om morgenen, et par timers meditation. Passe Vækstcenterets høns. Læse lidt. Mere meditation. Hjælpe til i køkkenet engang i mellem.
Det er januar. Den første uge på centeret har jeg kæmpet med overvældende træthed i meditationssalen, men nu er jeg udhvilet. Jegets normale bekymringer og ego-orienterede tanker træder til side og erstattes først af konstruktive, nysgerrige og taknemmelige tanker og finurlige billeder. Så træder også disse til side, og jeg sidder tilbage med en åben, klar og tillidsfuld følelse. Frihed.

Nogle gange gik tiden langsomt. Sneglede sig afsted på den mest behagelige måde. Andre gange fløj den. Jeg havde knap tid til at længes efter København, så meget mediterede jeg, og når jeg ikke sad på puden, var der fuldt blus under indre processer, som meditationen og møderne med Vækstcenterets beboere på en meget velkommen måde skubbede til.
”Bliver du ikke ensom af al den tid alene?” var et spørgsmål jeg ofte fik stillet. Jo, det gjorde jeg da. Men jeg var forberedt på ensomheden – jeg vidste, at det ikke var et højskoleophold, jeg havde meldt mig til. Og i ensomheden, i stilheden, fandt jeg mere, end jeg kan udtrykke med ord. Men jeg vil alligevel prøve:

Det er februar. Sneen falder tungt. Jeg står på Vækstcenterets gårdsplads og kigger op så længe, at snefnuggene ser nærmest sorte ud mod den kridhvide himmel. Jeg føler, at jeg ser sne for første gang. Pludselig bliver jeg grebet af barnlig livsglæde, jeg løber rundt og puster til snefnug, fanger dem med tungen, knipser til dem med fingrene. I en hel halv time. Så går jeg ind og sætter mig.

Det er marts. Jeg er på Landro ved Limfjorden med Kontemplations team. Jeg sidder og mediterer med udsigt over vandet. Solen glimter i de små bølger. Pludselig står det såre klart for mig: Jordkuglen, vores planet, er som en dyrebar juvel. Dyrebar fordi den er det eneste vi har. Straks efter går det op for mig, at øjeblikket – netop dette nu – er som den mest kostbare diamant. Kostbar, fordi det er det eneste vi har.
Indsigter som disse kom til mig i massevis under mit ophold sammen med andre fænomener. Følelser af bundløs taknemmelighed, ufattelig klarhed. Angst for døden, for at miste forstanden. Enorme mængder af energi brusede gennem hele mit system. Mere energi end jeg nogensinde før har lært at håndtere. Som uden tvivl kom af, at jeg afstod fra mange af de distraktioner, der fylder en hverdag i storbyen, og forsøgte mange timer hver dag at slippe de koncepter og adskillelser, som vi alle bruger store mængder energi på at opretholde, hele tiden.

Her forstod jeg behovet for videregivelse. Både den abstrakte videregivelse på puden, ønsker om forløsning og glæde til de nærmeste, og til alle levende væsener. Men også den konkrete videregivelse. Cirkulation af energien ikke bare ud i kreative og praktiske projekter og skønne oplevelser men over i gøren, som gavner andre. Mange timer blev brugt på madlavning, opvask og rengøring. Selv havearbejde og håndværksarbejde, som aldrig har været mine stærke sider, blev til kærkomne og strengt nødvendige aktiviteter i forsøget på at holde balancen.

Ti dage inden jeg vendte hjem, begyndte jeg gradvist at skrue ned for mængden af meditation, for at hjemkomsten ikke skulle blive alt for voldsom en omvæltning. Fordi jeg mediterede mindre, og mange af Vækstcenterets beboere var taget afsted på det årlige tremåneders retreat, havde jeg nu tid til at længes efter venner og familie på Sjælland. Dagen inden min hjemrejse lavede jeg en kop kakao og satte mig ned for at afrunde mit ophold. Jeg skrev om det mest udfordrende og det mest gunstige (for mig er de to ofte relaterede), og jeg skrev om, hvad jeg ville tage med mig hjem.
Det sidste blev en meget lang liste. Så satte jeg en intention om, at alt det smukke der var tilfaldet mig, ville komme andre til gode.

Det er april. Jeg sidder i København. Jeg mærker indad, mærker at folk og samfund igen har forventninger til mig. Jeg føler, at jeg knap nok er begyndt at integrere de tre måneders erfaringer. Men landingen er gået bedre end forventet, og endnu engang har mit system været i stand til at håndtere de udfordringer der er dukket op. Jeg forsøger at slippe tankerne om kommende jiu jitsu-konkurrencer, arbejdsliv, dating og studiestart. Mærker taknemmeligheden for at have tid til at praktisere, og nu, hjemvendt, med lyden af byen i baggrunden, mærker jeg puden under mig og påbegynder min praksis.

 

Alle fotos: Jonathan Holkenov

---

 

Jonathan Holkenov
tog sin ungdomsuddannelse på Steinerskolen og udgav som del af sin afsluttende årsopgave bogen Meditation. Han har sidenhen opholdt sig en måned i zen-retreat i Japan hvor han også trænede kampsport, og har tilbragt tre studiemåneder på Vækstcenteret som han fortæller om her.
Han træner brasiliansk Jiu Jitsu i Siam på Nørrebro, og arbejder derudover som float master hvor han hjælper mennesker ind og ud af sensory-deprivation tanks.
Mens han afventer svar på hvilke studier han skal påbegynde til efteråret, forsøger han at balancere et ungdomsliv i København med besøg og retreats på Vækstcenteret og hos Kontemplation hvor hans passion for meditation kan få plads og næring.