At trække vejret sammen

af Hanne Linde | RELATION | 28. februar 2020

I FN-bygningen og i Central Park i New York fik den danske billedkunstner Jeppe Hein som beskrevet i et tidligere blogindlæg i efteråret børn og voksne til at male deres åndedræt. Sammen med en gruppe hjælpere fik han tusindvis af forbipasserende til at stoppe op, hvorefter han guidede dem til at mærke åndedrættets bevægelse i kroppen, når lungerne udvider sig og mindskes. Mærke brystkassen. Ribbenene. Sansningen på bagsiden af kroppen. Vejrtrækning efter vejrtrækning, for så at synliggøre fornemmelsen af åndedrættet med ultramarin-blå penselstrøg på store hvide plader.

De fleste af os kender den magiske fornemmelse, når de kolde dage sætter ind, og vi kan iagttage hvordan udåndingsluften bevæger sig som en tågesky fra vores læber. Vi har leget med det. Måske er det den samme magi, der opstår, når så mange mennesker mødes om det at trække vejret, og sammen visualiserer rytme og længde. Hver enkelt med sit unikke udtryk og aftryk af et øjeblik.

Kan det lykkes at genskabe dette i Danmark? På en skole? Kan det lykkes at få alle elever, store som små, urolige og rolige, trygge og mere usikre, til også at sanse deres åndedræt, vende opmærksomheden indad og strøg for strøg male det? Male det uden at det virker meningsløst eller bliver til fjolleri? Når vi trækker vejret langsomt og dybt, bliver der via vagus-nerven sendt besked til hjernen om at frigive beroligende signalstoffer. Er det muligt for eleverne at registrere en øget ro, og kan det mærkes på stemningen?

Jeg var spændt. Hver klasse fornemmes forskelligt, når de træder ind i rummet. Hvem der dominerer i klassen og hvordan relationerne til de voksne er, varierer, ligesom sammenholdet og trygheden gør det. Derfor er hver guidning nødt til at være forskellig. Men grundformen er den samme. Alle får klassevis først en introduktion til viden om åndedrættet og om Jeppe Heins projekt (beskrevet i HER og HER) og så går de i samlet flok ind i billedkunstlokalet, hvor mine uundværlige hjælpere har dækket op.

Når jeg tænker tilbage, var der kun 10 – 12 elever ud af de 650, som virkelig baksede med forløbet og havde mere fokus på hvad sidekammeraten lavede eller rullede med øjnene og fnes over at blive sat til denne mærkelige opgave. I klasserne holdt børnene og de unge hinanden samlet om og fast på aktiviteten, på trods af deres forskellighed. Flertallet var nysgerrige og åbne og bar stemningen, så de få, der startede med at pjatte, holdt inde og spejlede de andres fordybelse.
Det lyder næsten for rosenrødt. Men det var magisk.

Forestil dig 25 elever komme ind og uden opfordring hjælpe hinanden de blå malerkitler på. De er beregnet til børn op til 12 år, så at se de store 9. klasser iføre sig disse frivilligt, uden at blive helt ude af den, var stort. Forestil dig lyttende ører vende sig mod mine instruktioner, den fælles start, processen og afrundingen. Bordet med akvarelpapir, den ultramarin-blå vandfarve hældt i et glas, penslen der ligger parat. Så guidningen: ”Sæt dig godt til rette. Mærk dit åndedræt, ligesom vi gjorde tidligere. Læg den ene hånd på maven. Kan du mærke den bevæge sig? På indåndingen dypper du penslen i den flydende farve. På udåndingen maler du. Du maler længden af din udånding. Hvor kraftig den er. Måske bliver det en forsigtig tynd streg? Måske bliver den mættet med farve? Det kan være penselstrøget er glidende, bølgende eller at du laver det i ryk. Det du maler er din udånding, som den er for dig lige nu. I dette øjeblik. Et helt unikt et, hvor du deler luftmolekyler med andre og giver din krop ilt, liv og energi. Nogle af jer når at male få åndedræt, andre flere. Vi er alle forskellige og udtrykker os forskelligt, selvom vi lige nu gør det samme.”

Det fokus og nærvær der var i rummet var unikt. Jeg tror vi alle mærkede det. Roen, stilheden, nærheden og forbundetheden. Ligesom i New York opstod der en helt særlig stemning og erfaringsdannelse. Mennesker fik muligheden for at lade sig berøre og lade det bevidste åndedræts beroligende virkning fylde. Min erfaring som underviser er, at når mange mennesker foretager den samme handling, sker der noget helt særligt med koncentrationen.

Den kollektive følelse og fælles intention fortætter oplevelsen og gør den mere intens. Så intens at den måske sætter sig blivende spor. Jeg håber og tror, at frø er blevet plantet. Frø, som når de vandes, kan spire og vokse sig større. Det håb næres, når Emil fra 9. klasse på Maglegårdsskolen rækker hånden i vejret og siger: ”Det her vil jeg også prøve derhjemme.”

Note om udførelsen:
Der blev malet på begge sider af hvert akvarelark. En elev malede på den ene side, dagen efter malede en elev fra en anden af skolens klasser på den anden side for at understrege deres forbundethed. Alle ark blev sat på liner og hængt i organiske formationer fra loftet, så de besøgende til det efterfølgende åbent hus-arrangement kunne bevæge sig igennem en installation af duvende åndedræt. Enestående og unikke.

Foto: Signe Haahr Pedersen og Gitte Tjellesen

Link:

Breathe with Me, an art project for the world af Jeppe Hein & ART 2030 fortsætter som en bevægelse frem mod 2030.

Hanne Linde
er billedkunstner. Hun er tilknyttet Statens Kunstfonds huskunstnerordning og er tillige uddannet mindfulness underviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er ansat i Gentofte Kommune som konsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning.
Hanne Linde afholder efter aftale med Jeppe Hein workshops i Danmark med afsæt i ‘Breathe with me‘. Se mere om Hanne her.