SE IND | om fordybelse af mindfulness

af | | 24. september 2022

Teacher with books in the background

Jens-Erik Risom har skrevet en ny bog. Se ind. Med undertitlen Om fordybelse af mindfulness.

Det er en fortættet og kompleks bog som det ikke er nemt at sige noget kort og sammenfattende om.
Men vi vover et billede: Se ind er som et stykke musik, en sonate med en række satser. Som er bundet sammen af bogens tema, opfordringen og hjælpen til at se indad, men som samtidigt er så forskellige som sonatesatser kan være: Direkte og enkle instruktioner afløses af eksistentielle overvejelser. Formelagtige sentenser om liv og bevidsthed følges af citater fra spirituelle og litterære og filosofiske inspirationskilder. Koncentrerede gennemgange af store lærerskikkelsers liv og af kernen i deres forfatterskab og undervisning, fletter sig rytmisk sammen med forfatterens mange års undervisningserfaring og personlige praksis.

I forordet sættes man som læser på en måde fri i forhold til teksten når forfatteren skriver at udover de indledninger der åbner til bogens syv hovedafsnit, ’må det være op til læseren selv at give liv og mening til de forskellige, ofte formelagtige formuleringer’.
Også denne frisættelse åbner, som vi ser det, til at læse som man lytter til musik: Med en åbenhed for at der kan lyttes og læses på mange måder: For glæden ved citaterne, for instruktionernes pædagogik, for de koncentrerede, formelagtige sentenser.

Eller for præcisionen i beskrivelser. Hør eksempelvis denne forklaring på et dybt muligt sted i en mindfulnesspraksis:
’Det næste skridt (efter dyb neutralitet) er, at den meditative lygte, det meditative nævær, begynder at udvide lysstrålen, så den ikke kun omfatter enkeltdele, men begynder at omfatte flere og flere dimensioner af det samlede oplevelsesfelt. Resultatet er en art mulitdimensional bevidsthed, som er blevet kaldt valgløs eller panoramisk opmærksomhed. Det er en meditativ indstilling, hvor man giver yderligere slip, samtidig med at man undlader at opretholde et bestemt fokus eller have en bestemt retning. Man opdager at bevidstheden kan belyse flere retninger på én gang. Det muliggør en afslapning eller en løsnen af at være så optaget af enkeltdelene – det, at man er fokuseret på de forskellige indhold, som opstår i sindet. Og det gør noget ved den jegbevidsthed, som holder lygten.’

Noget andet særligt ved Se ind er den, for os elegante, måde hvorpå teksten afleverer omfattende – meget omfattende – mængder af faktuel information og samtidigt lader denne aflevering danse med praksisinstruktioner og mere ’bløde’, antydende passager. Her er en meget stor mængde af citater (guldkorn) af spirituelle skikkelser fra vest og øst, af videnskabsmænd og filosoffer og forfattere. Nogle umiddelbart forståelige, andre gådefuldt dybe. Tilsammen vidner de for os om omfattende og livslang læsning. Livslang undervisningserfaring. Livslang praksis.

 


 

Hvis dette indlæg fanget din opmærksomhed, vil muligvis også dette være af interesse:

‘SPIRITUALITET I VOR TID’ – Ny bog af Jens-Erik Risom

 

 

 

Efterlad en kommentar