DAHL – ET KLOSTERMÅLTID
af SMAG | 31. marts 2023
|
Jeg har en forkærlighed for helt enkle måltider. Måske derfor er jeg blevet draget af dahl. En fuldstændig forrygende enkel ret med et fyrværkeri af smage, der stimulerer dine smagsløg på en blid og forførende måde.
Dahl er en traditionel indisk gryderet, der som oftest er tilberedt på linser. Denne variant er tilberedt på røde linser i en smuk symfoni med løg, hvidløg, friskrevet ingefær, tomat, varmende krydderier, kokosmælk og citronsaft.
Hemmeligheden i en dahl gemmer sig i krydderierne. Jeg har en skuffe fyldt med hele krydderier. Det føles lidt som en skattekiste. Når jeg finder krydderierne frem, lægger jeg dem i en morter for tilsidst at male dem sammen til en samlet blanding. Krydderilisten er lang, men lad dig endelig ikke afskrække, jeg lover dig, at denne smagfulde ret er det hele værd.
Til 4 personer skal du bruge:
Krydderiblanding:
- 1 1/2 tsk. hel koriander
- 6 store kardemommekapsler, dog kun frøene
- 1 1/2 tsk. hel spidskommen
- 3 hele nelliker
- 1/2 stjerneanis
Mal nu disse krydderier i en morter og tilsæt
- 1/2 tsk. revet muskatnød
- 1 tsk. stødt ceylon kanel
- Friskkværnet sort peber efter smag
Derudover skal du bruge:
Olivenolie
400 g løg, finthakket
1 fed hvidløg, finthakket
5 cm frisk ingefær, fintrevet
1 laurbærblad
200 g tomatpure
200 g røde linser, skylles grundigt
6 dl vand
2 dl kokosmælk
1 spsk. citronsaft
Salt
Sådan gør du:
Rist krydderiblanding på i en tør tykbundet gryde til det afgiver en skøn varm duft.
Tilsæt olivenolie, løg, hvidløg, ingefær, laurbærblad og tomatpure og steg 5-10 minutter.
Tilsæt røde linser og vand og kog 30-45 minutter.
Tilsæt til sidst kokosmælk og citronsaft og smag til med salt.
Vi serverer dahl med kogte hvide basmatiris, raita samt en grøn salat. Helt enkelt og dybt nærende.
er cand.pæd.pæd.psyk. med speciale i mindfulness fra Århus Universitet og psykoterapeut MPF fra Vedfelt Instituttet.Hun arbejder til daglig som privatpraktiserende psykoterapeut og har en særlig interesse for drømmearbejde i den terapeutiske proces.
Britta har desuden en passion for selvforsyning og tilblivelsen af nærende måltider.
Britta er med i teamet bag Kontemplation og er underviser på Kontemplations platform. Desuden er Britta køkkenchef ved vores retreats.
Hun sidder årligt i retreat og modtager praksisvejledning af Peter Høeg.
Læs mere om Britta HER.