Velkommen til samtale med Steen Hildebrandt, professor emeritus, mangeårig ledelsesrådgiver og forfatter til en lang række bøger om blandt andet bæredygtig ledelse og FN’s 17 verdensmål. Og så er han medunderviser på Kontemplations toårige supervisionsforløb ’Indre praksis og arbejdsliv’.

Charlotte Toft fra Kontemplations team, og Steen Hildebrandt har i det tidlige forår i forbindelse med opstarten af supervisionsforløbet talt sammen om blandt andet verdens tilstand, ydre og indre bæredygtighedsmål, spiritualitet, veje til forandring og sidst men ikke mindst om dét at lytte.

I forbindelse med samtalerne har Steen Hildebrandt og Charlotte Toft skrevet sammen per mail. Her er optakten til samtalen om at lytte:

 

Kære Steen

Du har i mange år beskæftiget dig med verdensmålene og ledelse. Men jeg vil tillade mig, nu jeg har dig, også at runde et andet tema, og det er dét med at lytte. For nogle år siden mødtes vi i Vejle til en konference, og her gjorde din evne til at lytte stort indtryk på mig. En evne der bevægede mig fra enetale til samtale og en dybere refleksion – også selvom jeg talte mest. Meget mest :-). Vores møde i Vejle har fået mig til at tænke regelmæssigt over det at lytte, selvom jeg har lang vej til din lytteevne. Men at der i netop lytten måske gemmer sig den fine samtale. At lytten giver den anden handlerum. At lytten måske i særlig grad er vejen til en bæredygtig verden. Hvad tænker du om de betragtninger? Måske jeg går for vidt?  

Bedste hilsner Charlotte

 

Du kan lytte til samtalen ‘Om at lytte’ som blogcast her:

 

Det er torsdag eftermiddag, og vi sidder i Steens stue på Frederiksberg. Steen har lige hentet en lyserød Post-it seddel.

“Jeg har lavet en rød seddel, fordi jeg synes, at det du skrev om at lytte, eller i det hele taget dét at lytte, er vigtigt. Det er svært, og det er interessant, og forudsætningen for alt andet, det er, at vi kan lytte.

Jeg kom i tanke om, at Otto Scharmer i Teori U bogen har en skelnen, som jeg godt kunne lide, da jeg første gang så den. Han skelner mellem fire slags lytten.

Den første kalder han downloading. Det vil sige, at vi næsten ikke lytter, men bare repeterer det gamle paradigme eller den gamle lektie. Vi end ikke lytter, vi gør bare det, vi plejer.

Så nævner han tre andre lytteformer:

Den første af de tre kalder han den faktuelle. Det vil sige, at jeg hører de ord og tal og argumenter, du nævner, som noget faktuelt. Jeg læser statistikken, men jeg forholder mig ikke følelsesmæssigt, eller på anden måde til det, du siger. Jeg tager det som fakta.

Det er en interessant lytteform, som vi alle sammen også en gang imellem skal praktisere, nemlig når vi skal vide noget om, hvordan de faktiske forhold vedrørende børn, vedrørende sygdom, vedrørende klimaet ser ud.

Og så kommer de to sidste:

Den næstsidste kalder Otto Scharmer for empatisk lytning, og det kunne man måske også kalde det at lytte med hjertet. At jeg lytter langt ud over det faktuelle. Jeg mærker dig. Jeg mærker kommunen du taler om. Jeg mærker skolen, hvor der er problemer eller udfordringer. Jeg kan mærke. Jeg kan simpelthen mærke i mit hjerte – i mit følelsesliv, at det gør ondt eller jeg bliver glad. Jeg bliver ked af det, jeg bliver bedrøvet, jeg får ondt, jeg føler med, og dermed forstår jeg på et dybere niveau, hvad det er, der karakteriserer den familie eller den skoleklasse eller den skoleelev – det barn, som jeg nu sidder og lytter til.

Jeg havde i går en dejlig samtale med mit barnebarn, som er ti år. Vi snakkede om hendes skole og hendes lærere og hendes kammerater. Jeg havde en rigtig dejlig eftermiddag med hende, hvor vi havde ro til, at jeg netop kunne føle det, hun fortalte om sig selv og skolen og forældre og kammerater. Det er en lidt dybere form for lytning, end at jeg lytter til nogle faktuelle ting om, at vi er 28 i klassen, og vi har de her fag, selvom jeg også skal vide dét.

Den sidste form for lytning kalder Scharmer generativ lytning. Og den generative lytning, det er noget som jeg første gang, jeg læste om det hos Scharmer, følte jeg kunne forbinde mig med, nemlig en evne til med Scharmers meget specielle formulering – at lytte ‘from the emerging future’.  Det er naturligvis et mærkeligt fænomen eller begreb: den emergerende eller den ankommende fremtid. Men hvis man mærker efter, så kan man godt mærke, at der er noget om det. Og det han mener med den generative lytning, det er, at jeg lytter til the emerging future – den ankommende fremtid. At jeg evner at sætte mig i forbindelse med det, der er ved at komme – dét der er ved at ske. Og det har jeg tit i mit arbejde, men også i mit liv i øvrigt bildt mig selv ind, at jeg kunne. Det har jeg været glad for, fordi det er jo det, der så i anden omgang gør, at man måske kan sige, at man er beredt. Beredt til at møde, forstå, formulere sig om, forholde sig til og måske igen med Scharmers begreb at lede ud fra denne generative lytning til the emerging future – den ankommende fremtid.

Hvis man tager de her fire lytteformer, så synes jeg, at de repræsenterer et samlet vigtigt begrebssæt for os mennesker, nemlig at vi skal lytte, og at vi kan lære at blive bedre til at lytte, og vi skal respektere alle fire lytteformer. Nu gør jeg måske lidt grin med det her at downloade, men vi kan ikke hele tiden opfinde, så vi må repetere og downloade noget, og så må vi forholde os til det faktuelle. Vi må være empatiske, og der møder vi jo igen venligheden, men også hjertekontakten og en evne til dybere at forstå dét menneske eller dén afdeling eller dén organisation eller dét land.

Jeg lyttede i går til et interessant foredrag, og det er dét, der får mig til at sige land, af den danske ambassadør til Tyrkiet. Og noget af det, han talte om, det var, hvordan Tyrkiet selvfølgelig er et andet land end Danmark med andre kulturer, andre historier, et andet sprog, andre sprog, som gør, at hvis man skal lytte til Tyrkiet, så kan man ikke lytte med sine egne begreber om Danmark, eller om Skandinavien. Man må lytte ud fra et andet sted, som handler om, hvad er det for et land, hvad er det for mennesker, hvad er det for værdier, hvad er det for en historie, hvad er det for en politikforståelse osv. osv. Så det er også et eksempel på, at dét at lytte empatisk det forudsætter, at man lytter fra et andet sted, end hvis man bare beder om oplysning om, hvor mange mennesker bor der i Tyrkiet, og hvad er deres hovederhverv. Det er forskellige niveauer og afhængig af niveauet, vil man forstå dybere og dybere eller mindre og mindre dybt, hvad det er for et land eller menneske, du i realiteten står overfor.”

Vi er nået hen mod slutningen af Steens og min samtale, og jeg – Charlotte – forsøger at afrunde vores samtale om at lytte:

Jeg vil gerne slutte af med at referere til vores samtale i Vejle for nogle år siden, og nu siger jeg med vilje s a m t a l e, men hvor du lyttede, og jeg talte. Og dér slog det mig jo, at når den anden lytter så nærværende, så kommer der også en langsommelighed ind. Der trænger sig en langsommelighed på, og fokus bliver skarpere. Det jeg oplevede var, at mit fokus blev skarpere, jo mere du lyttede. Jeg kunne mærke, du lyttede. Ja. Og vi kendte ikke en gang hinanden, så det var en meget meget interessant oplevelse for mig, som jeg har taget med mig. For der sker et eller andet med, at når det bliver langsommere, så bliver det også fokuseret – også inde i en selv. Det stiller også krav, når der er én, der lytter med et ægte nærvær og ikke bare kommer med nye spørgsmål eller servicerer samtalen, kunne man også sige. Så er man nødt til at stille skarpt selv.

Steen responderer:  

“Ja, og man kan mærke det. Naturligvis kan man mærke det. Ja. Og det betyder jo ikke nødvendigvis, at der er noget i vejen med den faktuelt orienterede samtale, hvis det drejer sig om nogle få fakta, jeg skal have fra dig og omvendt. Det er jo også i orden. Men der er bare en anden slags samtale – eller en anden slags lytten.”

Tak, Steen. Jeg tror næsten, jeg vil lade det være udgangsordene. Og jeg håber, at jeg trods alt har formået at lytte lidt i dag.

“Selv tak, og tak for at jeg måtte være med i Kontemplations sammenhæng.”

 

 

Lydbearbejdning: Morten Winkler
Foto: Charlotte Toft