BLOGCAST: Indlægget er indtalt af Hanne Linde. Lyt til bloggen her (12:17):

 

Mange af os kender til den daglige bestræbelse på at tilegne sig og forfine de redskaber og teknikker, som vores faglige virke indeholder.

Måske kan vi efter mange års møjsommelige læreprocesser have en følelse at, at det er lykkedes os at nå frem til en vis klarhed, en vis evne til at manøvrere i professionelle udfordringer.

Selv har jeg som billedkunstner måttet lære mig forskellige håndværk og teknikker for at kunne udtrykke det, jeg har på hjerte. Det har krævet en vis stædig insisteren på at veksle og balancere imellem det intuitive flow, pauserne og refleksionen. Mærke, stoppe op, spørge ind for at fornemme og afklare, om man er på rette vej.

Det er en, nok uundgåelig, del af en sådan proces, at tvivl opstår igen og igen. At acceptere at det nogle gange lykkes, andre gange ikke.

Når det handler om det indre landskab, står vi overfor lignende udfordringer. Alle har vi, hvis vi skal lære os selv bedre at kende, brug for at tilegne os teknikker. For at trives dér hvor vi nu er, og for at udstikke retningen for vores næste skridt.

Ligesom der inden for kunsten er mange retninger og skoler, er der også mange forskellige redskaber, hvad angår personlig fordybelse. Personligt holder jeg af at eksperimentere og lade mig inspirere. Det varierer, hvilke metoder jeg benytter mig af. I lang tid har jeg, når jeg står over for en følelse eller problemstilling, som virker uhåndterbar eller uforståelig, benyttet mig af en metode kaldet ”RAIN”. Den er udviklet af den amerikanske psykolog, forfatter og underviser Tara Brach. RAIN er et akronym, en slags ordforkortelse af forbogstaverne på de fire engelske ord:

Recognize – Genkende

Allow – Tillade

Investigate – Undersøge

Nurture ­– Nære

Jeg kan godt lide ordet RAIN. Jeg forestiller mig en blid sommerregn, der afdækker og renser for så at nære og få nyt til at spire.

Jeg ser denne fremgangsmåde som en opdagelsesrejse igennem forskellige landskaber. Det er forskelligt, hvor lang tid jeg sætter af til denne praksis. Nogle gange er 10-15 minutter nok til at se det indre fra nye vinkler. Andre gange skal ekspeditionen gentages igen og igen, for at noget åbenbares. Det er min erfaring, at kvaliteter som nysgerrighed, mod, ærlighed, tålmodighed og omsorg er vigtige at have med på turen. Ofte har jeg også pen og papir med, så jeg kan skrive ned undervejs.

Første stop er at genkende.
Scenariet kan være meget forskelligt. Jeg lytter indad. Hvad er det, som er i fokus og som dominerer lige nu? Hvad handler det her om? Skyldes stemningen eller tankestrukturerne en specifik begivenhed? Drejer det sig om en erindring eller bekymring? Er det knyttet til noget fra fortiden eller fremtiden? For mig virker det befordrende at bruge tid på denne opstart. At samle så mange ord og kvaliteter op fra det landskab, jeg befinder mig i som muligt. Er det mørkt, tåget, køligt, varmt? Tungt eller let? Er der vrede, bekymring eller måske skyld? Jo flere gange jeg forholder mig undersøgende på denne måde, jo større bliver mit ordforråd for, hvad der rører sig.

Tara Brach nævner, at nogle forskere på baggrund af hjernescanninger mener, at alene det at benævne, hvordan man har det, kan ændre på hvilke dele af hjernen, som er aktive. De har iagttaget, at hvis mennesker fortæller om en frygt eller bekymring, så mindskes aktiviteten i hjernens alarmknap amygdala. Samtidig øges aktiviteten i frontallapperne, hvor kvaliteter som overblik, kreativitet og kærlig venlighed menes at ligge. Forskerne konkluderer, at når vi mærker og italesætter det, vi føler, mindskes udskillelsen af kroppens alarmstoffer, og adgangen til de menneskelige ressourcer øges. De hævder, at det set fra hjernens synspunkt er en dårlig strategi at feje ting ind under gulvtæppet.

Andet stop på rejsen er at tillade.
Et af redskaberne for at nærme mig denne kvalitet af accept har været, og er, mindfulness-træning. Den kan være uformel, som når jeg træner i hverdagssituationer, eller den kan have form af egentlige meditationer med eller uden guidning. Det er forskelligt, hvor jeg vælger, at mit fokus skal ligge. Nogle gange retter jeg det mod fornemmelserne i kroppen. Andre gange mod lyde eller stemninger. Mulighederne er mange. Min intention er at forsøge at registrere det, der opstår og sanses, så neutralt og åbent som muligt og bemærke, når opmærksomheden forsvinder. For det gør den. Igen og igen. Den er som en livlig og nysgerrig hundehvalp. Min er en race, der let bliver distraheret. Den vender snuden mod fortidige hændelser eller mod fremtidige drømme eller bekymringer. Det har taget mig mange, mange år at erfare, at det ikke nytter at møde den med frustreret skældud, når den farer af sted. Når jeg kalder den tilbage, er responsen helt anderledes, hvis min attitude er tålmodig og venlig. Det er langt fra nemt. Især ikke hvis distraktionen er noget, der hører til skyggesiderne.

I et givent tidsrum forsøger jeg altså at være med det, der er lige nu. Tillade tingene at være som de er. Tillade tanker, følelser og reaktioner – hvad det end er, der banker på. At åbne døren, som den persiske digter og mystiker Jellaludin Rumi her beskriver, at man kan gøre det:

The Guest House

This being human is a guest house.
Every morning a new arrival.
A joy, a depression, a meanness,
some momentary awareness comes
as an unexpected visitor.
Welcome and entertain them all!
Even if they are a crowd of sorrows,
who violently sweep your house
empty of its furniture,
still, treat each guest honorably.
He may be clearing you out
for some new delight.
The dark thought, the shame, the malice.
meet them at the door laughing and invite them in.
Be grateful for whatever comes.
because each has been sent
as a guide from beyond.

(Oversat af Coleman Barks)

At være gæstfri over for, hvad der end måtte komme, er ikke nødvendigvis hvad vi selv har lært. Mange af os er, fra vi var små, opdraget til at begrænse vores følelsesmæssige vokabularium. I min familie eksempelvis var der meget, det ikke var velanset at mærke og udtrykke. Mine forældre havde mange følelsesmæssige ar fra Anden Verdenskrig, som de havde lært, at det var bedst ikke at rippe op i. Det var en arv, der gik videre til mig. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at jeg undgår at registrere visse følelser eller skøjter let hen over dem. Især de lidt tungere af slagsen. Vores overspringshandlinger og forsøgene på at distrahere os selv kan være mange. Alt fra at begrave os i arbejde, surfe på sociale medier, spise lidt ekstra eller se tv. Det kræver tilløb at fordybe sig i det, der er. Kender vi ikke alle til modviljen, til den lille stemme der spørger: ”Er du nu sikker på, at det er sundt?” ”Er det ikke bare selvoptaget?” ”Hvad skal det nu gøre godt for?” Ofte skal vi igennem flere forhandlingsrunder med os selv, før vi tillader os selv virkelig at mærke nuet.

Modstanden er forståelig, for det kan være både tungt og smerteligt at åbne døren og invitere gæsterne ind. Men det er mindfulness-praktiserendes erfaringer, at jo flere gange man har tilladt denne bevægelse, jo tydeligere bliver tilliden til, at det er muligt at komme ud på den anden side med en anden klarhed og åbenhed i sind og hjerte. Tilliden til at erfare at det indre krybdyr ikke altid behøver at få ret, når det modsætter sig og stritter imod. Når det tror, at det klogeste er at beskytte mig imod at mærke. Alle har vi mulighed for at opleve og genkende den befrielse, der også opstår, når åndedrættet åbner og udvider sig, og det bliver muligt at mærke kroppens vitalitet. Tilladelsen åbner døre til nye vidder.

Tredje stop er at undersøge.
Det vil sige, at ekspeditionen og udforskningen fortsætter. Jeg har over tid lært min krop, dens sansninger, fornemmelser og de skiftende følelser af liv bedre og bedre at kende. Lært at fornemmelserne er forbigående. De kommer og går. En god træningsbane har for mig været kropsscanninger som f.eks. dem, Hanneli har lavet, og som man kan finde i Kontemplations praksisbibliotek.

Jeg forsøger at holde kontakten til mit åndedræt, imens jeg undersøger fornemmelserne i kroppen. Det kan være en stramning i kæben, en spænding i halsen, i brystkassen eller i maven. En pludselig indskrænkning af åndedrættet. Anspændte nakkemuskler eller livløse fødder. Er det trygt, utrygt, varmt eller koldt? Lukket, åbent? Blødt eller spændt? Med en nænsom, venlig og omsorgsfuld attitude inviterer jeg til yderligere nærvær og åbning. Jeg har bemærket, at tankerne tit begynder at forstyrre sansningen, når jeg nærmer mig noget vigtigt. Det kan hjælpe mig at lægge en hånd på et område.  Berøringen understøtter processen. Tara Brach fortæller også, hvordan berøringen rent fysiologisk frigør beroligende stoffer. Det gør det nemmere at fokusere og undersøge.

Fjerde og sidste stop på rejsen er at sørge for næring.
Der er måske blevet åbnet til noget sårbart materiale. Noget der er vant til at blive afvist eller være gemt af vejen. Det er vigtigt at nære dette sted, så der skabes nye erfaringer for, at det er okay. At det godt må være her. Vi er tit mere trænede i at give andre omsorg, så også her skal vi lære at spørge ind: Hvad har jeg brug for?  Det vil være forskelligt fra menneske til menneske. Nogle gange er det et beroligende ord: ”jeg er her” eller ”du er ikke alene.” Andre gange kan det være venlighed fra en ”kilde” uden for en selv. Et forbillede, en man holder af, en spirituel person, som man forestiller sig rækker ud og deler sin ro og omsorg.

For mig er det virksomt at mærke efter, hvad jeg ville sige til et barn, der sidder med den pågældende sansning? Jeg forsøger at lytte fra mit mest omsorgsfulde sted. Er det kærlighed, accept, tilgivelse? Med hånden på hjertet forestiller jeg mig, at netop de kvaliteter, der er brug for, strømmer imod barnet fra det sted. Omslutter det. Favner, holder og nærer det.

Nu er rejsen ved at være til ende for denne gang. Men ikke helt. Der er også en tid efter regnen, som er mindst lige så vigtig. Tara Brach anbefaler, at man bliver i sansningen. At man fortsætter med at spørge ind: Hvordan føles det nu? Har det gjort en forskel? Hvilken? Det er som sagt ikke altid, at en enkel regnbyge er tilstrækkelig, men for hver gang jeg har fordybet mig, har gennemgået de forskellige stadier, er det blevet lidt nemmere at åbne og spænde af. Jeg har fået en langt større tillid til, hvad jeg kan håndtere. Min rummelighed er udvidet. Til gavn for mig selv og min omverden. Så stor tak til RAIN – dette redskab til fordybelse.

 

Foto: Tara Brach/ Jeanette Lykkegård/ Justin Hummerston/ Kontemplation

---

 

Hanne Linde
er billedkunstner. Hun er tilknyttet Statens Kunstfonds huskunstnerordning og er tillige uddannet mindfulness underviser. Hun har lang erfaring med at undervise både børn og voksne og er ansat i Gentofte Kommune som konsulent i kreativitet, relationskompetencer og nærværstræning.
Læs mere om Hanne her: hannelinde.dk