Dette blogindlæg er en del af en samtale mellem Hanneli Ågotsdatter og Josephine Lau Jessen som er kandidat i Human Ecology fra Lunds Universitet.
De taler om hvordan klimabevidsthed og kontemplative praktikker hænger sammen. Og om Hannelis arbejde for Center for Systems Awareness hvor hun underviser skolelærere og mennesker der arbejder med børn i nærværstræning og systemforståelse.

Samtalen kommer ind på tre temaer: medfølelse, træning af nærvær og klimabevidsthed, og sammenhængen mellem kropsbevidsthed og global ansvarlighed.
Vi bringer deres udveksling i dette og to følgende blogindlæg med hver deres tema.

Samtalen indgår i Josephines speciale.

 

Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Indtalt af Morten Winkler (08:21):

---

I
’SVARET PÅ SPØRGSMÅLET KAN ÆNDRE SIG HVERT ØJEBLIK’

Om medfølelse, sårbarhed og sprogets begrænsning

 

Josephine:

Må jeg begynde med at spørge om hvad du oplever der sker når du i din undervisning på Center for Systems Awareness bringer kontemplative praktikker ind i et undervisningsrum hvor man beskæftiger sig med klimaforandringerne? Og måske især: Hvad sker der med den bekymring og angst som så ofte ledsager dette emne.

Kunne jeg videre få dig til at fortælle lidt om din baggrund og i det hele taget om dit arbejde på Center for Systems Awareness?

 

Hanneli:

Lad mig straks sige at klimaforandringer ikke er mit fagområde. Det er alene den meditative tilgang til dette område jeg underviser i. Men når det er sagt, vil jeg prøve at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan.
Oprindelig er jeg uddannet som, og arbejdede en tid som, arkitekt. Men videreuddannede mig siden til psykoterapeut og herfra videre til mindfulnessunderviser på University of Massachusetts. Efter det begyndte jeg at undervise i stressreduktionsprogrammet MBSR i Danmark. På et tidspunkt begyndte jeg at lede retreats og trådte ind i undervisningsgruppen på Vækstcenteret.

 

Josephine:

Er der ikke langt – eller i hvert fald et godt stykke – fra en dansk setting til en international uddannelse baseret i USA?

 

Hanneli:

Det kunne man sige. Men Mette-Miriam Bøll som leder Center for Systems Awareness og centerets Master Practioner uddannelse og jeg har kendt hinanden i en lang årrække, og hun har både en dyb interesse for og et dybt kendskab til den kontemplative baggrund, som også er min. Fra denne kontakt mellem os udspringer min dybere involvering med centeret. Som for alvor begyndte da det étårige Compassionate Master Practioners Programme blev indledt, og jeg blev bedt om at tage en væsentlig del af ansvaret for den kontemplative del af programmet. Dette initiativ er siden vokset så vi nu også har et How to Hold Space Programme og et Youth Leadership Programme.

 

Josephine:

Der er et begreb i jeres arbejde som optager mig, og det er ordet medfølelse. Kunne du sige noget nærmere om det?

 

Hanneli:

Jeg må, for at være ganske ærlig, sige at hverken koncepter eller deres definition er min stærke side.
Eller måske skulle jeg snarere sige at jeg foretrækker at nærme mig emneområder fra en praktisk mere end en mental side. På den måde forsøger jeg også at undgå at påtvinge dem jeg underviser, mine egne forestillinger. I stedet er jeg optaget af hvad de selv får ud af praktiske øvelser. Disse øvelser, træning i nærvær, i nuancering af de empatiske følelser og højnelsen af kropsbevidstheden, er for mig at se fuldt så vigtige som undervisningen i mentale forestillinger.

 

Josephine:

Alligevel er der jo, har jeg forstået, i din undervisning teoridannelser.

 

Hanneli:

Ja. Men de er erfaringsfunderede. At spørge hjertet og kroppen, hvordan situationen er lige nu, er hvad der virkelig optager mig. At spørge med åbenhed for at svaret på spørgsmålet kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik.
Der er for mig at se to aspekter af hjertefølelserne: Det ene er den kærlighed og omsorg, vi modtager de første år af vores liv og som er afgørende for vores tidlige vækst. Men senere er det de udadrettede hjertefølelser, dem vi nærer for, og viser til andre, som er afgørende. Som er dem vi som mennesker vokser af.

 

Josephine:

Kan man undervise i det, i udadrettede hjertefølelser? Og kan det gøres uden at de negative følelser forbundet med hjertet berøres?

 

Hanneli:

At hjælpe mennesker til at opdage og nuancere at vi har denne evne til at give og vise venlighed, kærlighed og medfølelse og at vi kan give denne følelsesstrøm en retning udad, er hvad jeg forsøger at undervise i. Herunder er det nødvendigt og uundgåeligt, at vi opdager også vores hjertefølelsers begrænsninger. Som vi ikke kan eller skal presse. I stedet kan vi mærke efter og konstatere eksempelvis: Åh, i dag er mit hjerte ikke så åbent, det er i dag mere forsigtigt.

 

Josephine:

Hjertet kan vel også være bange –

 

Hanneli:

For de fleste af os er det forbundet med en vis frygt at åbne til hjertefølelserne som jo er et sårbart område.
Medfølelse er derfor i lige så høj grad rettet indad, mod én selv, som mod andre. At mærke sin egen hjertemæssige sårbarhed er en forudsætning for at kunne begynde at arbejde med den og åbne yderligere op til andre. Vi kan ikke have og vise dybere medfølelse for andre end for os selv.
Hvis vi accepterer hjertets pulsation, accepterer at det undertiden er beskyttet, har vi mulighed for at opdage at denne beskyttelse ikke nødvendigvis er en kontraktion, men en nødvendig og midlertidig tilstand som vi kan respektere uden selvbebrejdelser.

 

Josephine:

Det kræver vel også selvbeskyttelse at turde åbne?

 

Hanneli:

Jo bedre vi mennesker forstår og respekterer vores egne grænser, jo lettere blive det ikke at projicere vores mørke og skygger – som ofte ligger bag vores selvbeskyttelse – på andre. På den måde har vi mulighed for at komme på venskabelig fod med vores egen sårbarhed. Når hjertet véd at det bliver respekteret, vil det kunne begynde at opdage flere muligheder for at åbne op.
Disse muligheder vil med tiden kunne samle sig til en begyndende følelse af hjertefrihed. Balanceret medfølelse med én selv vil spontant kunne flyde ud til vores omgivelser. Den er derfor en central del af en undervisning som sigter mod at gøre noget for andre.

 

Josephine:

Nærmer vi os her ikke spørgsmålet om bæredygtighed?

 

Hanneli:

Sådanne flow af følelser, indad og udad, ligger til grund for meningsfulde og bæredygtige relationer til vores omverden. Det er det som gør, at ydre og indre bæredygtighed er uadskillelige.
For mig er hjertemøder mellem mennesker centrale i tilværelsen. Mentale møder, altså fælles rationel, sproglig forståelse, er vigtig. Men har møder også en forankring i hjertet, bliver de dybere.

 

Josephine:

Den formulering af medfølelse er jeg glad for. Samtidig med at den peger på et vanskeligt punkt, da medfølelse opleves som en følelse eller en sensation, som en bro imellem individer. Men fordi den akademiske verden er så mental, kan det undertiden føles som en kamp at få givet hjerteaspektet plads i akademia.

 

Hanneli:

Ja, sproget kan være en flaskehals, en begrænsning. Vi risikerer, når vi taler om medfølelse og kærlighed, at vi spærrer følelserne inde i sprogets flaske.

 

Anden del af samtalen mellem Hanneli og Josephine publiceres her på bloggen lørdag 18. marts, tredje del søndag den 2. april.

Grafisk design: Mikkel Strandbygaard