Josephine Lau Jessen, kandidat i human ecology, interviewer her Hanneli om blandt andet medfølelse og om forholdet mellem det at erfare mentalt og at opleve med hele sig selv.
Interviewet – eller samtalen – er det andet i en række på tre hvoraf vi bragte det første den 11.marts.
En meningsudveksling mellem to mennesker som er på én gang foruroliget over den internationale situation og fortrøstningsfulde omkring mulighederne for fremtiden.

Læs første del her:
‘Svaret på spørgsmålet kan ændre sig hvert øjeblik’

 

Du kan lytte til dette indlæg som en blogcast her. Indtalt af Morten Winkler (12:34):

---

II
’Autentisk medfølelse har bly i bunden af kroppen’

Om klimaforandringer, kropsbevidsthed og ydre og indre bæredygtighed.

 

Josephine:

For mig at se må en del af løsningen på klimakrisen tage udgangspunkt i indsigten i, og den direkte oplevelse af, at alt er forbundet. At alt hænger sammen. Min egen mere direkte forståelse af denne sammenhæng kom, som jeg oplevede det, i et øjeblik hvor jeg nærmest fysisk følte denne altomfattende sammenhæng.

 

Hanneli:

Lad mig først sige at jeg er helt enig med dig i at disse to erfaringsområder er nært forbundne. For mig at se – og som vi ser det i Center for Systems Awareness – er det ikke muligt at fordybe kontemplative erfaringer, altså kontakten til sig selv, uden at kultivere den somatiske bevidsthed, altså kendskabet til og sansningen af ens krop.

 

Josphine:

Det er, tror jeg, det jeg selv har erfaret. At oplevelsen af klimaforandringerne som et virkeligt fænomen ofte kommer som en sådan fysisk, konkret, embodied oplevelse. Det er derfor det for mig opleves så betydningsfuldt at bringe sammenhængen mellem fysiske, kropslige erkendelser ind i dialogen om klimaforandringer. Og det er derfor jeg er så interesseret i hvordan kropsbevidsthed, embodiment og medfølelse hænger sammen i din undervisning på Center for Systems Awareness.

 

Hanneli:

Hvis vi alene funderer en pædagogik på mentale idéer og på bevidsthedstræning, arbejder vi med så snæver en del af tilværelsen at vi ikke for alvor vil kunne gøre noget for børn og unge. Eller for voksne for den sags skyld. Så i Center for Systems Awareness er det en afgørende del af vores undervisnings fundament at øge kropsbevidstheden. Vi støtter deltagerne i at lære sig selv og deres krop at kende.

 

Josephine:

Nogle ville måske hævde at vi kender vores krop ganske godt. Den er jo, i modsætning til bevidstheden, synlig og følbar.

 

Hanneli:

Både ja og nej. De dele af vores krop som ligger i skyggen, som er ubevidste, kan bevidstheden ikke nå. Vores første skridt er derfor også at støtte mennesker i at lokalisere fysiske spændinger og sammentrækninger og bringe bevidsthed til disse steder. Og samtidigt med dette erfare de store ressourcer som er kropslige. Hvor meget kraft vi har i kroppen.
Nu spørger jeg mig selv om ordet ’kraft’ er det rigtige. For med det mener vi ofte en relativ grov og udadvendt energi.

 

Josephine:

Jeg synes jeg helt umiddelbart forstår dig.

 

Hanneli:;

Lad mig alligevel gå lidt nærmere ind på dette, det er så betydningsfuldt:
(Hanneli viser Josephine en dukke).
Denne dukke er en såkaldt tumling. Den har bly i foden, det er en helt almindelig form for legetøj. Fordi dens tyngde i bunden er så stor, vil den, uanset hvilken ydre påvirkning den udsættes for, svinge tilbage til ligevægtsstillingen. Den er groundet, dens jordforbindelse sikrer dens stabilitet.

 

Josephine

Det kender jeg til. Fra fysisk træning. At der findes en særlig psykisk ligevægt i at mærke kroppen.

 

Hanneli:
Netop. Og dette billede, dette symbol kunne vi kalde det, er et vigtigt supplement til vores understregning af hjertets betydning. Der kan i spirituel træning indsnige sig den misforståelse at bare vi er åbne fra hjertet og op, er vi i salveten. Men skal vores medfølelse være autentisk, være hel, hvis det skal være sandt at vi har ’medfølelse for alle’, at vi ’taler fra vores inderste hjerte’, så har vi brug for at have bly i bunden af kroppen. Forstået som kontakt til også vores instinkter. Vores emotioner. Til den visdom som findes i kroppen.

 

Josephine

Det er som om jeg er lige ved at forstå det. Kunne du give bare et par konkrete eksempler på at kroppen rummer visdom?

 

Hanneli:

Det er via kontakten til vores krop, vi véd, hvornår vi er hvad man kalder centreret, det vil sige hvornår man har kontakt til det kropslige, nervemæssige og emotionelle balancepunkt, hvorfra vi kan se og møde verden og andre som de og den er. Det er kroppen, der før nogen anden del af os selv véd, hvornår vi trues af stress.
Dette er tæt forbundet med en oplevelse af tyngdekraften. Når vi læner os ind i gravitationen, siger ja til tyngdekraften, er vi stærkt på vej til at centrere os selv.

 

Josephine:

Jeg har hørt at dele af videnskaben anser balancecenteret, som registrerer tyngdekraften, for en sans i sig selv, en sjette sans.

 

Hanneli:

Jeg har ingen fysiologisk specialviden på dette område. Men hvad du fortæller, passer godt med min erfaring.
På den måde læner vi os også mod jorden når vi føler tyngde, gravitationen er jo jordens tyngdefelt. Jo mere vi kan spænde af, jo mere kan vi, tror jeg, direkte mærke at vi er forbundet med, er et med, jorden. Gennem somatiske erfaringer føres vi direkte, som du jo selv udtrykker det, til en oplevelse af både kropslig og følelsesmæssig sammenhæng. Med jord, med stof og med levende væsener. Og derfra direkte videre til medfølelse.
Fra denne kropsligt funderede indsigt er vejen ganske kort til at mærke: Dette drejer sig ikke kun om mig, det drejer sig også om de andre. Om alle levende væsner. Og derfra folder medfølelsen sig videre ud …

 

Josephine:

Tak for det – det fører mig videre til et næste spørgsmål: Hvordan ser du sammenhængen mellem den kontemplative, meditative praksis som du underviser i, og den system- og helhedstænkning som er Center for Systems Awareness’ tilgang til virkeligheden?

 

Hanneli:

Som jeg nævnte før så møder vi, når vi i meditation eller på anden måde kontemplativt bevæger os ind mod dybere aspekter af os selv, vores sammenhæng med vores omverden. Den indsigt at vi indgår i systemiske helheder, altså strukturer som har eller udviser en eller anden form for orden, den er en naturlig frugt af kontemplativ praksis. Vi opdager, i takt med at vi erfarer og mærker os selv dybere, at ikke alene er vi en del af vores omverden og dens helhed, men denne helhed og dens systemer findes også i os. Ud af denne gensidige sammenhæng udspringer medfølelsen.

 

Josephine:

Jeg spørger mig selv om dette er sandt i alle situationer, også når man er presset –

 

Hanneli:

Med tiden, når ens meditative erfaringer fordybes, opdager vi at vi har mulighed for, også i vanskelige situationer, at forblive centreret i os selv. Og at denne kontakt til vores eget center er forudsætningen for at kunne udrette noget, måske også noget virkningsfuldt, for andre. Er vi virkelig hjemme i os selv, har de virkelige møder med andre mulighed for at finde sted. Autentiske møder forudsætter autentisk kontakt til en selv. Fra en sådan kontakt mellem to menneskeligheder kan gensidig respekt vokse frem. Så for at besvare dit spørgsmål helt kort: For mig ligger den vågne erfaring af systemhelheder og systemisk sammenhæng implicit i de kontemplative praktikker. Forudsat at disse praktikker trænes på hvad vi kunne kalde en både indadtil og udadtil bæredygtig måde.

 

Josephine:

Spændende! Kunne du mon fortælle lidt mere om hvordan du opfatter sammenhængen mellem indre og ydre bæredygtighed? Et emne som jo, i disse klimaforandringstider, er påtrængende.

 

Hanneli:

Det er klart at kontemplation alene ikke kan løse klimakrisen. Eller løse konflikten i Ukraine. Kloden har brug for alle de udadrettede initiativer vi overhovedet kan komme op med. Konfliktløsning, omfordeling, ny og ren teknologi, globalt samarbejde og global ledelse.
Men disse ydre tiltag alene gør det ikke.
Truslen er jo, for os alle sammen, at disse kriser trækker os ud af os selv. Og forlader vi os selv, kan vi ikke inde fra et balanceret og centreret sted træffe de beslutninger som er så nødvendige.

 

Josephine:

Jeg har tænkt på det samme. Ikke mindst i forhold til hvordan man skal informere børn og unge om klodens tilstand.

 

Hanneli:

Netop det eksempel er vigtigt – og meget aktuelt for den uddannelse vi taler om, hvorpå jo mange lærere og pædagoger deltager. En lærer som selv er så klimaangst at han eller hun har forladt sig selv, kan ikke møde børnenes angst. En politiker som er frygtsom og uden kontakt til sit hjerte, som måske er irrationelt skræmt af globaliseringen, kan ikke træffe de politiske beslutninger som nutiden kræver. En general som er ude af sig selv af vrede, af hævntørst eller af angst for sine overordnede, kan ikke træffe de beslutninger hvormed militæret ville kunne bidrage bedst muligt til en vej mod freden.

 

Josephine:

Men er det muligt at få lydhørhed hos generaler og politikere…

 

Hanneli:

Inderst i alle disse globale kriser som udspiller sig, er der mennesker. Menneskers hjerter og bevidsthed. For mig at se er det nødvendigt at i hvert fald nogle adresserer disse kernefænomener. Også i offentligheden, overfor alle befolknings- og erhvervsgrupper. Peger på at her er de egentlige kilder til miséren. At vi stoler på også generalernes medfølelse. Våbnene affyrer jo ikke sig selv. Naturrigdommene strømmer jo ikke af sig selv hen til den rige verden. Bag ulighed og udledning af drivhusgasser ligger beslutninger taget af mennesker. Det som systemtænkningen kalder de dybere aspekter af isbjerget. De bagvedliggende årsager.
Derfor er vi nødt til at øge kropsbevidstheden, the somatic awareness, som jeg i min undervisning gentager igen og igen. Det er kroppens opspænding, som først og mest klart fortæller os når vi er ved at forlade os selv og derved kommer ud i en følelsesmæssig uklarhed, hvorfra det ikke er muligt at handle til gavn for os selv og andre. Det er kun ved at have trænet denne fysiske forankring igen og igen at vi bliver i stand til, i midten af konflikter, af skænderier, af ophedede meningsudvekslinger, direkte at mærke at ikke alene er vi selv ved at miste fodfæstet, men også vores modpart er, presset af frygt og angst, taget af sin vrede. Hvorved vi har muligheden for at træde et skridt tilbage, mulighed for at etablere et overblik, hvorfra vi måske har mulighed for at dreje situationen bort fra identifikationen med kampen og i retning af et egentligt møde.

 

Josephine:

Så meditation er fredsskabende?

Hanneli:

At have en kontemplativ praksis er at træne fred.
Bevidsthedsmæssigt og psykologisk står vi alle i en vis forstand i denne tid på grænsen til Ukraine. På denne grænse har vi brug for først at drage omsorg for os selv. Ikke af egoisme, men for at finde det indre center som er det eneste sted hvorfra balancerede og perspektivrige medfølelseshandlinger kan komme. Selvomsorg er ikke i modsætning til klimaaktivisme. Det er den nødvendige forudsætning for denne aktivisme. Måske føler vi: this is not the time to relax and release, this is the time to fight and fix. Men de to holdninger er ikke nødvendigvis i modstrid til hinanden. De kompletterer hinanden, de er begge nødvendige.

 

Tredje del af interviewet bringer vi her på bloggen søndag den 2. april.

 

Grafik: Mikkel Strandbygaard