INANNAS OPSTIGNING

Inanna var gudinde for frugtbarhed, kærlighed og krig i sumerisk mytologi, og hun var dronning over himmel og jord. Hendes søster, Ereshkigal, var dronning over dødsriget, som Inanna drager til – for at erobre det.

For at komme til dødsriget må hun gennem syv porte og ved hver port afgive et såkaldt me, som er symbol på hendes magt og status i himlen og på jorden.

Tredje weekend i årsforløbet i rituel dans med Maria Rose Dybvad er i gang.

Jeg træder igen ind i cirklen af kvinder. Kvinder jeg er kommet til at holde så meget af, og som lærer mig så meget. Vi har bevidnet hinanden i dansen. Vi er sammen i en dyb proces. Vi har set ind i frygt og længsel. Været smukke og grimme sammen. Delt fra dybe steder. Konfronteret skam, sårbarhed, styrke og vilje. Sammen i underverdenen.

I denne weekend danser vi den del af myten, som er INANNAS opstigning fra dødsriget og tilbagevenden til oververdenen. I dette afsnit af fortællingen vender Inanna tilbage som himlens dronning, men nu med viden om mørket og døden – og som hersker over også underverdenen.

 

“The ground of the discipline of Authentic Movement is the relationship between the moving self and the witnessing self. The heart of the practice is about the longing, as well as the fear, to see ourselves clearly.”

 

– Patrizia Pallaro, ‘Authentic Movement, Essays by Mary Starks Whitehouse, Janet Adler and Joan Chodrow’, Jessica Kingsley Publishers.

 

 

PROCES OG NEDSTIGNING

Det har været en lang proces. Helt nøgen og mørk. Følelserne var med mig også imellem vores weekender. Der er længsel i mig. Efter at slippe. Og dyb længsel efter at leve. Jeg bliver ved med at se grønne nuancer for mit indre blik. Som noget der er over mig. Vi danser i cirklen. Trækket ned er stort. Vi danser skiftevis nedad og opad.

Ned i mørket.

Vi støtter hinanden i at ”komme op”. Det er som om der er et arbejde at gøre her. I det at vende tilbage. Som dem vi er nu. Vi har brug for hinanden i cirklen.

Måske er det som med planterne, når de ligger som frø dybt i jorden og mørket, og en mægtig kraft får dem til at bryde op mod lyset. Støttet af et løfte om liv og lys folder de sig ud. Jeg mærker min livskraft. Og en smertelig bevidsthed om altings forgængelighed – og om miraklet.

Op i lyset.

Er ikke den samme. Billederne giver mening. Det er heftige billeder.
De er ladet med energi og vi levendegør dem i dansen.

Mørkelys. Lysmørke.

 

---

 

RITUEL DANS OG AUTENTISK BEVÆGELSE

I den smukke sal sidder vi i cirkel på gulvet. Det er tidlig forår og lyst. Alt udenfor er som i en spæd begyndelse. Maria fortæller om den rituelle dans:

”Den findes over hele jorden, men litteraturen om den skandinaviske rituelle dans er begrænset og dansen er baseret på mundtlige overleveringer. Som en slags mesterlære og et håndværk i at fortælle myter, historier og lede ritualer er den givet videre. Der findes forskellige måder, man kan udføre rituel dans på. Men der er en række grundelementer som er fælles. Den rituelle dans består af tre elementer:

1) Fortælling eller hvad vi kan kalde myte, 2) dans og 3) ritual.

Når gruppen mødes, starter fortælleren (rituallederen) med at fortælle den myte, saga eller det eventyr, som han eller hun har udvalgt til den ritualdans, der skal danses. Den rituelle dans danses i en cirkel, og gruppestørrelsen er et sted mellem otte og tredive deltagere. Ritualet får form af billeder fra den udvalgte myte. Billederne bringes til live af danserne i cirklens midte. Det kan være én eller to dansere. Imellem hvert bevægelsesbillede danses det, der kaldes et omkvæd, hvor ingen enkeltperson er i fokus i midten af cirklen. I omkvædet bevæger danserne i cirklen sig med de samme trin, først mod venstre, og dernæst mod højre.”

Billederne danses improviseret, fortæller Maria. Når Inannas vej ned til dødsriget gestaltes, véd man ikke på forhånd, hvem i gruppen der træder ind i cirklen og danser hvilket billede. Ligesom man heller ikke helt kan vide, hvordan for eksempel mødet mellem prinsen og prinsessen i et eventyr vil udvikle sig i bevægelse.

Deltagerne i cirklen spejler fordanseren, den eller de der træder ind i cirklens midte. Fordanseren bliver således en slags guide, som resten af ritualdeltagerne skal lade sig inspirere af.

 

---

 

“Denne form for moderne rituel dans er slet og ret en fysisk metafor for livet, og alt det, som er svært eller glædeligt eller sorgfuldt i det virkelige liv, kan man gennemleve i dansen. På en måde bliver det både en form for øvelse i at håndtere livets udfordringer, en vej til indsigt og erkendelse af dybere sammenhænge og en måde at lære at forstå sig selv som individ og som en del af et større fællesskab.”

 

– Ulla Skovsbøll, ‘At danse livet – om Brita Haugen og rituel dans’ (udgivet på Vestjyllands højskoles forlag)

 

---

 

DE FEM TABUER

Om selve ritualet fortæller Maria:

”Ritualet har en simpel men væsentlig struktur som består af det vi kalder de fem tabuer:

1) Hold cirklen
2) Hold rytmen
3) Hold øjnene åbne
4) Ikke tale 
5) Ikke røre

Under ritualet bestræber fordanserne og rituallederen sig på at skabe en atmosfære af en vis ophøjethed. Det er ikke nødvendigt at forstå alle de symbolske detaljer i myten, men det er vigtigt, at der er en fælles erkendelse af, at der er tale om noget dybere end blot en fortælling for sjov. Den rituelle dans kan ses som en eksistentiel erkendelsesproces, som går igennem kroppen. En proces der involverer både krop og intellekt.”

 

---

 

”Når fordanseren danser i midten og giver spontant, kropsligt udtryk for mytens billeder i deres dans, er danserne i cirklen vidner. Vidner ikke kun i tanken, som var det en forestilling, de bevidnede, men også med kroppen, evt. også med stemmen. Vidnerne integrerer fordansernes udtryk ved at danse deres udtryk.”

 

– Brita Haugen, Rituel dans, 2012

 

---

Marias lærer i rituel dans er Brita Haugen. Ved siden af at være rituel danser er hun sognepræst og forfatter til flere bøger om myter og dans. Hun beskriver betydningen af, at fordanseren, der danser sit udtryk for det mytiske billede i cirklens midte, bliver set af de andre deltagere i cirklen, der med deres udtryk spejler fordanserens udtryk. De møder, der derved opstår mellem mennesker, mellem modsætninger, i nonverbal kommunikation og i nærværet i det fællesskab, der kan finde sted, indeholder alle en dybere mulighed for at energitransformationer kan opstå, en udvidet kapacitet til at møde og rumme modsætninger.

 

 

PROCES OG OPSTIGNING

Jeg stiger op.

Mødet med mig selv i mørket. Mine skygger. Mine selvbilleder. Mine overbevisninger. Den sære lettelse i at aflægge det hele. Og så mærke hvor glad jeg er for at leve. Forsøger at holde modsætningerne. Polariteten. Med alt der er. Omgivet af de andre i cirklen.

Jeg er beriget.

Får ideer. Energi. Der er nye støttende stemmer i mig. For at noget kan leve, må noget dø. Den gamle ham må tages af. Man må skifte ham. Min krop giver efter. Jeg er den, jeg er. Dér hvor jeg er. Det er godt. Føler stor taknemmelighed. Mærker kontakten til det kollektive gennem dansen og dette, at det ikke handler om mig. Tæt på det sted hvor vi er helt forbundet, foregår dansen sammen i gruppen. For verden. For alle andre levende væsner.

 

 

 

Foto: Charlotte Toft