Du kan lytte til Magnus’ musik og oplæsning her:

Jeg sidder på et skrive- og kreativitetsretreat på strandgården Øster Løkke ud til Vesterhavet.
I det sidste døgn har jeg været i stilhed og arbejdet på at improvisere musik. Min idé er at forestille mig personer fra mine drømme, for at kunne spille hvad de kommer med, hvad de bringer ind i bevidstheden, ud fra den forestilling at de er dele af mig. Undervejs er der kommet delvist ukendte sider af mig selv op i min praksis, dem har jeg også prøvet at give et musikalsk udtryk. Nu er det døgn som på retreatet har været afsat til stilhed og koncentreret kreativitet gået. Jeg gør mig klar til at improvisere for de øvrige deltagere i vores meditationssal.

Jeg kan mærke jeg ryster, hele kroppen er klar. Man hvad nu hvis den, kroppen, går i stå, lige inden jeg rører klaveret? Hvad gør jeg så? Sådan har jeg haft det før, især når jeg ikke kender de mennesker jeg skal spille for. Her på retreatet føler jeg mig dog mere sikker, da jeg kan mærke at deltagerne holder af mig. At her er en atmosfære af gensidig accept. Jeg går frem i salen, til klaveret, prøver at sætte udstyret frem langsomt, at tilslutte de sidste kabler i et helt dæmpet tempo for at berolige min krop. Nu er jeg så klar, som jeg kan være. Jeg sætter mine fingre på klaveret, trækket vejret, prøver at forestille mig ham, den lille dreng i min drøm, giver slip på ham og spiller.

Her kan du høre et uddrag af stykket ‘Den Lille Dreng’, det varer cirka halvanden minut:

Først er der stille, men så registrerer jeg en berørthed hos én af deltagerne, en kvinde. Jeg kan halvt mærke halvt se at der løber tårer ned ad hendes kinder. Nu kan jeg høre det ikke kun er hende. Der er flere af tilhørerne der et trådt ind i rummet – mit hjerterum. Det er ikke nemt at forklare, men mens jeg spiller kan jeg samtidig mærke hvordan mennesker sidder, hver på deres pude, lyttende, de føles helt tætte på mig. Det er tydeligt hvordan de registrerer at jeg viser dem sider af mig selv, igennem musikken, sider som det ville være vanskeligt eller umuligt at gengive med ord. Jeg giver slip på følelsen af at det er mig som spiller, og lader noget større end mig overtage mine hænder. Og selv om det er vanskeligt at sige, så er jeg alligevel nødt til at stå ved det: At hænderne lige nu spiller så smukt. Hvis jeg med min krop og min musik kan dele de rum der er inde i mig på denne måde, skulle det, skulle det så ikke være muligt også at åbne til en større gruppe, end dem der sider her? Er det ikke den improviserende musikers naturlige ønske: At nå mennesker?

Det følgende stykke er et uddrag, der varer halvanden minuts tid, det har navnet ‘Lyset’:

Her til sidst må jeg stå ved noget: Mit mål med disse improvisationer var egentlig ikke at skulle indspille, ikke at fastholde dem, men at gøre noget mere analogt, for at prøve at bryde min sædvane og rytme. Jeg ville heller ikke være endt her, med dette blogindlæg og denne lydfil, hvis ikke jeg havde brudt min rytme og vane. Men da jeg mærkede, da jeg synes jeg mærkede, at jeg nåede tilhørerne, at jeg, hvis det er ok at sige det, også bevægede dem, eller bedre, at musikken bevægede dem, har jeg indspillet improvisationen.