Jeg er i gang med at pakke bilen. Jeg har sagt ja til at hjælpe med en større undervisningsopgave sammen med andre. Jeg har feber, og noget i mig véd, at feber betyder ’fuldt stop’.

Jeg ignorerer. Pakker. Tjekker lister. Tager en tår vand og forsøger at ryste feberen af mig.

Jeg kigger på mit hjem.

Jeg kigger på den fyldte bil.

Det føles som om, der ikke er nogen vej tilbage.

Jeg har sagt ja.

Og når jeg siger ja, gennemfører jeg. Uanset hvad.

Uanset 40 i feber.

Uanset mit kropslige nej.

Jeg ved, at jeg er i gang med at overskride mine egne grænser.

Og min indre dommer er i fuld gang med både at gøre mig opmærksom på det forkerte ved at overskride mine egne grænser samtidig med, at den også fortæller mig, hvor udueligt det er ikke at kunne leve op til det, jeg har lovet.

En dyb desorienterende reaktion sætter ind.

Det er, som om der foregår en indre kamp mellem min indre dommer, min kropslige visdom og mit hjerte.

Det, jeg har sagt ja til, ligger mit hjerte nært. Det er en hjerteopgave.

Derfor kommer min kropslige visdom i konflikt med mit hjertets ønske om at gøre noget godt og vigtigt for andre mennesker.

Den indre dommer bidrager så med en form for indadrettet vrede.

Samtalen mellem de tre parter; min indre dommer, min kropslige visdom og mit hjerte forsøger jeg at gøre mig klart.

Mit hjerte ønsker inderligt at bidrage til denne vigtige undervisningsopgave. Det har hjertebetydning for mine kollegaer og for kursusdeltagerne.

Min krops feber beder mig om at stoppe op. Af årsager jeg lige nu ikke kender, men hvorom jeg véd, at feber er kroppens stopskilt.

Min indre dommer har ligesom flere stemmer. Fra én kant rummer den en omsorgsside, der gør mig opmærksom på, at jeg er ved at overskride mine grænser. En viden, jeg er mig bevidst, men ikke kan se mig ud af. Fra en anden kant rummer den en mere vredladen stemme, der dels insisterer på at gennemføre uanset hvad, og dels rummer en nedvurdering af mig selv.

Grundlæggende ser det ud som om, jeg igen skal have lektioner i at finde ud af, hvornår jeg skal sige ja, og hvornår jeg skal sige nej. Og måske opdage, at der skal flere nej’er til end først antaget.

Jeg skal til at spørge mig selv, hvilke opgaver, jeg skal prioritere højest, og hvilke der må vente. Og måske bliver jeg på sigt nødt til at lære, at jeg kan hjælpe mange og hjælpe meget, og at jeg ikke kan hjælpe alle eller hjælpe med alt.

Det bliver nok sværere end, jeg aner.

 

Til sidst vil jeg fortælle dig, hvordan undervisningsopgaven gik.

Jeg fortalte mine kollegaer, at jeg havde høj feber og, at det føltes som om, jeg havde meget lidt kapacitet på mit batteri.

Der var en omsorg og en parathed til at sadle om. En opmærksomhed på, at det var behov for en indadvendt opmærksomhed og på betydningen af at aflaste krop og psyke.

Det medførte strejf af dyb koncentration og meningsfylde.

Endnu engang oplevede jeg en hjerte-erfaring af nødvendighed af at stille mig selv til rådighed for kursusdeltagerne.

Der var følelser af at bevæge og blive bevæget.

En rejse igennem voldsomme febertilstande og oplevelser af opgivelse.

At danse mellem lys og mørke.

Jeg praktiserede.

Det blev muligt at genfinde en form for ro, centrering og komme tættere på en balance.

Jeg iagttog mig selv og mine fysiske og psykiske reaktioner.

Neutral iagttagelse.

Stilhed.

Mine fødder blev på jorden.