Cirka femten meter under havoverfladen, ud for Sydafrikas østlige kyst, mellem nogle store rev, ser jeg en haj.
Det er en af de ret fredelige slags, en sandtigerhaj, og den er relativt lille. Måske tre meter lang. Det er svært at vurdere under vandet. For mig er den stor. Jeg ser fascineret og ærefrygtigt på hajen som er langt nok væk til at jeg føler at jeg ikke forstyrrer, og tæt nok på til at jeg kan se den rigtigt.
Jeg mærker en frygt. Jeg forsøger at læse dens kropssprog. Er den venlig? Jeg har fået at vide at hvis den vender det hvide ud af øjet, er det fordi den vil angribe. Men det gør den kun hvis den føler sig truet. Hvad mon der skal til for at den får den følelse?
Jeg prøver at sætte mig i hajens sted. Det er svært. Jeg ser intenst på den. Dens sylespidse tænder stikker ud af munden i alle retninger. Jeg mærker med ét at jeg er ’matter out of place’. Jeg hører til på landjorden. Her er jeg en uindbudt gæst i en farverig, livlig undervandsverden. Flere spørgsmål dukker op. Er jeg overhovedet velkommen her? Hvad er det mon i os mennesker der får os til, med ilttanke, dykkermasker og svømmefødder, at søge undervandsverdenen?
Alt imens jeg føler mig fremmed, oplever jeg en forbindelse til livet, også her. Lyset der brydes af vandet på en helt anden måde, følelsen af vægtløshed. Det er smukt. På en måde er det vel også mine forfædre, som svømmer rundt om mig. Hvis teorien om at livet på jorden begyndte i havet, er rigtig.
Jeg forsøger at opretholde en rolig vejrtrækning så jeg ikke bruger min ilt for hurtigt. En undervandsstrøm bevæger mig fra side til side. Det er som at blive vugget. Det virker beroligende, når jeg kan give mig hen til det.

Pludselig ændrer hajen retning og svømmer langsomt hen mod mig. Der er ikke meget plads omkring mig. Jeg forsøger at bevæge mig til siden for at give plads, men jeg har ikke kontrol over min positionering på grund af strømmen. Og jeg tør ikke vende hajen ryggen og svømme væk.
Jeg ser at hajens krop bevæger sig som min, fra side til side. Strømmen tager også dens krop. Dét er vi fælles om. Vi bevæger os i takt. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det ligne en dans. Det føles som om den vil have mig til at vige pladsen. Jeg forsøger at bringe min krop til stilstand ved at gribe fast om en sten på havbunden så hajen bedre kan komme forbi, men uden held. Strømmen er for stærk.
Der er nu højst et par meter mellem vores næser. Det føles om som vi har en slags kontakt, men hvilken? Jeg kan ikke tolke det. Vil vi hinanden det godt? Er hajen mon også lidt bange? Jeg, for min del, mærker livets kostbarhed. Mærker at det ikke er op til mig hvor længe jeg lever. Alt i mig føles lysvågent.
Hajen kommer endnu tættere på. Dens nærhed skruer op for intensiteten mellem os, men også inde i mig. Som bliver jeg konfronteret med noget ukendt dybt nede i mit eget indre havlandskab. Noget urgammelt. Er det mine dybeste instinkter? Er det vores fælles udspring?

Jeg kan nu næsten røre hajen. Jeg mærker at dette møde skal finde en afslutning. Men hvilken?
Hajen drejer hovedet en smule væk fra mig og vender det hvide ud af øjet. Så kommer angrebet når jeg at tænke, men hajen kaster i stedet den forreste del af kroppen bagover – og svømmer væk.